Solar A/S afholder ordinær generalforsamling fredag den 15. marts 2024 kl. 11.00 på adressen Industrivej Vest 43, 6600 Vejen.
Generalforsamlingen transmitteres til navnenoterede aktionærer via video-webcast på www.solar.eu.
Dagsorden for generalforsamlingen er:
1. Bestyrelsens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne regnskabsår.
2. Forelæggelse og godkendelse af årsrapport med revideret årsregnskab
Bestyrelsen foreslår, at årsrapporten for 2023 godkendes.
3. Beslutning om anvendelse af overskud i henhold til den godkendte årsrapport
Bestyrelsen foreslår dernæst, at der udloddes DKK 219 mio. i udbytte for regnskabsåret 2023, svarende til DKK 30,00 pr. aktie á DKK 100.
4. Vejledende afstemning om godkendelse af vederlagsrapport
Vejledende afstemning om den af bestyrelsen udarbejdede vederlagsrapport om aflønning af medlemmerne af bestyrelsen og direktionen i 2023.
5. Godkendelse af bestyrelsens vederlag for det igangværende regnskabsår
Bestyrelsen foreslår, at det faste bestyrelseshonorar for 2024 udgør uændret DKK 200.000.
Formanden for bestyrelsen modtager tredobbelt honorar, mens næstformanden for bestyrelsen og formanden for revisionsudvalget modtager halvanden gange honorar for deres udvidede bestyrelsesopgaver.
Det foreslås i overensstemmelse med rammerne i vederlagspolitikken tillige, at bestyrelsesmedlemmer i tillæg til det faste vederlag modtager uændret DKK 15.000 for hvert fysisk bestyrelsesmøde eller udvalgsmøde, de deltager i, samt DKK 7.500 for hvert virtuelle bestyrelsesmøde eller udvalgsmøde, de deltager i.
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen
Nomineringsudvalget foreslår genvalg af de nuværende 6 bestyrelsesmedlemmer: Michael Troensegaard Andersen, Jesper Dalsgaard, Louise Knauer, Peter Bang, Morten Chrone og Katrine Borum.
Der henvises til vedlagte bilag 2 fra nomineringsudvalget for oplysninger om de foreslåede kandidater.
7. Valg af revisor
I overensstemmelse med indstillingen fra revisionsudvalget foreslår bestyrelsen genvalg af Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab, CVR 33 96 35 56, som revisor for selskabet. Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab foreslås tillige nyvalgt som bæredygtighedsrevisor. Revisionsudvalget er ikke blevet påvirket af tredjeparter og har ikke været underlagt nogen aftale med en tredjepart, som begrænser generalforsamlingens valg til visse revisorer eller revisionsfirmaer.
8. Forslag fra bestyrelsen:
8.1 Bemyndigelse til udlodning af ekstraordinært udbytte
Bestyrelsen foreslår, at selskabets bestyrelse bemyndiges til i tiden indtil næste ordinære generalforsamling at træffe beslutning om udlodning af ekstraordinært udbytte med indtil DKK 50,00 pr. aktie.
8.2 Bemyndigelse til erhvervelse af egne kapitalandele
Bestyrelsen foreslår endvidere, at selskabets bestyrelse bemyndiges til i tiden indtil næste ordinære generalforsamling at lade selskabet erhverve egne kapitalandele mod vederlag. Bemyndigelsen foreslås givet til erhvervelse af indtil 10% af selskabskapitalen, og således at vederlaget ikke må afvige med mere end 10% fra den senest noterede børskurs på selskabets B-aktier på erhvervelsestidspunktet.
8.3 Godkendelse af revideret vederlagspolitik
Bestyrelsen foreslår, at selskabets vederlagspolitik ændres i overensstemmelse med vedlagte bilag 3, hvori de foreslåede ændringer fremgår af rettemarkeringerne.
I forhold til den gældende vederlagspolitik, er der alene foretaget ændringer i afsnit 3, og alle ændringerne vedrører rammerne for ydelse af variabelt vederlag til direktionen.
De ændringer, der vurderes at være væsentlige, er at:
- De typer af aktiebaserede incitamenter, der kan ydes i variabelt vederlag, er indskrænket til alene at kunne være B-aktier (og ikke længere aktieoptioner, fantomaktier eller tilsvarende instrumenter).
- Rammen for det maksimale årlige variable vederlag, der kan ydes (når der bortses fra ekstraordinære incitamenter som omtalt i vederlagspolitikkens afsnit 3.3.3), er udvidet, idet rammen hæves fra 100 % til 110 % af direktionsmedlemmets faste årlige vederlag. Såfremt tildelingen sker for flere år, kan værdien maksimalt udgøre et beløb svarende til 110 % af direktionsmedlemmets senest fastsatte årlige faste vederlag multipliceret med antallet af år i tildelingsperioden.
De øvrige ændringer består af ikke væsentlige ændringer, herunder præciseringer og uddybninger.
9. Bemyndigelse til dirigenten
Bestyrelsen foreslår, at generalforsamlingen bemyndiger dirigenten (med substitutionsret) til at anmelde de anmeldelsespligtige beslutninger truffet af generalforsamlingen til Erhvervsstyrelsen samt til at foretage korrektioner i de dokumenter, som er udarbejdet i forbindelse med disse beslutninger, i det omfang Erhvervsstyrelsen måtte kræve dette for at gennemføre registrering af beslutningerne.
10. Eventuelt
Indkaldelsen med bilag, oplysninger om det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, herunder det samlede antal for hver aktieklasse, dagsordenen, de fuldstændige forslag, selskabets Årsrapport 2023 med koncernregnskab, vederlagsrapport, blanket til brug for anmeldelse af deltagelse samt fuldmagts- og brevstemmeblanket vil fra og med den 21. februar 2024 være tilgængelige på www.solar.eu.
For så vidt angår indsamling og behandling af persondata-oplysninger henvises til Information om persondataretlige forhold i forbindelse med den ordinære generalforsamling samt selskabets cookiepolitik, der begge er tilgængelige på www.solar.eu.
Vedtagelseskrav
Dagsordenens forslag kan vedtages med simpel stemmeflerhed.
Deltagelse i generalforsamlingen og ret til at afgive stemme
En aktionærs ret til at deltage i og afgive stemmer på generalforsamlingen fastsættes i forhold til de aktier, som aktionæren ejer og har registreret i eller anmeldt til notering i selskabets ejerbog senest fredag den 8. marts 2024 (registreringsdatoen). Deltagelsen er endvidere betinget af, at aktionæren rettidigt har anmeldt sin deltagelse som beskrevet nedenfor.
Anmeldelse af deltagelse
Aktionærer, der ønsker at deltage i generalforsamlingen, skal anmelde deres deltagelse senest mandag den 11. marts 2024 kl. 23.59.
En aktionær eller dennes fuldmægtig kan endvidere deltage på generalforsamlingen sammen med en rådgiver, forudsat at der rettidigt er anmeldt deltagelse for rådgiveren.
Anmeldelse af deltagelse kan ske:
- digitalt via Solars InvestorPortal på www.solar.eu eller på www.euronext.com/cph-agm,
- ved at udfylde, underskrive og returnere en blanket, som kan printes fra www.solar.eu, til Euronext Securities, Nicolai Eigtveds Gade 8, 1402 København pr. post alternativt til CPH-investor@euronext.com pr. e-mail,
- ved henvendelse til Euronext Securities på tlf.: +45 4358 8866, pr. e-mail: CPH-investor@euronext.com, eller ved personlig eller skriftlig henvendelse til Euronext Securities, Nicolai Eigtveds Gade 8, 1402 København.
Bekræftelse på tilmelding samt digitalt adgangskort vil blive sendt via e-mail til den e-mailadresse, aktionæren har oplyst i forbindelse med sin anmeldelse af deltagelse. Såfremt e-mail ikke indtastes ved tilmelding, kan et fysisk adgangskort afhentes ved indgangen til generalforsamlingen mod forevisning af legitimation. Stemmesedler vil blive udleveret i ankomstregistreringen ved generalforsamlingen ved fremvisning af adgangskortet.
Fuldmagt/brevstemme
Aktionærer har mulighed for at afgive stemme ved fuldmagt eller stemme skriftligt pr. brev. Fuldmagt eller brevstemme kan afgives digitalt via Solars InvestorPortal på www.solar.eu eller på www.euronext.com/cph-agm (begge kræver digital signatur) eller skriftligt ved brug af fysisk fuldmagts- eller brevstemmeblanket, der kan printes fra www.solar.eu. Hvis fuldmagtsblanket eller brevstemmeblanket anvendes, skal den udfyldte og underskrevne blanket sendes pr. brev til Euronext Securities, Nicolai Eigtveds Gade 8, 1402 København. Alternativt kan den udfyldte og underskrevne blanket indscannes og sendes pr. e-mail til CPH-investor@euronext.com.
Fuldmagter skal være Euronext Securities i hænde senest mandag den 11. marts 2024 kl. 23.59, mens brevstemmer skal være Euronext Securities i hænde senest onsdag den 13. marts 2024 kl. 16.00.
Der kan afgives enten fuldmagt eller brevstemme men ikke begge dele.
Selskabskapital, stemmeret og kontoførende pengeinstitut
Selskabskapitalen udgør nominelt DKK 736.000.000 fordelt på aktier à DKK 100,00 og multipla heraf. Af selskabskapitalen er DKK 90.000.000 A-aktier og DKK 646.000.000 B-aktier. A-aktierne har 10 stemmer for hvert kapitalandelsbeløb på DKK 100,00, mens B-aktierne har 1 stemme for hvert kapitalandelsbeløb på DKK 100,00.
Aktionærerne udøver de finansielle rettigheder gennem egen depotbank.
Spørgsmål fra aktionærerne
Aktionærer kan stille spørgsmål til dagsordenen eller til dokumenter mv. til brug for generalforsamlingen ved skriftlig henvendelse til Solar A/S, Industrivej Vest 43, 6600 Vejen, eller på e-mail investor@solar.dk. Aktionærer kan endvidere stille spørgsmål til selskabets ledelse under generalforsamlingen.
Video-webcast
Som en service til navnenoterede aktionærer, der ikke har mulighed for at deltage i den fysiske generalforsamling, vil hele generalforsamlingen blive webcastet via InvestorPortalen på selskabets hjemmeside www.solar.eu. Ligeledes vil denne webcast efterfølgende kunne ses på selskabets hjemmeside. Derudover vil navnenoterede aktionærer via Investorportalen have mulighed for under generalforsamlingen at indsende skriftlige spørgsmål til Solars Director, Investor Relations, der vil stille spørgsmålene på generalforsamlingen. Spørgsmål vil kunne begrænses, redigeres og eventuelt samles, inden disse stilles mundtligt på generalforsamlingen af Solars Director, Investor Relations. Log-on til InvestorPortalen kræver dels, at dine aktier er navnenoterede, og dels, at du har en digital signatur. Hvis der benyttes et dansk CPR-nummer, vil den digitale signatur, der benyttes til netbank via danske kreditinstitutter (MitID), typisk være kompatibel. Hvis du ikke har adgang til MitID, kan du oprette et personligt VP-ID. Vejledning til oprettelse af VP-ID er tilgængelig på www.solar.eu.
Kontaktpersoner
Bestyrelsesformand Michael Troensegaard Andersen - tlf. +45 79 30 00 00
IR Director Dennis Callesen - tlf. +45 29 92 18 11
Bilag 1: Vederlagsrapport 2023
Bilag 2: Forslag fra Nomineringsudvalget
Bilag 3: Forslag til revideret vederlagspolitik
Fakta om Solar
Solar er en førende europæisk sourcing- og servicevirksomhed, der leverer løsninger primært inden for el, vvs samt klima og energi. Vores kerneforretning centrerer sig om sourcing af produkter, værdiskabende services og optimering af vores kunders forretning.
Vi fremmer effektivitetsforbedringer og tilbyder digitale værktøjer, der gør vores kunder til vindere. Vi driver den grønne omstilling og leverer de bedste løsninger, der sikrer bæredygtig brug af ressourcer.
Solar-koncernen har hovedsæde i Danmark, havde i 2023 en omsætning på ca. DKK 13,0 mia. og beskæftiger ca. 3.000 medarbejdere. Solar er noteret på Nasdaq Copenhagen med kortnavn SOLAR B. Du kan finde flere oplysninger på www.solar.eu
Ansvarsfraskrivelse
Denne meddelelse er offentliggjort dags dato på dansk og engelsk via Nasdaq Copenhagen. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem de to versioner er det den danske version, der er gældende.
Vedhæftet fil