Copenhagen Capital A/S – Periodemeddelelse for 3. kvartal 2024


Copenhagen Capital A/S afgiver hermed periodemeddelelse for 3. kvartal 2024. Selskabet offentliggør ikke finansiel information som en del af periodemeddelelserne.

Selskabet har i perioden vedtaget strategiplanen ’DOUBLE 2028’, der har til formål at fremme vækst i indtjeningen samt ensrette stakeholderforventninger til Copenhagen Capital A/S frem mod 2028. Strategiplanens omdrejningspunkt er at fordoble EVBAT fra intervallet kr. 15-17 mio. i 2024 til mere end kr. 30 mio. i 2028. Væksten skal opnås gennem en kombination af fortsat optimering af den eksisterende ejendomsportefølje og akkvisitioner af nye ejendomme, som forventes at forøge selskabets gennemsnitlige afkastkrav på porteføljen til omkring 5 %.

I 3. kvartal 2024 har driften af ejendommene forløbet som forventet, og der er generelt en lav tomgang i porteføljen. Selskabet har afsluttet istandsættelsen af et lejemål på Læderstræde 11A og udskiftningen af vinduer på Rådmandsgade 43-45. Desuden er der igangværende udskiftning af vinduer på Stavangergade 6, som forventes afsluttet inden årets udgang. Selskabet har besluttet at opføre fire tagboliger på 62 m² hver på Ole Suhrs Gade 13-15, med forventet opstart i januar 2025. Der sker løbende genudlejning af både bolig- og erhvervslejemål.

Copenhagen Capital A/S fastholder forventningerne til 2024 med et resultat af primær drift mellem kr. 15,0 mio. og kr. 17,0 mio. før værdireguleringer af selskabets ejendomme, regulering af gæld til markedsværdi og skat. For hele året forventes positive ejendomsværdireguleringer grundet aktiv asset management og reguleringer af lejeniveauer.

For 2025 forventer selskabet et resultat af primær drift mellem kr. 16 mio. og kr. 18 mio. før værdireguleringer af selskabets ejendomme, regulering af gæld til markedsværdi og skat. Resultatet kan påvirkes af køb/salg af ejendomme og renteudviklingen.

"Vi er tilfredse med driften af kerneforretningen, som holder sig inden for forventningerne. Vi ser et stærkt lejemarked i København med stor efterspørgsel efter vores lejemål," udtaler direktør Rasmus Greis og fortsætter: "Vi har med offentliggørelsen af ’DOUBLE 2028’ sat en ambitiøs retning for fremtiden, hvor vi skal udnytte vores stærke fundament til at øge aktivitetsniveauet og indtjeningen. Vi ser frem til at føre selskabet gennem en ny periode, hvor vi forventer at øge vores ejendomsportefølje."

Finanskalender for 2025

  • Årsregnskab 2024 – Torsdag d. 6. marts.                    
  • Ordinær Generalforsamling – Tirsdag d. 29. april 
  • Periodemeddelelse 1. kvartal 2025 – Tirsdag d. 20. maj
  • Delårsrapport 1. halvår 2025 – Tirsdag d. 12. august
  • Periodemeddelelse 3. kvartal 2025 – Tirsdag d. 11. november 

Med venlig hilsen

Copenhagen Capital A/S
Direktør Rasmus Greis
Telefon: +45 70271060
Email: rg@copenhagencapital.dk                     

Vedhæftet fil



Pièces jointes

3.e 20241119 Selskabsmeddelelse - Periodemeddelelse for 3. kvartal 2024