Kim Thinggaard er med virkning fra 11. december 2025 udnævnt til ny administrerende direktør for MT Højgaard Holdings forretningsenhed Enemærke & Petersen. Kim Thinggaard vil udgøre direktionen sammen med finansdirektør René Høck.
Kim Thinggaard vender dermed tilbage til Enemærke & Petersen, hvor han i 2013-2022 havde flere stillinger og som direktør for partnerskaber stod bag udviklingen og etableringen af de første strategiske partnerskaber i branchen. Over seks år byggede han de flerårige partnerskaber TRUST med Københavns Kommune, LIVA med boligorganisationen CIVICA og Byggepartnerskabet &os med boligorganisationen KAB og skabte tillidsbaserede samarbejder med bygherrer og partnere om rammeaftaler til en værdi på potentielt 10 mia. kr.
Fra 2022 til 2025 har Kim Thinggaard været administrerende direktør i anlægs- og landskabsvirksomheden Malmos, og han virker desuden som bestyrelsesmedlem og strategisk rådgiver for virksomheder i byggebranchen.
”Vi er glade for at byde Kim velkommen tilbage til Enemærke & Petersen, hvor han allerede har sat blivende aftryk på strategien og forretningen. Kim er anerkendt internt og i branchen for at sætte en ambitiøs retning og samle bygherrer, rådgivere, entreprenører og medarbejdere i stærke fællesskaber. Vi er overbeviste om, at Kim med sin tydelige og ærlige ledelsesstil og stærke driftsforståelse vil kunne robustgøre forretningen samt skabe fremdrift ved at sikre fokus på eksekvering af projekterne og udnytte virksomhedens styrkepositioner og unikke kompetencer,” siger Rasmus Untidt, CEO i MT Højgaard Holding og bestyrelsesformand i Enemærke & Petersen.
Enemærke & Petersen er en landsdækkende entreprenørvirksomhed med ca. 700 medarbejdere, en omsætning på 3,2 mia. kr. i de første ni måneder af 2025 og styrkepositioner inden for strategiske partnerskaber, renovering og nybyggeri. Udover moderselskabet Enemærke & Petersen med hovedsæde i Ringsted omfatter Enemærke & Petersen-koncernen også virksomhederne NemByg og Raunstrup. I forbindelse med ledelsesændringen er der lagt vægt på at fastholde Enemærke & Petersens særlige kultur og udvikle de stærke markedspositioner.
”Jeg glæder mig meget til gensynet med Enemærke & Petersen og det helt særlige DNA i virksomheden og partnerskaberne, der hviler på en stærk kombination af respekt, tillid, indlevelsesevne og en oprigtig interesse for hinanden,” siger Kim Thinggaard, der afløser Troels Aggersbo, som har været administrerende direktør for Enemærke & Petersen fra februar 2022 og inden da har været ansat i flere stillinger siden 1998.
”Troels har ydet en stor indsats i Enemærke & Petersen, og vi er taknemmelige for hans bidrag til udviklingen af forretningen og den særlige kultur og historie i Enemærke & Petersen, som vi lægger stor vægt på at videreføre under Kims lederskab. Det vil jeg gerne takke Troels for,” siger Rasmus Untidt.
Yderligere oplysninger:
Henvendelse til CEO Rasmus Untidt på telefon +45 31 21 68 72.
Om Kim Thinggaard (f. 1980)
Karriere
2025-: Administrerende direktør, Enemærke & Petersen
2022-25: Administrerende direktør, Malmos
2016-22: Direktør for partnerskaber, Enemærke & Petersen
2013-16: Projektchef, divisionschef, projektdirektør, Enemærke & Petersen
2011-13: Afdelingschef for service, John Jensen VVS
2010-11: Operations Manager, Riis Retail
2004-10: Afdelingschef, Ringsted Bygningsentreprise
1997-01: Tømrer, Tømrermester Frank Andersen og Enemærke & Petersen
Tillidsposter
2025-: Bestyrelsesmedlem, ELINDCO
2024-: Advisory Board, A. Villadsen
2023-: Bestyrelsesformand, MMAKE
2023-: Bestyrelsesmedlem, Øens VVS og Entreprise
Uddannelse
2022: High Performance Leadership fra CBS Executive Fonden
2018: MBA i Business Administration fra Middlesex University
2009: Master i ledelse af byggeri fra DTU
2004: Bygningskonstruktør (BA) fra Odense Tekniske Skole
2001: Tømrer fra Selandia (Teknisk Skole) i Slagelse
Vedhæftet fil