Dom i Aalborg Portland's EU-kartelsag


EU-domstolen har idag afsagt kendelse i sagen om Aalborg Portland A/S' postulerede deltagelse i perioden 1983 til 1988 i en europæisk markedsdelingsaftale. I november 1994 pålagde EU-kommissionen Aalborg Portland en administrativ bøde på ca. 30 mio. kr. (incl. påløbne renter idag 42 mio. kr.) for selskabets påståede deltagelse i et kartel mellem europæiske cementproducenter. Da Aalborg Portland imidlertid i hele forløbet har afvist kommissionens anklager som ubegrundede, eftersom selskabet ikke har deltaget i eller haft kendskab til en markedsdelingsaftale, besluttedes det i februar 1995 i lighed med de øvrige anklagede europæiske cementvirksomheder at anke kommissionens beslutning for EU-domstolen. Det er denne ankesag, EU-domstolen nu har behandlet og truffet afgørelse i.

EU-domstolen har i sin afgørelse delvist imødekommet en række af Aalborg Portland's indsigelser mod kommissionens anklager og på denne baggrund nedsat den af kommissionen pådømte bøde med 13 mio. kr. til 17 mio. kr. (incl. påløbne renter fra 42 mio. kr. til ca. 24 mio. kr.)

Koncerndirektør Ib Christensen, FLS Industries, udtaler i forbindelse med EU-domstolens afgørelse: - Det er med blandede følelser, vi har modtaget EU-domstolens afgørelse. Vi hilser med tilfredshed, at domstolen har imødekommet en del af vore indsigelser og nedsat den pådømte bøde. Vi havde imidlertid forventet en klar frifindelse, idet det fortsat er vor opfattelse, at anklagerne er baseret på en generel antagelse om, at ethvert medlem af cementproducenternes brancheforening, Cembureau, der har deltaget i enkelte møder i 1983 - 84, også har deltaget i en markedsdelingsaftale med andre medlemmer af brancheforeningen. Dette på trods af, at drøftelserne på disse møder efter Aalborg Portland's opfattelse omhandlede andre problemstillinger og ikke på nogen måde har ændret eller påvirket Aalborg Portland's markedsmæssige adfærd.
Nu må vi imidlertid studere dommen nøjere og vurdere, om der er basis for at anke EU-domstolens afgør
else. Jeg skal dog gerne erkende, tilføjer Ib Christensen, at jeg gerne lagde denne tids- og ressourcekrævende sag bag mig, således at vi kan koncentrere os om fremtiden og ikke skal bruge yderligere kræfter og ressourcer på begivenheder, der relaterer sig tilbage til midten af 80'erne.

Som omtalt i såvel Aalborg Portland Holding som FLS Industries' regnskaber, siden EU kommissionens pålæg af den administrative bøde i 1994, er der ikke i regnskabet hensat beløb til dækning af den af EU-kommissionen pålignede bøde på baggrund af den hidtidige juridiske vurdering, at sagen ville blive afsluttet uden sanktioner for Aalborg Portland,.

I fald Aalborg Portland beslutter ikke at anke sagen (ankefrist 2 mdr. fra d.d.), vil den idømte bøde, der i alt, incl. renter til d. 1/2 - 2000, beløber sig til 24 mio. kr, blive betalt og udgiftsført i indeværende regnskabsår.

FLS Industries A/S
Koncerninformationsafd.