Koncernchef Birger Riisager, der har ledet FLS Koncernen siden 1987, har meddelt, at han på grund af uenighed om den fremtidige strategi fremover ønsker at tilrettelægge sine arbejdsaktiviteter anderledes. Bestyrelsen har herefter fundet det rigtigst straks at ændre ledelsesforholdene med henblik på hurtigst muligt at finde en ny koncernchef. Det er derfor aftalt, at Birger Riisager udtræder af moderselskabet FLS Industries A/S' direktion og koncernledelse allerede med udgangen af denne måned, - men dog i op til en seks måneders periode vil bistå Koncernen med overlevering og forskellige igangværende opgaver.
Under Birger Riisagers ledelse har FLS Industries A/S gennemgået en stærk og positiv udvikling, hvilket fremgår af nedenstående regnskabstal.
Omsætning: 1987: 7.166 mio. kr. - 1999: 20.993 mio. kr.
Resultat før skat: 1987: 153 mio. kr. - 1999: 2.756 mio. kr.
Egenkapital: 1987: 1.738 mio. kr. - 1999: 8.083 mio. kr.
Bestyrelsen vil gerne ved denne lejlighed udtrykke sin anerkendelse af Birger Riisagers store indsats og resultater gennem årene.
På den kommende generalforsamling i FLS Industries A/S tirsdag den 2. maj vil koncerndirektør Ib Christensen, som fratrådte sin stilling den 31. marts for at gå på pension, blive foreslået indvalgt i FLS Industries A/S' bestyrelse og på det efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde foreslået valgt til formand for bestyrelsen. Ib Christensen vil efterfølge den nuværende formand Jens Münter, som forbliver i bestyrelsen.
Ib Christensen vil efter sit valg til bestyrelsesformand umiddelbart få ansvaret for en hurtig besættelse af stillingen som administrerende direktør for FLS Industries A/S. Herudover vil Ib Christensen i en overgangsperiode fungere som formand for den samlede koncernledelse, som består af koncernfinansdirektør Jens Due Olsen, koncerndirektør Ole Trolle samt de administrerende direktører for de fire hovedselskaber, Frank Gad, F.L.Smidth-Fuller Engineering A/S, Erik Hoffmann-Petersen, FLS
miljø a/s, Peter Assam, Aalborg Portland Holding A/S og Stephen Henderson, FLS Aerospace Holding A/S. Når stillingen som administrerende direktør for FLS Industries A/S er besat, vil den udpegede kandidat indtræde som formand for koncernledelsen og dermed som daglig leder af FLS Koncernen sammen med koncernfinansdirektøren. Ib Christensen vil herefter fortsætte som formand for FLS Industries A/S' bestyrelse på normal vis.
På den kommende generalforsamling vil der blive givet en supplerende redegørelse for ledelsesforholdene i FLS Koncernen.
FLS Industries A/S
Koncerninformationsafd