F.L.Smidth får ordre på cementfabrik i USA


Titan America LLC, det tidligere Tarmac America, har placeret en ordre hos F.L.Smidth, som indgår i FLS Koncernen, på udvidelse af Pennsuco-fabrikken i Medley i Florida. Kunden har ikke ønsket kontraktsummen, som omfatter udstyr og ingeniørydelser, offentliggjort.

Ordren indtægtsføres i takt med, at udstyr og tekniske ydelser leveres i løbet af 2002, og den får ikke indflydelse på virksomhedens forventede indtjening i 2001.

F.L.Smidth skal udvide fabrikkens produktion af cementklinker til 5.000 short tons pr. døgn, svarende til 4.535 metriske tons pr. døgn.

Kontrakten, der for nylig er underskrevet af F.L.Smidth og Titan Cement på F.L.Smidth Inc.s kontor i Bethlehem, Pennsylvania, omfatter maskiner og udstyr, ingeniørydelser, uddannelse, mekanisk montage og opstartsassistance. Den nye produktionslinie indeholder den nyeste teknik, som forener et lavt energiforbrug med den mindst mulige påvirkning af miljøet.

Leverancerne til den nye produktionslinie, som erstatter to vådprocesovne, omfatter en komplet afde-ling til råmaterialebehandling herunder en FRM52 vertikalmølle, en fem-trins ILC forvarmer samt Rotax ovn med to understøtninger, en 4x5 SF Cross-Bar køler og en FRM21 kulmølle.

Tarmac America er for nylig overtaget af Titan Cement SA, hvis hovedkontor ligger i Athen i Græken-land. F.L.Smidth har i mange år haft et godt samarbejde med Titan Cement, hvortil det har leveret ud-styr og tjenesteydelser både i Grækenland og i USA.

FLS Industries A/S
Koncerninformationsafd.