FLS Industries A/S' ordinære generalforsamling - formandsberetning


Bestyrelsesformand Jørgen Worning aflagde i dag på FLS Industries' ordinære generalforsamling i Falconer Centret, Frederiksberg, følgende:

"Velkommen til FLS Industries' ordinære generalforsamling. Som nyudnævnt bestyrelsesformand for FLS Industries er det en speciel glæde første gang at stå her på talerstolen på selskabets ordinære generalforsamling. Det er glædeligt at se, at så mange af vore aktionærer er mødt op i dag.
Som dirigent til denne generalforsamling har bestyrelsen udpeget advokat Axel Kirkegaard, som vil føre os igennem dagsordenens punkter. Jeg giver herefter ordet til Axel Kirkegaard.

Den 20. december udsendte POTAGUA, FLS Industries' hovedaktionær, en fondsbørsmeddelelse. På den ekstraordinære generalforsamling den 7. marts i år gav den daværende formand, Ib Christensen, en redegørelse for meddelelsens indhold.
Efter 120 års ejerskab har POTAGUA besluttet, at man ikke på sigt vil være den ideelle hovedaktionær for FLS Koncernen. Det blev derfor besluttet at sætte sin aktiepost i FLS Industries til salg.
Denne historiske beslutning har givet anledning til mange overvejelser i FLS Industries' bestyrelse. Bestyrelsen har den holdning, at for at opnå maksimalt udbytte for aktionærerne vil der over en 3-5 års periode ske et frasalg af de enkelte aktivitetsområder hver for sig. Dette vil give en større værdi for aktionærerne i stedet for frasalg af hele Koncernen. Det er også af stor vigtighed, at de enkelte virksomheder får en ejer, som er i stand til at skabe fremdrift og udbygge forretningerne, således at synergier kan opstå til gavn for selskabet.
For at optimere dette arbejde og for at sikre en så stærk sammensat bestyrelse som muligt er de enkelte medlemmer udvalgt med stor erfaring, der afspejler det arbejde, der skal udføres over de næste år. På den ekstraordinære generalforsamling i marts ændredes bestyrelsens sammensætning væsentligt.
Det besluttedes ligeledes, at jeg selv, som ny formand, skulle påtage mig den opgave at sikre FLS Industries' aktionærer maksimal værdiskabelse.

Beretning
---------
Men først til beretningen for året 2001. Jeg henviser til det trykte regnskab med regnskab og beretning. Her vil jeg kun uddybe specifikke områder og i øvrigt henvise til det trykte regnskab. At det forgange år har været et vanskeligt år for FLS Koncernen, er evident. I forhold til tidligere år er det et forbedret resultat før de finansielle poster og før skat. Årets resultat udgør et underskud på 13 millioner - et meget utilfredsstillende resultat.
Konjunkturerne har ikke været med os i det forløbne år. Væksten på hovedparten af FLS Koncernens markeder var faldende eller negative - og på nogle områder yderligere forstærket af de tragiske begivenheder den 11. september. Det har stillet store krav til omstillingsevne og handlekraft på alle niveauer, og gør det fortsat.

Fokusering og forenkling af virksomhedens struktur og arbejdsmetode har gennem hele 2001 været den ledetråd, FLS har handlet efter.
Forbedringen i driftsresultatet fra et underskud i 2000 på mere end 450 mio. kr. til et overskud på 195 mio. kr. i 2001 skyldes primært fremgang i F.L.Smidth Group og FLS Aerospace.
Sammenlægningen af F.L.Smidth & Co. og Fuller Company, og det intensiverede samarbejde mellem ingeniørforretningens tre centre i henholdsvis USA, Indien og Danmark har sikret en bedre udnyttelse af kapaciteten til lavere omkostninger.
Samtidig viste 2001 de første positive resultater af FLS Aerospace's gennemgribende restrukturering, indtil begivenhederne den 11. september satte en midlertidig stopper for fremgangen.
Blandt de øvrige tiltag, der har bidraget til at forbedre indtjeningen, kan jeg nævne FLS Industries' fusion med Aalborg Portland Holding i begyndelsen af 2001, der forenkler strukturen og øger såvel Koncernens gennemsigtighed som resultat.
Inden for FLS Building Materials var det især Unicons fokusering på fabriksbeton og Aalborg Portlands aktiviteter inden for hvid cement, der prægede året. Indtjeningsgrundlaget for tiden fremover er hermed forbedret.
En række aktiviteter, som ikke kan betegnes som værende FLS Koncernens kerneområder, er solgt fra som led i FLS' fokuseringsbestræbelser.
I marts 2001 solgtes metalforarbejdningsvirksomheden RM Industrial Group for 350 mio. kr. Hertil kommer salg af en række betonproduktanlæg i ind- og udland samt grunde og bygninger i Valby.
De vanskelige markeder og den utilfredsstillende indtjening har betydet, at FLS Koncernen har måttet sætte yderligere fokus på nedbringelse af den rentebærende gæld.
Trimningen af FLS Koncernen og bestræbelserne på at nedbringe gælden betød i 2001 væsentlig lavere investeringer end året før. Køb af virksomheder udgjorde kun 89 mio. kr. mod knap 2 mia. kr. i 2000, mens virksomhedssalg indbragte lidt over en halv milliard kroner mod 0 mio. kr. året før.
Et forbedret cash flow er bl.a. forudsætningen for nedbringelse af gælden. I løbet af 2001 lykkedes det at reducere Koncernens forrentede nettogæld med 0,7 mia. kr. til knap 5 mia. kr. Det er målet yderligere at nedbringe gælden, så den udgør maksimalt 4 mia. kr. ved halvårsskiftet i år.

FLS Industries er aktiv i 3 forretningsområder:
- Ingeniøraktivitet, hvor vi via F.L.Smidth Group og FLS miljø leverer udstyr og service til cement- og mineindustrien samt kraftværkssektoren
- Byggematerialer, som via cementvirksomheden Aalborg Portland, Unicon, Dansk Eternit Holding og Densit leverer produkter til byggeindustrien, og
- Flyvedligehold, hvor FLS Aerospace er en af de store aktører på verdensplan.

Igen i år har de associerede virksomheder bidraget positivt til FLS Koncernens resultat og cash flow. I det trykte regnskab side 82 fremgår det af note 9, at Secil var den største bidragyder med et resultat på 147 mio. kr.
Likviditeten forbedredes via et udbytte fra NKT Holding på knap en milliard kr.

F.L.Smidth Group
----------------
F.L.Smidth Group har fokuseret på cement- og mineralindustrien, der nu udgør omkring 90% af omsætningen. I dag består F.L.Smidth Group af 8 virksomheder, der integreres i et stadig tættere samarbejde om afvikling af de enkelte projekter og betjening af kunderne.
Med et driftsresultat på 194 mio. kr. indfriede F.L.Smidth Group forventningerne til indtjening trods tab på projekter i USA og Portugal. Dette skyldes en effektiv ordreafvikling, faldende kapacitetsomkostninger og stigende overskud i en række datterselskaber, bl.a. FFE Minerals, Ventomatic og Pfister, der leverer udstyr til mine- og cementindustrien.
I begyndelsen af året blev de to ingeniørvirksomheder F.L.Smidth & Co. og Fuller Company sammenlagt til F.L.Smidth.
En samlet ingeniørforretning mindsker omkostningerne, og den opnåede synergi har betydet en langt mere effektiv betjening af kunderne i cementindustrien.
I et marked præget af tilbagegang er det meget positivt, at F.L.Smidth Group opnåede den største ordreindgang nogensinde på mere end 8 mia. kr.
I årets løb vandt F.L.Smidth vigtige ordrer i bl.a. England, Vietnam, USA, Spanien, Indien og Malaysia. Ved udgangen af 2001 udgjorde ordrebeholdningen i F.L.Smidth 6,6 mia. kr. I Nordafrika og i Mellemøsten har F.L.Smidth gode muligheder, idet en kraftig udbygning af infrastrukturen skal medvirke til en højere levestandard. Så sent som i marts i år vandt F.L.Smidth en ny stor ordre i Algeriet til en værdi af omkring 1 mia. kr.
Det globale marked for salg af nye cementanlæg faldt i 2001 til det laveste niveau i 15 år. Tilbagegangen skyldes kraftig konsolidering i branchen og den hurtigt aftagende økonomiske vækst. Det er glædeligt at konstatere, at F.L.Smidth har forøget sin markedsandel i 2001.
F.L.Smidths førende position på cementmarkedet er primært opnået ved innovation og optimering af produktionsteknologien. Der bruges stadig væsentlige ressourcer til forskning og udvikling af miljøvenlige processer og udstyr. Centralt i disse aktiviteter er brug af alternative brændsler i cementproduktionen i form af affaldsprodukter fra andre industrielle områder. Det afhjælper miljøproblemer i samfundet, samtidig med at økonomien ved cementproduktion forbedres.
Salget på det vigtige service- og reservedelsmarked steg i 2001 til 2,2 mia. kr. Det svarer til en vækst på knap 11%. Der er gennemført en målrettet indsats mod det såkaldte after market. Dette marked består af salg af reservedele, renovering af gamle anlæg samt levering af teknisk service, og der er ikke mindst konstateret en væsentlig vækst på serviceområdet.
Den lave økonomiske vækst i verden og cementindustriens konsolidering øger ikke den samlede efterspørgsel. F.L.Smidth Group forudser et lidt lavere aktivitetsniveau i 2002 med et driftsresultat på niveau med 2001.

FLS miljø
---------
FLS miljø kom ud af 2001 med et stærkt utilfredsstillende driftsresultat på minus 183 mio. kr. Resultatet blev negativt påvirket af blandt andet budgetoverskridelser på en række større projekter og en lavere ordreindgang end ventet. Ordreindgangen nåede op på 1,7 mia. kr. mod 1,1 mia. kr. i 2000.
I begyndelsen af året fik selskabet ny ledelse med bred erfaring fra den globale kraftværks- og miljøsektor. Den administrerende direktør og ledelsen har arbejdet målrettet med fokusering på udvalgte produkter og markeder samt afvikling af ikke-strategiske aktiviteter.
Resultatet af dette arbejde er en nedbringelse af omkostningerne på omkring 50 mio. kr. på årsbasis. Siden 2000 er medarbejderstaben reduceret med knap 10% til omkring 800 medarbejdere.
I dag består FLS miljø af tre globale forretningsenheder inden for områderne biomasse, fossilt brændsel og luftrensningsudstyr.

FLS miljøs udviklingsarbejde var i 2001 koncentreret om test af to nye teknologier, der forventes at bidrage positivt til FLS miljøs fremtidige drift. Et kommercielt anlæg baseret på virksomhedens miljøvenlige proces til imprægnering af træ blev indviet i efteråret. En anden teknologi med stort potentiale er anvendelse af brugte dæk som erstatning for traditionelle brændsler i cementproduktion. Et pilotanlæg prøvekøres for øjeblikket hos Aalborg Portland.
FLS miljø fortsætter sin omstillingsproces. FLS miljø arbejder med at finde stærke udenlandske samarbejdspartnere, der kan sikre bedst mulig udnyttelse af FLS miljøs viden, knowhow og teknologi. Indgåelse af den seneste ordre på over 500 mio. kr. på røggasafsvovling i USA er et eksempel på et internationalt partnerskab. FLS miljø forventer et underskud i 2002.

FLS Building Materials
----------------------
I FLS Building Materials opnåede såvel Aalborg Portland som Densit i 2001 bedre resultater end sidste år. Det kunne imidlertid ikke opveje tilbagegangen i Unicon og Dansk Eternit Holding. Det betød et fald i FLS Building Materials' driftsresultat i 2001 til 294 mio. kr. fra 429 mio. kr. året før, hvilket er utilfredsstillende.

Trods faldende konjunkturer blev 2001 et godt år for Aalborg Portland. Det gode resultat skyldtes hovedsagelig en styrkelse af positionen som verdens største eksportør af hvid cement til mere end 70 markeder. Aalborg Whites bygning af to nye fabrikker i Egypten og Malaysia til fremstilling af hvid cement vil i løbet af 2002 øge den årlige produktionskapacitet til ca 1,5 mio. tons hvid cement.
Aalborg Portlands udviklingscenter for hvid cement er i 2001 blevet styrket med etablering af Aalborg White Technical Team. Med hele verden som arbejdsplads bliver det teamets fremtidige opgave at yde teknisk salgsstøtte og udbrede kendskabet til den hvide cements mange anvendelsesmuligheder. Målet er at støtte Aalborg Portlands vækststrategi om at blive blandt verdens største producenter af hvid cement.

Densit fortsatte den positive udvikling og øgede sit driftsresultatet. Især off-shore markedet viste fremgang med opgaver inden for såvel olie- og gasindustri som vindmøller. Det skabte international opmærksomhed, at Densit blev valgt som leverandør af højstyrkebeton til det havbaserede vindmølleprojekt, Horns Rev.

I september 2001 offentliggjorde Unicon sin plan om fremover udelukkende at fokusere på produktion, udvikling og salg af fabriksbeton. Unicon har frasolgt ikke-kerneaktiviteter i såvel USA, Danmark som Spanien.
Unicons samlede driftsresultat faldt i forhold til sidste år. Det skyldtes nedgangen i byggeaktiviteten i Danmark og Sydsverige kombineret med en voldsom opbremsning i den polske økonomi. De forventede indtjeningsforbedringer i USA blev ikke indfriet.

For Dansk Eternit Holding blev aktiviteten på det danske marked betydeligt lavere end forventet. Den store medieopmærksomhed omkring betalingsstandsningen i DEF 1994 var en væsentlig årsag til nedgangen i salget. Der blev opnået et særdeles utilfredsstillende negativt driftsresultat.
I november år 2001 faldt der dom i den såkaldte Eternit-sag. Dommen frifandt DEF 1994 for erstatningsansvar i forbindelse med reklamationssagerne.
Dansk Eternit, der i de seneste år har lanceret nye produkter på de europæiske markeder, forventer en positiv vækst i de kommende år.
Omsætningen for FLS Building Materials forventes i 2002 at udgøre 5,5 mia. kr. Driftsresultatet for 2002 forventes at udvise vækst i forhold til 2001.

FLS Aerospace
-------------
2001 viste de første positive resultater i FLS Aerospace's gennemgribende restrukturering og effektivisering med et positivt driftsresultat i årets tre første kvartaler. Terrorangrebet på World Trade Center medførte imidlertid hurtigt faldende omsætning, hvorfor året samlet gav et driftsunderskud.
Siden den 11. september har flyvedligeholdelsesindustrien oplevet et markant fald i efterspørgslen, da mange fly er trukket ud af drift og flytrafikken mindsket. Antallet af opmaganiserede fly er steget markant. FLS Aerospace har derfor måttet reducere medarbejderstaben.
Trods det generelle fald i aktivitetsniveauet inden for flyindustrien har krisen inden for denne branche medført en ændret konkurrencesituation, hvor særligt lavpris-flyselskaber oplever en meget betydelig fremgang.
En stor andel af FLS Aerospace's kundebase består af lavpris-flyselskaber og charterselskaber.
Forbedret lønsomhed stod i 2001 øverst på FLS Aerospace's dagsorden, og virksomhedens ledelse blev i årets løb styrket på flere niveauer. Effektivitetsforbedringen for den tunge flyvedligeholdelse, der finder sted i Dublin, Stansted og Manchester, har mindsket ressourceforbruget og øget rentabiliteten. Hurtigere gennemløbstid muliggør væsentlig forbedret likviditet. Forandringsprocessen understøttes af løbende udvikling af medarbejdernes faglige kompetencer.
FLS Aerospace har igennem 2001 arbejdet aktivt på at styrke samarbejdet med de eksisterende kunder, samtidig med at kundeporteføljen er udbygget. I oktober forlængede det engelske luftfartsselskab, easyJet, sin aftale med FLS Aerospace dækkende en ti-årig periode for vedligeholdelse af selskabets flåde på 44 fly. Kontrakten, der er FLS Aerospace's største til dato, har en samlet værdi på 3,1 mia. kr. Denne og en række andre aftaler har medvirket til at afbøde virkningerne af 11. september. Ordrebeholdningen er pr ultimo 2001 opgjort til 8,3 mia. kr.
Det vigende marked for flyvedligeholdelse ventes først at vende i løbet af 2003. De gennemførte tilpasninger og den stærke ordreportefølje giver grund til at tro på et positivt resultat for FLS Aerospace i 2002.

Forventninger til fremtiden
---------------------------
Når det gælder fremtidsudsigterne for den samlede FLS Koncern, fortsætter den igangsatte fokuserings- og restruktureringsproces i indeværende år. Trods tegn på bedre udsigter for den generelle verdensøkonomi, tegner FLS Industries markedssituation fortsat vanskelig.
I forbindelse med offentliggørelse af årsresultat meddeltes det, at man forventede en omsætning på 19 mia.kr. og et resultat, som viste fremgang i forhold til 2001. Et frasalg af ikke-kerneaktiviteter kan medføre overordentlig store bevægelser i resultatet - det være sig både i såvel negativ som i positiv retning. Der er derved forbundet stor usikkerhed ved fastsættelse af forventningerne til resultatet for 2002.
Det er den nye bestyrelses mål ved gennemførelse af frasalg at nedbringe Koncernens gæld til et tilfredsstilende niveau, der vil sikre FLS Koncernen den nødvendige finansielle fleksibilitet. Det er bestyrelsens mål, at salg skal ske over en periode, således at afkastet maksimeres til gavn for aktionærerne. Det vurderes, at det nuværende kursniveau for FLS Industries aktier på den Københavnske Fondsbørs ikke afspejler Koncernens reelle værdier. Den senere tids kursstigninger har i mindre målestok hjulpet hertil.
En forudsætning for, at værdisætningen af selskabet forbedres er, at vi realiserer en vækst i indtjeningen. Det er bestyrelsens opfattelse, at vi er i stand til at realisere en sådan vækst i løbet af de kommende år.

FLS Koncernen har i dag ca. 13.500 medarbejdere, hvis indsats er helt afgørende for virksomhedens fortsatte opnåelse af såvel de korte som langsigtede mål. Jeg vil gerne her benytte lejligheden til at takke alle vore medarbejdere, vor ledelse og direktion og bestyrelseskolleger for det arbejde, der er udført. År 2001 har været et svært år, men vi har tillid til, at tingene går den rigtige vej. I overensstemmelse med det trykte regnskab, side 77, indstiller bestyrelsen til generalforsamlingens godkendelse, at der ikke betales udbytte i år."

FLS Industries A/S
Koncerninformationsafd.