Regnskabsmeddelelse for de første ni måneder af 2003


 
  • Salget steg med 15% i forhold til de første ni måneder af 2002 opgjort i lokale valutaer. Opgjort i kroner steg salget med 5% til 19.333 mio. kr. Salget inden for de enkelte terapiområder opgjort i lokale valutaer var som følger:

    • Diabetesbehandling: salget steg med 15%.
    • Blødningsbehandling (NovoSeven®): salget steg med 25%.
    • Væksthormonbehandling: salget steg med 14%.
    • Hormonpræparater (HRT): salget faldt med 3%.

  • Resultat af primær drift opgjort i kroner steg med 5% til 4.575 mio. kr. i de første ni måneder af 2003.

  • Nettoresultatet steg med 20% til 3.507 mio. kr. Stigningen afspejler væksten i resultat af primær drift og en betydelig valutaafdækningsgevinst i de første ni måneder af 2003, som har resulteret i nettofinansindtægter på 739 mio. kr. Resultat pr. aktie steg med 21% til 10,18 kr.

  • Der ventes nu en vækst i resultat af primær drift for 2003 på omkring 5%; tidligere forventedes en vækst på en lav encifret procentsats. De øgede forventninger skyldes, at engangsindtægterne vil blive 150 mio. kr. højere end tidligere antaget, primært grundet den regnskabsmæssige effekt af ZymoGenetics' udbud af nye aktier i oktober 2003.

  • Som følge af de øgede forventninger til væksten i resultat af primær drift og uændrede forventninger om nettofinansindtægter på 900 mio. kr. ventes nettoresultatet for 2003 nu at stige med omkring 15%.

  • Adm. direktør Lars Rebien Sørensen udtaler: "Den positive udvikling i vores forretning fortsatte i tredje kvartal med en solid markedsindtrængning for vores portefølje af insulinanaloger og for NovoSeven®."

Attachments

Læs hele pressemeddelelsen i PDF format