FLSmidth & Co. A/S' ordinære generalforsamling 15. april 2005 Formandsberetning


Bestyrelsesformand Jørgen Worning aflagde i dag på FLSmidth & Co. A/S' ordinære general-forsamling i Radisson SAS Falconer Center, Frederiksberg, følgende beretning:
 
2004 var endnu et begivenhedsrigt år for FLSmidth koncernen. Vi har gennemført de planlagte frasalg samt strammet organisationen og procedurerne op i kerneforretningen med henblik på at styrke virksomhedens fremtidige konkurrenceevne og lønsomhed. Vi står således godt rustet til at møde den stigende konkurrence og til at kunne fastholde vor position som cement- og mineralindustriens førende leverandør og foretrukne partner. 
 
For tre år siden stod jeg for første gang på denne talerstol og forelagde den dengang nyvalgte bestyrelses foreløbige plan for en nødvendig turn-around af koncernen. Denne plan blev af mange betragtet som overordentlig drastisk og ambitiøs set i forhold til den tidsramme, bestyrelsen havde givet sig selv til gennemførelsen. Det var en både nødvendig, dramatisk og ambitiøs plan, som ikke mindst på grund af en gældsætning på 5.5 mia. kr. var essentiel for koncernens overlevelse.  
 
Det er derfor med stor tilfredshed, at jeg i dag kan konstatere, at vi har indfriet vores målsætning og kan fremlægge et regnskab, der dokumenterer, at vi er nået langt og kan konstatere de første positive resultater af dette arbejde. Fundamentet er lagt for det fremtidige FLSmidth. En stærk ledelse, et stærkt kapitalgrundlag, en målrettet og fokuseret virksomhed og en markedsposition som nummer 1 i verden inden for leverancer til cementindustrien. 
 
FLSmidth koncernen er i dag en mindre virksomhed end tidligere, men en betydelig stærkere virksomhed. Dette understreges af investorernes tillid til virksomheden og til den fremadrettede strategi. Denne tillid har resulteret i en forøgelse af aktiekursen på 49 % i løbet af 2004 - og dermed en forøgelse af virksomhedens markedsværdi fra 3.6 mia. kr. til 5.4 mia. kr. i løbet af 2004. 1.8 mia. kr. er  aktionærernes aktier steget i værdi.   
 
Som en konsekvens af den administrative fusion af FLSmidth A/S og moderselskabet FLS Industries A/S og af den fremtidige fokusering af virksomhedens aktiviteter inden for cement- og mineral-markedet blev det på en ekstraordinær generalforsamling d. 28. januar i år besluttet at ændre moderselskabets navn til FLSmidth & Co. Dette er endnu et tegn på strategien, som ønskes gennemført ved at gå tilbage til koncernens rødder og markedsføre den samlede koncern under det gennem mere end 120 år globalt velkendte og velindarbejdede FLSmidth-navn og -varemærke.     
 
Med hensyn til årets resultat vil jeg henvise til det trykte regnskab og beretning, der også kan ses på FLSmidths hjemmeside - og kun uddybe og kommentere enkelte specifikke områder.
 
Såvel omsætning som driftsresultat er på linie med eller over de udmeldte forventninger. En række begivenheder har imidlertid påvirket forventningerne hen over året. Salget af en række virksomheder, specielt FLS Aerospace, Aalborg Portland og Unicon samt nedskrivning af værdierne i Dansk Eternit Holding.
 
Salget af Aerospace tog noget længere tid end forventet, hvilket ikke mindst skyldtes en overordentlig kompliceret og kompleks handel. Aerospace bestod af en række tilkøbte virksomheder, hvor der lå en række juridiske forudsætninger, koncerngarantier og langtrækkende forpligtelser. Samtidig var flyvedligeholdelsesindustrien påvirket af afmatningen i forbindelse med 11. september, samt ikke mindst af den kendsgerning, at nye fly kræver langt mindre vedligehold end gamle samt stærkt øget konkurrence fra Østeuropa.
 
Salget af Aalborg Portland og Unicon var en helt anden situation og forløb hurtigere end ventet.
 
Det er bestyrelsens opfattelse, at de gennemførte frasalg er sket på tilfredsstillende betingelser.
 
Koncernen opnåede en omsætning i 2004 på 14,7 mia. kr. Det er på niveau med 2003, hvor omsætningen var 14,9 mia. kr. Koncernens afsætning har således mere end indfriet de forventninger, vi havde sat os ved årets begyndelse.
 
Inden for cementområdet er omsætningen øget med 1,1 mia. i forhold til 2003 og inden for mineralområdet med godt 400 mio. kr. Omsætningen fra den fortsættende virksomhed - altså ingeniørforretningens aktiviteter inden for cement, mineraler og aktiviteterne i Dansk Eternit Holding og Densit - udgjorde således10,7 mia. kr.
 
Ligeledes resultatmæssigt er det positivt, at vi igen kan fremvise sorte tal efter en række år med røde tal på bundlinien. Koncernen realiserede et resultat før amortisering af goodwill, finansielle poster og skat (EBITA) på 107 mio. kr. mod -2.883 mio. kr. i 2003.
 
Resultatet før finansielle poster og skat (EBIT) blev på 28 mio. kr. mod -2.990 mio. kr. i 2003.  De fortsættende aktiviteter realiserede et EBIT-resultat på
+119 mio. kr., før der er foretaget nedskrivning af Dansk Eternit Holding på 400 mio. kr.
 
Resultat før skat (EBT) blev 435 mio. kr. mod et EBT-resultat i 2003 på
-2.550 mio. kr. Resultatet er positivt påvirket af avancen ved salget af Aalborg Portland og Unicon samt FLSmidth & Co.'s andel af salget af aktieandelen i det filippinske selskab Union Cement Holding.
 
Selv om vi er tilbage i sorte tal, så er der stadig et godt stykke vej til indfrielsen af vore indtjeningsmål. Vor målsætning er, at vi i 2007 vil nå et EBT-resultat svarende til 5% af omsætningen. Der er gennemført en lang række ændringer og initiativer, der allerede i 2004 har givet positivt resultat. Den omstillingsproces, koncernen gennemgår, tager tid.
 
FLSmidth koncernen  er i dag en gældfri koncern med en positiv netto likviditet på 1,2 mia. kr. - mod en netto bankgæld på 2,4 mia. kr. ved udgangen af 2003.  Herudover er koncernens behov for bankgaranti stillelse ca. 3.0 mia. kr. Koncernens cash flow vil fortsat være et fokusområde for den daglige drift. De forventes ingen større investeringer eller større akkvisitioner i de nærmeste år. Frasalg af mindre ikke nøglevirksomheder og mindre aktiebesiddelser vil påvirke cash flowet positivt.  
 
Skatten udgør 371 millioner, og dette giver anledning til en forklaring. Skattebeløbet kan umiddelbart synes voldsomt i forhold til koncernens indtjening. Hovedparten af beløbet kan imidlertid relateres til salget af Aalborg Portland. I forbindelse med salget af denne virksomhed er der udgiftsført et skatteaktiv, der i sin tid blev etableret, da FLS Industries i 2000/2001 købte Blue Circle's 50% ejerandel af Aalborg Portland. Skatten har ingen likviditetsmæssig effekt, men er alene relateret til en postering i regnskabet. Hvis man ser bort fra denne ekstraordinære tilbageførsel, er den betalte skat i 2004 på 89 mio. kr. og på niveau med 2003. 
 
Hvis vi ser på de enkelte aktiviteter, så opnåede hovedvirksomheden FLSmidth - inklusive divisionerne FLSmidth Customer Services, FLSmidth Automation og FLSmidth Materials Handling - en samlet omsætning i 2004 på 6,9 mia. kr mod 5,9 mio. kr. i 2003 og et EBIT-resultat på 115 mio. kr. mod et negativt resultat på -101 mio. kr. i 2003. FLSmidth har således forbedret indtjeningen med 216 mio. kr. i forhold til 2003. 
 
Efter en række år med meget lav kontraheret kapacitet har markedet for nye fabrikker og nyt produktionsudstyr i det forløbne år været meget positivt. Der er i alt afgivet ordre på ny ovnkapacitet svarende til ca. 53 mio. årstons - eksklusive Kina - hvilket er det højeste niveau siden midten af 90'erne.
 
Når cementbranchen opgør sine nøgle- og udviklingstal er det altid eksklusive tal for det kinesiske marked, da eksakte oplysninger om eksisterende og ny kapacitet på dette verdens absolut største enkeltmarked ikke - som for det øvrige globale marked - er umiddelbart tilgængelige.
 
Den positive udvikling forventes at fortsætte i de nærmeste år - om end ikke på helt samme høje niveau. Vi forventer således et globalt marked i størrelsesordenen 30 til 35 mio. årstons i indeværende og næste år.
 
Den øgede vækst i markedet kommer blandt andet fra de olieproducerende lande, der har investeret en del af provenuet fra de høje oliepriser i en udbygning af landenes infrastruktur. FLSmidth har således indgået kontrakter på større projekter i Algeriet, Pakistan, Iran, Indien, Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater. 
 
FLSmidth har fastholdt sin position som den globalt førende leverandør og foretrukne partner på dette marked - dog med en lidt mindre markedsandel end igennem de senere år.  Dette skyldes to forhold:
-          vi har gennemført en mere selektiv salgs- og prisstrategi
-          vi møder en øget konkurrence
 
Belært af erfaringerne fra en række tabsgivende projekter indgået i begyndelsen af årtusindet har vi ændret vor salgsstrategi og kontraktvilkår. Vi har i de senere år ikke hentet ordrer hjem til koncernen, der ikke har en rimelig lønsomhed eller en rimelig dækning for de risici, vi påtager os. Dette gælder ikke mindst for turnkey projekter.
 
Det er derfor i denne sammenhæng overordentlig positivt at konstatere, at ordreindgangen trods en mere selektiv prispolitik har levet op til vore forventninger, således at vi fastholder vor målsætning om, at være den førende leverandør til markedet world wide.
 
Set ud fra en konkurrencemæssig synsvinkel er det ligeledes positivt, at FLSmidth har kunnet fastholde en klar markedsførende position.  Det voksende marked har tiltrukket nye udbydere. Ikke mindst har en kinesisk konkurrent vundet indpas som leverandør af turnkey projekter primært på det mellemøstlige marked, hvor de har indgået en række kontrakter i et prisniveau, hvor vi ikke har ønsket at være med.
 
Med henblik på at reducere koncernens omkostningsniveau og fastholde vor konkurrenceevne er der gennemført og gennemføres løbende en række initiativer. Der planlægges således yderligere udbygning af aktiviteter i koncernens ingeniørcenter i Indien, ligesom den globale indkøbsfunktion i stadigt stigende omfang søger at placere den fysiske produktion af udstyr og maskiner hos leverandører i lande med lavere omkostninger - dog vel at mærke med fastholdelse af koncernens høje kvalitetskrav og kvalitetssikringsprocedurer.
 
Endelig har vi styrket vor forsknings- og udviklingsindsats. Udover at øge investeringerne i forskning har vi besluttet at samle vore aktiviteter inden for dette område og samtidig indkorporere vore laboratorieaktiviteter i et globalt forsknings- og udviklingscenter. Vi er således i øjeblikket i gang med at udbygge vort eksisterende forsøgscenter i Mariager, og vil i løbet af indeværende år begynde overflytningen af vore tilsvarende aktiviteter i USA og Valby hertil. Hermed får vi et unikt udviklingsmiljø, der kan sikre, at Koncernen også fremover kan tilbyde vore kunder den nyeste velgennemprøvede teknologi.
 
Hvis vi ser på FLSmidth's specialiserede produktdivisioner, så har både FLSmidth Customer Services, der varetager salg af service og reservedele samt salg af enkeltmaskiner og mindre projekter, og FLSmidth Automation, der forestår salget af elektriske systemer samt styrings-, optimerings- og kvalitetetskontrolsystemer, haft en meget tilfredsstillende udvikling såvel omsætnings- som indtjeningsmæssigt.
 
Også FLSmidth Materials Handling, der forestår salget af udstyr til transport og lagring af råmaterialer, har efter en gennemgribende rationalisering og fokusering på cement- og mineralmarkedet, vist en positiv udvikling og realiseret et betydeligt forbedret resultat. Som et led i fokuseringsstrategien solgtes det tyske datterselskab Motan Materials Handling samt hovedparten af aktiviteterne i det svenske selskab H.W.Carlsen.
 
FLSmidth Airtech, der udvikler og markedsfører luft- og gasrensningsudstyr, har haft et vanskeligt år og opnået et utilfredsstillende resultat. Der er i løbet af året gennemført en række initiativer, der skal vende den negative udvikling. I lighed med FLSmidth Materials Handling har selskabet koncentreret aktiviteterne til udelukkende at omfatte cement- og mineralområdet.
 
Produktselskaberne Ventomatic i Italien, der producerer og sælger pakke-, læsse- og palletiseringsanlæg, og Pfister i Tyskland, der producerer og markedsfører veje- og doseringsudstyr til cement- og mineralindustrien, har begge haft et godt år med øget afsætning og tilfredsstillende resultater. Især er Pfister kommet godt ind på det kinesiske marked med deres avancerede doseringsudstyr.
 
Det schweiziske selskab MAAG Gear, der producerer industrigear, øgede i 2004 omsætningen og realiserede en betydelig forbedring af resultatet i forhold til 2003. Resultatet er dog fortsat langt fra tilfredsstillende. Der er gennemført ændringer i selskabets ledelse, men det vil fortsat være nødvendigt med strukturændringer for at opnå et tilfredsstillende resultat.
 
Koncernens aktiviteter inden for forretningsområdet mineraler består i leverance af udstyr og service til den globale mine- og mineralindustri og markedsføres under navnet FFE Minerals.
 
Denne kerneaktivitet i koncernen har siden etableringen i 1994 haft en overordentlig positiv udvikling med konstant stigende omsætning og lønsomhed. Selv om FFE Minerals i det forløbne år har fastholdt sin stærke position inden for virksomhedens markedssegmenter med en øget omsætning og ordreindgang, må resultatet siges at være overordentlig skuffende. Dette skyldes, at afviklingen af to projekter i henholdsvis Australien og USA har voldt problemer og haft en negativ effekt på årets resultat. Med afslutningen af de to projekter forventes igen en positiv resultatudvikling for FFE Minerals.
 
I lighed med cementmarkedet har mineralmarkedet været et vækstmarked i 2004 under indflydelse af høje metalpriser som følge af en voksende efterspørgsel fra Asien - navnlig fra Kina og Indien. Der forudses fortsat et stabilt investeringsniveau i de kommende år.
 
Der skal ikke herske tvivl om, at vi fortsat betragter mineralmarkedet, der størrelsesmæssigt er mere end 5 gange så stort som markedet for cementudstyr, som et potentielt vækstmarked for FLS.
 
Udover Cement og Mineral-aktiviteterne omfatter gruppen af fortsættende aktiviteter endnu to selskaber: Dansk Eternit Holding og Densit, der begge er i en omstruktureringsfase og på sigt planlægges afhændet, når den igangværende salgsmodning af selskaberne er gennemført.
 
Dansk Eternit Holding er den næststørste producent og distributør af fibercementprodukter i Europa - et marked, der i disse år er karakteriseret af konsolidering og intensiv konkurrence.
 
Årets driftsresultat (EBIT) blev -397 mio. kr. mod -83. mio. kr. i 2003. Resultatet er påvirket af beslutningen i slutningen af året om at foretage en negativ regulering af værdierne i selskabet med 400 mio. kr. i forbindelse med en salgsmodning af selskabet. Værdinedskrivningen er foretaget med henblik på at skabe en rimelig overensstemmelse mellem selskabets bogførte værdi og en realistisk salgspris.
 
Året har været præget af nedlukning af produktionen i Aalborg og flytningen af produktionsapparatet til Tjekkiet. Denne udflytning er gennemført helt efter planerne, og Dansk Eternit Holding Koncernen har dermed skabt en effektiv og konkurrencedygtig produktionsplatform med en tilpasset kapacitet.
 
Nichevirksomheden Densit, der producerer cementbaserede specialmaterialer, har været påvirket af udskudte projekter - specielt inden for offshore-området, hvilket har bevirket et lidt skuffende nulresultat.
 
FLS miljø vil efter afslutningen af det eneste tilbageværende anlægsprojekt, et afsvovlingsanlæg på det engelske kraftværk i Eggborough, blive afviklet. Dette projekt var planlagt afsluttet i 2004, men på grund af syrenedfald fra en skorsten har idriftsættelsen af afsvovlingsanlægget været suspenderet fra august måned 2004. Skorstenen og problemerne omkring syrenedfaldet ligger uden for FLS miljøs ansvarsområde, hvorfor vi har forbeholdt os alle kontraktmæssige rettigheder og kræver fuld kompensation for de omkostninger, forsinkelserne har påført. En netop modtaget uafhængig domsvurdering giver FLS miljø fuldt medhold i disse synspunkter.
 
Det andet engelske afsvovlingsprojekt i West Burton er afsluttet. Alle garantiprøver er gennemført og anlægget blev overdraget til kunden i december måned. En række erstatningskrav er rejst overfor kunden, der på sin side har krævet erstatning for forsinkelsen af projektet.
 
Der udestår således en endelig økonomisk afklaring af de to projekter, men der er i tidligere år foretaget hensættelser til at dække de forventede omkostninger, ligesom der er hensat til forpligtelser i garantiperioden samt til dækning af nedlukningen af FLS miljø. Der forventes på denne baggrund ikke yderligere hensættelser eller omkostninger i forbindelse med den endelige afvikling af selskabet.
 
Salget af FLS Aerospace faldt endeligt på plads i februar måned sidste år og gennemførtes pr. 28. juni, hvor den schweiziske flyvedligeholdelsesvirksomhed SR Technics overtog selskabet. I perioden frem til overtagelsestidspunktet  realiserede FLS Aerospace en omsætning på knap 1,1 mia. kr. og et EBIT-resultat på -34 mio. kr.
 
I august måned indgik vi aftale med den italienske cementkoncern Cementir om salg af Aalborg Portland og Unicon og endelig aktieoverdragelse pr. 29. oktober. I perioden frem til overtagelsestidspunktet realiserede Aalborg Portland og Unicon en omsætning på 2724 mio. kr. og et EBIT resultat  på 412 mio. kr.
 
Med hensyn til forventningerne til 2005 vil den linie, der er blevet lagt i de senere år, blive fortsat. Fokuseringen på cement- og mineral industrien fortsættes. Stærk styring af koncernens salgspolitik og koncernens cash flow.
 
2005 skal vise fortsat fremgang for kerneforretningen, så målet om at opnå et EBT resultat på 5% af omsætningen i 2007 rykker nærmere.
 
Som tidligere oplyst forventes i 2005 en koncernomsætning på ca. 10 mia. kr. , et driftresultat (EBIT) på mellem 150 og 200 mio. kr. og et resultat før skat (EBT) på mellem 180 og 230 mio. kr. Disse tidligere udmeldinger fastholdes. Udviklingen i de første måneder af 2005 følger de lagte planer.      
 
Som omtalt i det trykte regnskab side 9 indstiller bestyrelsen til generalforsamlingens godkendelse, at der for 2004 udbetales et udbytte på 7 kr. pr. aktie svarende til et samlet udbyttebeløb på 372 mio. kr. 
 
Ifølge den meddelelse, der er udsendt i december 2004, blev udbyttet defineret således, at de 3 kroner af de 7 kroner skulle opfattes som et ordinært udbytte  og de 4 kroner som et ekstraordinært udbytte relateret til frasalgene.
 
Det har været bestyrelsens ønske at give aktionærerne så højt et udbytte som muligt. Det er modsat absolut nødvendigt at finde den rette balance mellem kapitaliseringen af koncernen og udbyttet. I årene 1999 og 2000 blev der udbetalt meget store udbytter, som blandt andet var en medvirkende årsag til opbygningen af den store gæld, der i 2002 bragte koncernen ind i en livstruende situation. Siden da er der ikke udbetalt udbytte.
 
Det er bestyrelsens holdning, at overskudslikviditet skal allokeres tilbage til aktionærerne, når indtjeningsmålene nås. Det skal samtidig gentages, at koncernen har behov for betydelige bankgarantier i den daglige drift, hvorfor en balanceret udbytte politik fortsat er nødvendig.
 
Afslutningsvis vil jeg gerne bringe en tak til direktion og bestyrelse for et konstruktivt og frugtbart samarbejde samt en tak til koncernens medarbejdere. Overalt er der ydet en loyal og målrettet indsats under foranderlige forhold.
 
Torben Seemann Hansen
Koncernkommunikationsafd
GlobeNewswire

Recommended Reading