Novo Nordisks salg steg med 11% i første kvartal af 2005
Opgjort i lokale valutaer steg salget i første kvartal af 2005 med 13%.
o Salget af insulinanaloger steg med 67%.
o Salget af NovoSeven® steg med 10%.
o Salget i Nordamerika steg med 27%.
Resultat af primær drift steg med 1% til 1.512 mio. kr. som følge af en negativ påvirkning fra svækkelsen af den amerikanske dollar samt det forhold, at der ikke var indtægter af engangskarakter i første kvartal af 2005. Korrigeret for påvirkningen fra valutaudviklingen og det ændrede niveau for indtægter af engangskarakter steg det underliggende resultat af primær drift med omkring 15%.
Nettoresultatet steg med 17% til 1.232 mio. kr., og resultat pr. aktie (udvandet) steg med 19% til 3,70 kr.
Resultat af primær drift for hele 2005 ventes fortsat at stige med omkring 5%.
I januar 2005 indsendte Novo Nordisk ansøgning om tilladelse til at markedsføre NovoSeven® i Europa til behandling af ikke-penetrerende traumer, baseret på kliniske fase 2-data. Novo Nordisk har nu modtaget en foreløbig melding om, at der kan blive behov for yderligere kliniske data. Novo Nordisk er i drøftelser med Det Europæiske Lægemiddelagentur om disse forhold og forventer en afgørelse i andet halvår af 2005. For yderligere at understøtte ansøgningen har Novo Nordisk besluttet at iværksætte et bekræftende klinisk studie.
Adm. direktør Lars Rebien Sørensen udtaler: "En solid forretningsmæssig udvikling i årets tre første måneder drevet af vores portefølje af insulinanaloger og NovoSeven® understøtter vores positive forventninger til 2005. De større udfordringer omkring myndighedsgodkendelser ændrer ikke ved vores tiltro til det medicinske og markedsmæssige potentiale for NovoSeven®."
Fondsbørsmeddelelse nr. 15 / 2005