Meddelelse nr. 3/2007 28. februar 2007 Halvårsmeddelelse for GourmetBryggeriet A/S. I første halvår 2006/07 har GourmetBryggeriets omsætning og indtjening udviklet sig i henhold til de i prospektet beskrevne forventninger. Salget er i det forløbne halvår styrket primært via forøget salg gennem de større detailhandelskæder. Men også en række cafeer har valgt GB´s øl. Den planlagte mindre kapacitetsudvidelse i december 2006, der blev beskrevet i prospektet, blev færdiggjort i henhold til forventningerne. Der arbejdes med forskellige alternativer omkring forøgelse af bryggeriets produktionsmuligheder. Indtil en ny løsning er på plads, vil der ske lønproduktion hos eksternt bryggeri. I løbet af halvåret har bryggeriet sendt tre nye øl på markedet. Det er Piney, Harvest Ale og Frosty. Med henblik på at styrke salget yderligere forventes GB at øge salgsstyrken med 10 sælgere i løbet af foråret 2007, hvilket er væsentlig mere end tidligere planlagt og anført i prospektet. En væsentlig del at den nye salgsstyrke er rettet mod salg til cafeer og restauranter. Disse salgskanaler er afgørende for at styrke det fremadrettede salg i dagligvarehandlen. I forhold til det forventede resultat for 2006/07 anført i prospektet forventes den forøgede salgsstyrke at medføre en forøget driftsudgift. Særligt om beholdning af GB aktier. GB har ingen beholdning af egne aktier. Bestyrelse og direktion ejer direkte eller indirekte aktier som anført nedenfor, hvilket er uforandret siden introduktionen på First North. Lars Dietrichsen, direktør og bestyrelsesmedlem 1.154.546 stk. aktier. Michael Knoth, produktionschef og bestyrelsesmedlem 418.182 stk. aktier. Henrik Jansen, bestyrelsesmedlem 563.546 stk. aktier. Jens Løgstrup, bestyrelsesformand 18.182 stk. aktier. Endvidere ejer Jens Løgstrup 1/3 af Dansk Selskabsudvikling A/S, der ejer 312.000 stk. aktier. Den godkendte rådgiver og dennes relevante medarbejdere ejer ikke aktier i selskabet. Næste kvartalsmeddelelse forventes offentliggjort den 31. maj 2007. Grundet praktiske omstændigheder flyttes generalforsamlingsdatoen til tirsdag d. 23. oktober 2007. Bestyrelsesformand Jens Løgstrup, telefon 20936013, e-mail jl@ds.co.dk GourmetBryggeriet A/S, Bytoften 10-12, 4000 Roskilde. GourmetBryggeriet (GB) er grundlagt af Lars Dietrichsen, kok og restauratør, og Michael Knoth, brygmester og uddannet hos Carlsberg. GB har ambition om at få det gode øl tilbage på middags- og frokostbordet. Godt øl brygget til god mad nydt af mennesker har fra starten været målet med bryggeriet. Derfor er GBs motto ”Øl, mad, mennesker”. GB leverer til en række større supermarkedskæder samt uafhængige købmænd. Hertil kommer flere og flere cafeer. For mere information se www.gourmetbryggeriet.dk Godkendt rådgiver er Grant Thornton, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, Stockholmsgade 45, 2100 København. telefon 35271383.
Halvårsmeddelelse for GourmetBryggeriet A/S
| Source: GourmetBryggeriet