16. maj 2007 Fondsbørsmeddelelse nr. 4/2007 Resultat af udbudet af aktier i bankTrelleborg a/s Ved afslutningen af bankTrelleborg a/s' konverteringsperiode er resultatet, at 95 % af garanterne i det tidligere Sparekassen sparTrelleborg har konverteret deres garantikapital til aktier i bankTrelleborg a/s. bankTrelleborg a/s har i perioden fra den 30. april til den 14. maj 2007 udbudt op til 1.199.076 stk. nye aktier à nominelt kr. 20, svarende til nominelt kr. 23.981.520, rettet mod garanterne i det tidligere Sparekassen sparTrelleborg. Ved tegningsperiodens udløb den 14. maj 2007 kl. 16.00 har 14.996 garanter besluttet at tegne 1.150.780 stk. aktier ved konvertering af garantikapital, svarende til 95 % af garanterne og 96 % af de udbudte aktier. Fonden for bankTrelleborg har overfor bankTrelleborg a/s afgivet bindende og ubetinget tegningstilsagn om tegning af de aktier, der ikke er blevet tegnet af garanterne, ved kontant betaling. Fonden for bankTrelleborg tegner derfor 48.296 stk. aktier ved kontant betaling. Konverteringen af garantikapital og Fonden for bankTrelleborgs tegning af aktier ved kontant betaling indebærer således udstedelse af 1.199.076 stk. nye aktier svarende til en kapitalforhøjelse på nominelt kr. 23.981.520. Efter gennemførelsen af ovennævnte kapitalforhøjelse ved konvertering af garantikapital og kontant betaling udgør selskabets samlede aktiekapital kr. 91.876.080 fordelt på aktier à kr. 20. Se aktiefordelingen i vedhæftet fil. De nye aktier er søgt optaget til notering på Københavns Fondsbørs A/S med forventet første noteringsdag den 7. juni 2007. Med venlig hilsen bankTrelleborg a/s Carlo Chow Adm. direktør
Resultat af udbudet af aktier i bankTrelleborg a/s
| Source: bankTrelleborg