Meddelelse nr. 20/2007 Til OMX Nordic Exchange København, 30. august 2007 Delårsrapport for perioden 1. januar til 30. juni 2007 (ikke revideret) Curalogics pipeline flytter sig planmæssigt fremad Udviklingen af Curalogics tre produkter til behandling af allergi over for ragweed (ambrosia), græs og husstøvmider forløber som planlagt. Alle patienterne er blevet indrulleret i det kliniske fase III forsøg (RPE 04) med ragweedproduktet. Forberedelserne til et klinisk fase III forsøg (GPE 03) med græsproduktet er godt i gang og en kliniske protokol er indsendt til sundhedsmyndigheder og etiske komiteer i en række lande i Europa. Curalogic forventer at starte GPE 03 forsøget i slutningen af 2007, hvilket er et kvartal tidligere end forventningerne udmeldt i prospektet dateret 8. juni 2007. I husstøvmideprojektet er en klinisk protokol indsendt til sundhedsmyndighederne og etisk komite i Tyskland. Økonomiske resultater for perioden 1. april til 30. juni 2007 Curalogic realiserede et driftsunderskud (EBIT) på DKK -34,7 mio. i 2. kvartal 2007 sammenlignet med et driftsunderskud på DKK -5,3 mio. i 2. kvartal 2006. Resultatet er på linie med selskabets forventninger. Hovedårsagen til forskellen i driftsunderskud sammenlignet med 2. kvartal 2006 er stigningen i forsknings- og udviklingsomkostningerne på DKK 28,6 mio., som er en følge af de forøgede kliniske udviklingsaktiviteter. Selskabets likvide beholdninger udgjorde DKK 397,8 mio. pr. 30. juni 2007 mod DKK 193,5 mio. pr. 30. juni 2006. Resultatmæssige forventninger for regnskabsåret 2007 Curalogic fastholder selskabets tidligere udmeldte forventninger til årets resultat. Begivenheder i perioden 1. april til 30. juni 2007 • Resultater fra klinisk fase II forsøg med græsproduktet I maj offentliggjorde Curalogic resultaterne fra et klinisk fase II forsøg (GPE 02) med græsproduktet. Resultaterne viste, at græsproduktet er veltolereret både med og uden forudgående opdosering, og at de bivirkninger, som blev observeret i meget høje doser, er magen til dem, som er observeret for ragweedproduktet. • Alle patienter er indrulleret i det kliniske fase III forsøg med ragweedproduktet Curalogic har den 4. juni indrulleret i alt 545 patienter i et klinisk fase III forsøg (RPE 04) med ragweed produktet. Ragweedpollensæsonen starter i midten af august, hvilket betyder, at alle patienter i RPE 04 forsøget er sikret mindst 10 ugers behandling før ragweedpollensæsonen. • Kapitaltilførsel i juni Curalogic udbød i juni i alt 18 millioner nye aktier, og i juli blev en overallokeringsret på 2 mio. aktier udnyttet fuldt ud, således at selskabet i alt fik tilført et bruttoprovenu på DKK 340 millioner ved kapitaltilførslen. Nettoprovenuet ved kapitaltilførslen var på DKK 323 efter fradrag af transaktionsomkostninger på DKK 17 mio. Med provenuet fra udbuddet kan Curalogic blandt andet accelerere udviklingen af selskabets græsprodukt, således at dette produkt kan komme på markedet et år tidligere end tidligere planlagt, og selskabet vil have økonomisk råderum til at gennemføre et US fase III forsøg (RPE 06) for ragweedproduktet i sæsonen 2009. Efter udnyttelsen af overallokeringsretten udgør Curalogics samlede aktiekapital 56.428.816 aktier a nominelt DKK 0,50. Vigtige begivenheder efter 30. juni 2007 • Forberedelserne til klinisk fase III forsøg (GPE 03) med græsproduktet Forberedelserne til det kliniske fase III forsøg med græsproduktet er godt i gang herunder produktion af forsøgsmateriale. Den kliniske protokol er indsendt til sundhedsmyndigheder og etiske komiteer i de lande, hvor forsøget planlægges gennemført. Baseret på fremgangen i projektet forventer Curalogic at starte forsøget i slutningen af 2007, hvilket er et kvartal tidligere end forventningerne udmeldt i prospektet dateret 8. juni 2007. • Indsendelse af protokol til klinisk fase II forsøg (DME 01) med husstøvmideproduktet I husstøvmideprojektet er en klinisk protokol indsendt til sundhedsmyndighederne og etisk komite i Tyskland. • Udstedelse af warrants Curalogic udsteder i alt 975.000 warrants til nye medarbejdere, nuværende medarbejdere, direktionen og bestyrelsen i selskabet. Ledelsespåtegning Vi har dags dato behandlet og godkendt Curalogic A/S's delårsrapport for 6-måneders perioden 1. januar til 30. juni 2007. Delårsrapporten er aflagt i overensstemmelse med IAS 34, selskabets regnskabspraksis anvendt for regnskabsåret 2006 og yderligere danske oplysningskrav til delårsrapporter for børsnoterede selskaber. Delårsrapporten er ikke revideret. Vi anser den valgte regnskabspraksis for hensigtsmæssig, således at delårsrapporten giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og finansielle stilling pr. 30. juni 2007 samt af resultatet af selskabets aktiviteter og pengestrømme for 6-måneders perioden 1. januar til 30. juni 2007. København, 30. august 2007 Curalogic A/S Bestyrelse Jakob Schmidt Christian Karsten Hansen Pamela J. Kirby Alf A. Lindberg Carl Spana Direktion Peter Moldt For yderligere oplysninger, kontakt venligst: Administrerende direktør Peter Moldt Tlf. +45 33 11 41 01, mobil +45 26 25 04 22 Økonomidirektør Helle Busck Fensvig Tlf. +45 33 11 41 01, mobil +45 20 70 55 37