Curalogic søger nye udviklingsprojekter


Meddelelse nr. 1/2008                                                           


Til OMX Nordic Exchange	                                                        
København, 21. januar 2008                                                      





Curalogic søger nye udviklingsprojekter                                         

Resume: Curalogic har indledt en søgeproces for at finde udviklingsprojekter med
en attraktiv risikoprofil, som kan erstatte selskabets hidtidige pipeline af    
kliniske projekter. Curalogic stopper udviklingen af oral immunterapi og        
minimerer omkostningsforbruget i selskabet. Det er Curalogics forventning, at   
der kan indgås en aftale i løbet af 2008, som vil betyde, at selskabet igen har 
projekter i klinisk udvikling.                                                  

Curalogic offentliggjorde den 21. december 2007 top-line resultater fra et      
klinisk fase III studie (RPE 04) med ragweedproduktet. Efterfølgende har        
Curalogic sammen med sine kliniske rådgivere og eksterne eksperter gennemført en
grundig analyse af alle forsøgsresultaterne.                                    

Konklusionen er, at den testede dosis af ragweedproduktet ikke har effekt på de 
primære- og sekundære effektmål. Der er ingen forskel på allergisymptomerne i   
aktiv- og placebogruppen, hvilket indikerer, at dosis skal øges meget, hvis man 
vil fortsætte med den nuværende formulering. Resultat er meget overraskende,    
fordi studiet blev gennemført i en god pollensæson med relevante patienter, og  
fordi patienterne i aktivgruppen har koncentrationer af ragweedspecifikke       
antistoffer (immunoglobuliner) i blodet, som er magen til de koncentrationer,   
der opnås med injektions- og sublingual immunterapi. Diskussionen med eksperter 
har ikke givet en forståelse af, hvad der er årsagen til den manglende effekt på
allergisymptomerne. Det er Curalogics vurdering, at formuleringen skal optimeres
for at opnå effekt med ragweedproduktet.                                        

For græs- og husstøvmideprodukterne er de aktive stoffer proteiner ligesom de   
aktive stoffer i ragweedproduktet, og formuleringerne er magen til              
ragweedproduktets. Curalogic vurderer derfor, at det negative resultat i RPE 04 
studiet betyder, at sandsynligheden for et positivt resultat med græs og        
husstøvmideprodukterne er væsentligt formindsket.                               

Curalogic har gennemført en grundig strategisk gennemgang af den videre         
udvikling af selskabets pipeline af orale allergiprodukter. På den ene side     
viser data fra RPE 04 studiet, at ragweedpollen-ekstraktet når immunsystemet,   
men på den anden side betyder manglen på en forståelse af, hvad der er årsagen  
til den manglende effekt, at det bliver et forskningsprojekt at optimere        
formuleringen. Det vil betyde, at selskabets pipeline sættes år tilbage i       
udviklingen, og at risikoprofilen ændres væsentligt i negative retning.         
Curalogic har derfor besluttet at stoppe udviklingen af oral immunterapi i      
selskabets regi.                                                                

Curalogic vil nu indlede en søgeproces for at finde udviklingsprojekter med en  
attraktiv risikoprofil, som kan erstatte selskabets hidtidige pipeline af       
kliniske projekter. Det er Curalogics forventning, at der kan indgås en aftale i
løbet af 2008, som vil betyde, at selskabet igen har projekter i klinisk        
udvikling.                                                                      

Som konsekvens af ovenstående beslutning stopper Curalogic selskabets           
igangværende studie med græsproduktet (GPE 03). Selskabets igangværende studie  
med husstøvmideproduktet (DME 01) er tæt på at nå sin afslutning, og derfor vil 
dette studie ikke blive stoppet. Alle øvrige udviklingsaktiviteter herunder     
produktionsoptimering, stabilitettests mv. er allerede stoppet. Som en          
konsekvens af det reducerede aktivitetsniveau vil medarbejderstaben blive       
reduceret fra 14 til 7 medarbejdere.                                            

Curalogic havde ved udgangen af 2007 en likvid beholdning på DKK ca. 330 mio.   
(ikke reviderede tal). De estimerede skyldige omkostninger for året 2007 og     
omkostninger i forbindelse at afslutte alle de igangværende                     
udviklingsaktiviteter er estimeret til i alt DKK ca. 60 mio.                    

For regnskabsåret 2008 forventer Curalogic at afholde omkostninger til af drive 
selskabet i intervallet DKK 24 - 28 mio. Hertil kommer forventede renteindtægter
i intervallet DKK 11 - 12 mio. Selskabet forventer et samlet underskud i        
intervallet DKK 13 - 16 mio. for året 2008. Samlet betyder disse forventninger, 
at Curalogics likvide beholdning ved udgangen af 2008 forventes at ligge i      
intervallet DKK 255 - 260 mio.                                                  

Administrerende direktør Peter Moldt udtaler: ”Jeg er overbevist om, at oral    
immunterapi virker, men udviklingen er med data fra RPE 04 studiet sat år       
tilbage og er blevet meget mere risikofyldt. I stedet for at forske i, om       
formuleringen til oral immunterapi kan optimeres, er jeg sikker på, at vi bedre 
kan skabe værdi for vores investorer ved at fokusere på det, som vi er bedst til
- nemlig klinisk udvikling. Vores forretningsmodel betyder, at vi kan nedbringe 
vores omkostninger til et lavt niveau, indtil vi har fundet det helt rigtige    
udviklingsprojekt. Heldigvis er det et købers marked lige nu, og vi har noget,  
som er af stor værdi for mange biotekselskaber i dag - en børsnotering, en stor 
kassebeholdning og en stærkt ekspertise i udvikling af lægemidler”.             

Curalogic vil offentliggøre selskabets årsrapport for året 2007 den 12. marts   
2008. Selskabets ordinære generalforsamling forventes afholdt den 21. april     
2008. Curalogics bestyrelse vil på selskabets ordinære generalforsamling        
fremlægge et forslag om, at selskabet bemyndiges til at kunne købe egne aktier. 
Selskabets finanskalender for hele året 2008 vil blive offentliggjort i en      
separat meddelelse senere i dag.                                                


Med venlig hilsen                                                               

Curalogic A/S                                                                   


For yderligere oplysninger, kontakt venligst:                                   
Administrerende direktør Peter Moldt	Tlf. +45 99 99 24 00, mobil +45 26 25 04 22
Økonomidirektør Helle Busck Fensvig 	Tlf. +45 99 99 24 00, mobil +45 20 70 55 37


Om Curalogic                                                                    
Curalogic er en dansk biofarmaceutisk virksomhed noteret på OMX Københavns      
Fondsbørs (CUR.CO) som et small cap+ selskab. Curalogic har en stor             
kassebeholdning og har demonstreret evnen til, med en lille gruppe af           
udviklingseksperter, at gennemføre komplekse kliniske studier.                  













Denne meddelelse indeholder fremadrettede udsagn om selskabets fremtidige       
økonomiske udvikling og resultater og andre udsagn, som ikke er historiske      
kendsgerninger. Sådanne udsagn er baseret på forudsætninger og forventninger,   
som efter selskabets overbevisning er rimelige på nuværende tidspunkt, men som  
senere kan vise sig at være fejlagtige.

Attachments

meddelelse om fremtidig strategi for curalogic.pdf