NYT AKTIEOPTIONSPROGRAM Det er besluttet at indføre et aktieoptionsprogram for direktion og et antal ledende medarbejdere med henblik på fastholdelse og langvarig tilknytning af denne gruppe, for derigennem at fremme virksomhedens værditilvækst. For direktionens vedkommende er retningslinjerne for aktieoptionsprogrammet godkendt af generalforsamlingen d. 12. marts 2008. Direktionen samt de ledende medarbejdere tildeles hhv. 8.000 og 46.000 stk. optioner. Hver option giver ret til køb af 1 stk. SPARBANK A/S aktie a nom. kr. 20 til en købspris fastsat som gennemsnitskursen på bankens aktier over 10 bankdage, regnet fra den dag, hvor SPARBANKs årsregnskab for et givent år bliver offentliggjort. For optionsprogrammet for 2008 er købskursen således beregnet til 282,19. Markedsværdien af det samlede optionsprogram kan beregnes til ca. 2,4 mio. kr. opgjort ud fra Black-Scholes model, hvor der er taget højde for at værdien af optionsprogrammet ved udnyttelse maksimalt kan udgøre 80 % af lederens årsløn i tildelingsåret. Beregningen er desuden baseret på antagelser om en risikofri rente på 3,7%, en årlig volatilitet på 20%, en udbytteprocent på 1,4% samt en forventet gennemsnitlig løbetid på optionerne på ca. 5 år. Optionerne har en levetid på 7 år. De første 3 år er bindingsperioden og de sidste 4 år er udnyttelsesperioden. For optionsaftalerne for 2008 kan optionerne således udnyttes fra offentliggørelse af SPARBANKs årsrapport for 2010 og indtil 1. april 2015. Betingelse for udnyttelse af optionerne er, at den omfattede direktør/ledende medarbejder ikke har opsagt sin stilling inden optionerne er udnyttet. Hvert år i forbindelse med årsregnskabet tager bankens bestyrelse stilling til opretholdelsen og omfanget af optionsprogrammet, herunder antallet af mulige tildelinger af optioner til omfattede ledere og til direktionen.