OMX Nordic Exchange Nikolaj Plads 6 1007 København K 17. april 2008 Redegørelse fra Hedegaard A/S' bestyrelse i forbindelse med offentligt købstilbud fra Dan Agro Holding A/S dateret den 17. april 2008 Dan Agro Holding A/S (”Dan Agro Holding”) har den 17. april 2008 afgivet et frivilligt offentligt købstilbud (”Købstilbuddet”) til aktionærerne i Hedegaard A/S (”Hedegaard” eller ”Selskabet”) på kontant 650 kr. pr. aktie à nominelt 100 kr. (”Tilbudskursen”). Dan Agro Holding ejede forud for købstilbuddet ca. 3,3% af aktierne i Hedegaard. Bestyrelsen har i overensstemmelse med Takeoverbekendtgørelsens (bek. nr. 1228/2007) § 14, stk. 1 udarbejdet en redegørelse, som indeholder bestyrelsens holdning til Købstilbuddet og begrundelse herfor. Bestyrelsen har i denne forbindelse endvidere engageret FIH PARTNERS til at afgive en ”fairness opinion” om værdiansættelsen af Hedegaard. På baggrund heraf har bestyrelsen enstemmigt besluttet at anbefale aktionærerne at acceptere Købstilbuddet fra Dan Agro Holding. Baggrund Lantmännen ek för afgav den 2. april 2008 et offentligt frivilligt købstilbud til alle aktionærerne i Hedegaard, hvor de tilbød 520 kr. pr. aktie á 100 kr. Bestyrelsen engagerede umiddelbart herefter FIH PARTNERS til at bistå med at afsøge mulighederne for at forbedre tilbuddet eller finde alternative købere, der ville tilbyde bedre vilkår for aktionærerne i Hedegaard, og derigennem sikre maksimal værdiskabelse for alle Selskabets aktionærer. Bestyrelsen har som led i disse bestræbelser haft en dialog med Lantmännen og alternative købere for at afdække muligheden for et eventuelt højere bud. Denne dialog har resulteret i en aftale med Dan Agro Holding om Købstilbuddet, som er fremsat tidligere i dag. Med henblik på at imødekomme Dan Agro Holdings krav om øget ejerskab i forbindelse med Dan Agro Holdings afgivelse af offentligt Købstilbud har Hedegaards bestyrelse besluttet at udstede 81.089 stk. aktier á nom. 100 kr. til Dan Agro Holding til 650 kr. pr. aktie. Det er hensigten, at anvende provenuet fra emissionen på 52,7 mio. kr. til etablering af nye aktiviteter, tilkøb samt deltagelse i strukturændringer i branchen. For yderligere information om emissionen henvises til fondsbørsmeddelelsen herom, der vil blive udsendt i forlængelse af nærværende redegørelse. Bestyrelsen har, via dialog med potentielle købere søgt at afdække, at den kurs hvortil emissionen foretages er den højst opnåelige for Selskabets aktier. Som anført nedenfor har bestyrelsen til betryggelse heraf tillige indhentet en "fairness opinion" fra FIH PARTNERS. Emissionen udelukker ikke andre fra at fremsætte et købstilbud på Selskabets aktier. Bestyrelsen er i forhold til Dan Agro Holding frit stillet til at vurdere og redegøre for et sådant evt. højere tilbud, om det måtte komme. Det skal herved anføres, at hvis et sådant højere købstilbud måtte fremkomme, har emissionen medført en udvanding af aktionærerne svarende til et tab på pr. aktie på 1 kr. for hver 10 kr. som et sådant højere købstilbud overstiger tegnings- og tilbudskursen. Bestyrelsen har samlet set vurderet, at fordelen ved at modtage et købstilbud, der overstiger det af Lantmännen fremsatte tilbud med 130 kr. pr. aktie, langt opvejer det eventuelle tab for aktionærerne ved en sådan udvanding. Som et led i dialogen med Lantmännen og Dan Agro Holding har Hedegaard den 15. april 2008 efter indgåelse af fortrolighedsaftale givet Lantmännen og den 16. april Dan Agro Holding adgang til udkast til den kvartalsmeddelelse, der blev offentliggjort tidligere i dag. Bortset fra denne information er der ikke videregivet intern viden om Hedegaard til Lantmännen eller Dan Agro Holding. Om Dan Agro Holding A/S Dan Agro Holding A/S er et dansk selskab stiftet den 16. april 2008 med det formål at afgive frivilligt købstilbud på og erhverve aktier i Hedegaard. Dan Agro Holding er ejet af: Danish Agro A.m.b.A., S.A.B. A.m.b.A. Landbrugets Andel, Vestjyllands Andel A.m.b.A., Nordjysk Andels Grovvareforening A.m.b.A., Vilomix Holding A/S, Protein- og Oliefabrikken Scanola A/S og DLA Agro A.m.b.A. Der henvises til det tidligere i dag offentliggjorte Købstilbud fra Dan Agro Holding A/S for yderligere oplysninger. Dan Agro Holding ejer ved fremsættelsen af Købstilbuddet 26.797 aktier i Hedegaard, svarende til 3,3% af såvel aktiekapitalen som det samlede antal stemmer i Hedegaard. Dan Agro Holding vil endvidere erhverve 81.089 aktier via tegning af aktier i en rettet emission der dags dato udstedes til en tegningskurs på 650 kr. pr. aktie. Der vil blive udsendt en særskilt selskabsmeddelelse herom. I henhold til aktionæroverenskomst, er konsortiedeltagerne forpligtet til at overdrage aktier i Hedegaard A/S, som de måtte have erhvervet forinden indgåelsen af aktionæroverenskomsten, til Dan Agro Holding umiddelbart efter fremsættelsen af Købstilbuddet til anskaffelseskursen. Konsortiedeltagerne ejer ved fremsættelsen af Købstilbuddet i alt 351 aktier i Hedegaard, svarende til 0,04% af såvel aktiekapitalen som det samlede antal stemmer i Hedegaard. Ingen af konsortiedeltagerne har - hverken direkte eller indirekte - købt eller erhvervet ret til at købe aktier i Selskabet inden for de sidste 6 måneder til en kurs højere end Tilbudskursen. Dan Agro Holding, vil efter overdragelsen fra konsortiedeltagerne, således eje i alt 27.148 aktier i Hedegaard, svarende til 3,4% af såvel aktiekapitalen som det samlede antal stemmer i Hedegaard. Når den rettede emission til Dan Agro Holding bliver gennemført vil Dan Agro Holding eje 108.237 aktier, svarende til 12,1% (eller 11,9% efter fuld udnyttelse af warrants) af aktierne og stemmerne i Hedegaard. Dan Agro Holding har modtaget bindende, uigenkaldeligt tilsagn om accept af Købstilbuddet fra LD Equity 1 K/S, PLD Danske aktier, Spar Nord Bank A/S, de generalforsamlingsvalgte medlemmer af Selskabets bestyrelse samt fra Selskabet for så vidt angår Selskabets egne aktier. Disse uigenkaldelige tilsagn repræsenterer i alt ca. 11,5% (hvilket efter gennemførsel af den rettede emission vil repræsentere 10,4% eller 10,2% efter fuld udnyttelse af warrants) af aktiekapitalen og stemmerne i Hedegaard. LD Equity 1 K/S og PLD Danske aktier ejer 68.092 aktier i Hedegaard svarende til 8,4% (hvilket efter gennemførsel af den rettede emission vil repræsentere 7,6% eller 7,5% efter fuld udnyttelse af warrants) af såvel aktiekapitalen som det samlede antal stemmer i Hedegaard. Spar Nord Bank A/S aktier ejer 12,462 aktier i Hedegaard svarende til 1,5% (hvilket efter gennemførsel af den rettede emission vil repræsentere 1,4% eller ca. 1,4% efter fuld udnyttelse af warrants) af såvel aktiekapitalen som det samlede antal stemmer i Hedegaard. De generalforsamlingsvalgte medlemmer af Selskabets bestyrelse ejer i alt 1.843 aktier i Selskabet svarende til ca. 0,2% (eller 0,2% efter såvel den rettede emission som efter fuld udnyttelse af warrants) af såvel aktiekapitalen som det samlede antal stemmer i Hedegaard. Hedegaard ejer 10.444 egne aktier dags dato svarende til ca. 1,3% (eller ca. 1,2% efter såvel den rettede emission som efter fuld udnyttelse af warrants) af aktiekapitalen. Fælles for de uigenkaldelige tilsagn om accept af Købstilbuddet gælder, at de automatisk vil ophøre, hvis tilbudsgiver ikke tilbyder en tilbudskurs som er den samme eller højere end eventuelle andre offentlige tilbud. Dan Agro Holding har modtaget bindende, uigenkaldelige salgstilbud fra Ole Thomsen, OHSB A/S, A/S Harald Thomsen, H.C.Hempler Holding A/S, Frost-Rasmussen Holding ApS, Birkely Holding ApS og Petcha Holding ApS, der samlet repræsenterer ca. 4,1% (eller 4,0% efter fuld udnyttelse af Warrants) af aktiekapitalen og stemmerne i Hedegaard. Ifølge betingelserne for disse uigenkaldelige salgstilbud har de nævnte aktionærer forpligtet sig til at sælge deres aktier i Hedegaard til en nærmere aftalt kurs pr. aktie inden for en periode på seks måneder fra aftalens indgåelse. Hvis der i Tilbudsperioden tilbydes en højere kurs i et offentligt købstilbud end kursen angivet i salgstilbuddet, forhøjes den aftalte kurs tilsvarende. Der er ikke indgået nogen aftaler med en aftalt kurs over Tilbudskursen. Købstilbuddet fra Dan Agro Holding Aktionærerne i Selskabet tilbydes kontant 650 kr. pr. aktie à nominelt 100 kr. Hvis Hedegaard udbetaler udbytte eller foretager andre udlodninger til sine aktionærer forud for afregningen af Købstilbuddet, vil Tilbudskursen blive reduceret tilsvarende. Købstilbuddet gælder fra og med den 17. april 2008 og til og med den 15. maj 2008 kl. 16.00 (dansk tid) eller ved udløbet af en eventuel forlængelse af tilbudsperioden. Hedegaard har i alt 810.891 udestående aktier à nominelt 100 kr. Heraf ejer Hedegaard selv 10.444 aktier. Der er udstedt i alt 16.000 warrants, hvoraf alle er ”in the money” på Tilbudskursen og derfor forventes udnyttet i henhold til vedtægternes §4.b. Købstilbuddet er af Dan Agro Holding betinget af følgende: at Dan Agro Holding ved tilbudsperiodens udløb har modtaget gyldig accept vedrørende så stor en del af Selskabets aktier, at Dan Agro Holding efter gennemførelsen af Købstilbuddet kommer til at eje mindst 51% af Selskabets aktiekapital; at Tilbudsgiver opnår alle nødvendige godkendelser fra offentlige myndigheder, herunder eventuelle godkendelser fra konkurrencemyndigheder, og at der ikke gøres indsigelse fra konkurrencemyndighederne eller andre offentlige myndigheder, som påvirker gennemførelsen af Købstilbuddet; at Hedegaard, indtil Købstilbuddet er blevet gennemført, fortsat kun driver virksomhed på sædvanlig vis, at Selskabets aktiekapital forbliver uændret indtil Købstilbuddet er blevet gennemført, og at der ikke sker eller offentliggøres væsentlige negative ændringer i Hedegaards forretningsmæssige og økonomiske forhold (herunder men ikke begrænset til Selskabets aktiver, passiver, omsætning, indtægter, udgifter, kunder, virksomhed eller fremtidsudsigter) i perioden indtil Købstilbuddet er blevet gennemført; og at gennemførelse af Købstilbuddet ikke helt er delvist udelukkes eller i væsentlig grad trues eller vanskeliggøres af lovgivning, retssager eller myndighedsbeslutninger eller andre omstændigheder uden for Dan Agro Holdings kontrol. at bestyrelsen i Hedegaard dags dato enstemmigt træffer beslutning om at udnytte bemyndigelsen i § 4 c i Selskabets vedtægter til at udstede 81.089 stk. nye aktier á DKK 100 ved en rettet emission til Tilbudsgiver (den rettede emission), og at beslutningen efterfølgende registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Hedegaard Hedegaard har en stærk position på det danske marked for foderstoffer og æg. Hedegaard realiserede en omsætning i årets første kvartal på 599,4 mio. kr. mod 445,9 mio. kr. i samme periode sidste år. Resultatet før skat i årets første kvartal blev på 28,7 mio. kr. mod 9,5 mio. kr. i samme periode sidste år. Hedegaard Agro omsatte i årets første kvartal for 501,9 mio. kr. mod 355,2 mio. kr. i samme periode sidste år. Resultatet før skat i årets første kvartal blev på 23,5 mio. kr. mod et underskud på 2,8 mio. kr. i samme periode sidste år. Resultatet er positivt påvirket af en større tonnageomsætning end forventet. Samtidig er det lykkedes Hedegaard Agro at udnytte de volatile råvaremarkeder på en optimal måde således, at der kan konstateres større enhedsavancer end forventet som følge af de gunstige korn- og råvarepositioner, som er opbygget. Hedegaard Foods omsatte i årets første kvartal for 88,5 mio. kr. mod 84,9 mio. kr. i samme periode sidste år. Overskuddet før skat i årets første kvartal blev på 4,6 mio. kr. mod 10,4 mio. kr. i samme periode sidste år, som var positivt påvirket af en ejendomsavance på 6,5 mio. kr. Andre selskaber har tilsammen realiseret et resultat før skat på 0,6 mio. kr. mod 1,9 mio. kr. sidste år. Datterselskabet Trinol A/S, som sælger produkter til forebyggelse mod og bekæmpelse af skadedyr, har præsteret en vækst i omsætningen på 55% - resultatet af primær drift er uændret i forhold til sidste år 0,6 mio. kr. Koncernbalancen udgør pr. 31. marts 2008 i alt 841 mio. kr. mod 787 mio. kr. ultimo 2007. Stigningen i selskabets samlede balance skyldes en mindre stigning på 12 mio. i de samlede varelagre, samt en stigning i tilgodehavenderne på 34 mio. på grund af stigende omsætning og sæsonudsving. Koncernens egenkapital var pr. 31. marts 2008 på 316 mio. kr. mod 302 mio. kr. ultimo 2007. Soliditetsgraden er herefter 37,6 %. Nettoinvesteringerne i materielle anlægsaktiver var 17,7 mio. kr. i årets første kvartal. Afskrivningerne udgjorde 7,3 mio. kr. i perioden. Ud over de ordinære driftsaktiviteter i Agro, Foods og Trinol har Hedegaard en række værdifulde ejerinteresser i bl.a. Rose Poultry A/S (10 %), DanHatch A/S (20 %) og Dangødning A/S (14 %), der tilsammen bidrager med broderparten af de bogførte værdier af associerede selskaber og andre værdipapirer og kapitalandele på i alt DKK 60 mio. Hedegaard vurderer herudover, at den ikke-bogførte strategiske værdi for en køber af disse poster kan være betydelig. Omsætningen forventes i 2008 at andrage 2.250 mio. kr. mod 1.953 mio. kr. i 2007. Som følge af den positive resultatudvikling i Agro og den nuværende disponering af korn og råvarer opjusteres resultatforventningerne i koncernen som helhed fra 40-50 mio. kr. til 65-80 mio. kr. for året. En forudsætning herfor er at det nuværende råvareprisniveau stort set er gældende indtil høst. Såfremt det forventede resultat opnås og såfremt der ikke identificeres nye investeringskrævende forretningsområder kan hele årets resultat efter skat udloddes til aktionærerne. I årets forventninger er indregnet en udgift på 4,0 mio. kr. som er afledt af Købstilbuddene fra Lantmännen og Dan Agro Holding. Resultatet for året 2008 vil blive påvirket negativt af yderligere udgifter til eksterne rådgivere i tilfælde af, at der fremkommer og gennemføres købstilbud, der er højere end kurs 520. Disse forventninger fremgår ligeledes af Hedegaards regnskabsmeddelelse for 1. kvartal 2008, som blev offentliggjort tidligere i dag. Bestyrelsens vurdering Hedegaards bestyrelse har med bistand fra finansielle og juridiske rådgivere gennemgået og analyseret Købstilbuddet for at kunne fastlægge sin holdning hertil. I den sammenhæng kan følgende fordele og ulemper ved Købstilbuddet fremhæves: Fordele Tilbudskursen indebærer en betydelig præmie på 47,7% i forhold til den gennemsnitlige kurs på Hedegaards aktie i ugen op til offentliggørelsen af købstilbuddet fra Lantmännen ek för. Tilbudskursen er 50,8% højere end gennemsnitskursen fra den 1. januar 2008 til den 1. april 2008 (dagen inden offentliggørelse af købstilbuddet fra Lantmännen ek för). Købstilbuddet er resultatet af en struktureret proces, hvor bestyrelsen i Hedegaard har haft intensive drøftelser med mulige alternative bydere, der har haft mulighed for at tilkendegive niveauet for deres eventuelle interesse. Ulemper Sælgende aktionærer vil ikke kunne tage del i en eventuel senere forøgelse af Selskabets værdi efter transaktionen. Aktionærerne kan blive beskattet af en realiseret fortjeneste, hvis de vælger at sælge deres aktier. Den skattemæssige konsekvens af en accept af købstilbuddet afhænger af hver enkelt aktionærs individuelle forhold, og bestyrelsen anbefaler de enkelte aktionærer at vurdere deres egen skattemæssige stilling og eventuelt rådføre sig med egne professionelle rådgivere. Købstilbuddet fremsættes med forbehold for konkurrenceretlige godkendelser. Fairness Opinion Bestyrelsen har til brug for sin anbefaling modtaget en ”fairness opinion” fra Selskabets finansielle rådgiver, FIH PARTNERS. Med de forbehold og forudsætninger, der ligger til grund for en sådan vurdering, er det FIH PARTNERS opfattelse, at Tilbudskursen ud fra et finansielt perspektiv er fair for aktionærerne i Hedegaard. Vurderingen fra FIH PARTNERS er afgivet til bestyrelsen til brug for bestyrelsens vurdering af Købstilbuddet og kan ikke anvendes til andre formål. Øvrige overvejelser Ved afgivelsen af denne redegørelse har bestyrelsen bl.a. noteret sig følgende: at det er Dan Agro Holdings hensigt, at Hedegaard skal forblive noteret på OMX Nordic Exchange Copenhagen og bevare samme aktivitetsomfang som hidtil. Dan Agro Holding har således ikke planer om lukning af fabrikker eller driftssteder, og overtagelsen forventes ikke at føre til en reduktion af antallet af arbejdspladser. at det er Dan Agro Holdings hensigt at Selskabets direktion skal fortsætte uændret efter Købstilbuddets gennemførelse. Der forventes ændringer i Hedegaards bestyrelse efter Købstilbuddets gennemførelse, således at bestyrelsens sammensætning kommer til at afspejle ejerstrukturen samtidig med, at der sikres kontinuitet ved fastholdelse af nogle af de nuværende bestyrelsesmedlemmer. at det er Dan Agro Holdings hensigt at foranledige, at Selskabets hidtidige udbyttepolitik om udbetaling af resultater efter skat fortsætter uændret. Hvis ordinær generalforsamling i 2009 afholdes inden for 12 måneder efter gennemførelsen af Købstilbuddet, er det således Dan Agro Holdings hensigt at støtte forslag om udbytte på 100% af resultatet efter skat for 2008. at Dan Agro Holding ikke har planer om at gennemføre vedtægtsændringer, bortset fra sådanne ændringer som måtte være nødvendige for at bringe Selskabets vedtægter i overensstemmelse med aktieselskabslovens bestemmelser eller for at gennemføre en eventuel tvangsindløsning. Bestyrelsens anbefaling På baggrund af ovenstående vurdering af Købstilbuddets fordele og ulemper samt de øvrige forhold, der er beskrevet i denne redegørelse, herunder men ikke begrænset til den af FIH PARTNERS afgivne ”fairness opinion”, har bestyrelsen besluttet at anbefale aktionærerne at acceptere Købstilbuddet. Nørresundby, den 17. april 2008 Bestyrelsen i Hedegaard A/S Yderligere informationer: Arne Tirsgaard Bestyrelsesformand Tlf. 21 18 50 74
Redegørelse fra Hedegaard A/S' bestyrelse i forbindelse med offentligt købstilbud fra Dan Agro Holding A/S
| Source: Hedegaard A/S