Selskabet har afsluttet samtlige kontrakter med leverandører om udvidelsen af kapaciteten. Det betyder en fysisk udvidelse af fabrikken med 2.000 m2 samt et nyt, fuldautomatisk anlæg til intelligent produktion af foliebelagte skuffesider til den europæiske plademøbelindustri. Det nye anlæg betyder en forøget produktionskapacitet svarende til en øget omsætning på omkring 100 millioner DKK. Anlægget indkøres fra den 1. august 2008, og selskabet forventer opstart af de første leverancer til kunder per den 1. november 2008. Det nye, fuldautomatiske anlæg forventes fuldt implementeret og indkørt senest i 2. kvartal 2009. Selskabet meddeler, at eksisterende såvel som potentielle kunder har udvist meget stor interesse for det nye intelligente anlæg og den produktionskapacitet, der følger med. Selskabet arbejder fortsat med indsalg af den øgede kapacitet til selskabets nære markeder. Ny salgschef skal indtage Centraleuropa For at styrke salget på det centraleuropæiske marked har selskabet per den 1. maj 2008 ansat Tom Madsen, som salgschef med ansvar for netop dette marked. Tom Madsen er 35 år og bosiddende i Hamborg, Tyskland. Tom Madsen har tidligere været ansat i BackIIBasic A/S, Carl Hansen & Søn A/S og Montana Møbler A/S. Med Tom Madsens tiltræden får selskabet dermed en stærk person med de bedste resultater fra tidligere virke. Og så vil Tom Madsen udgøre det nødvendige brohoved i Tyskland, hvorfor selskabet også åbner kontor i Hamborg. Den øgede produktionskapacitet skal bl.a. udbydes på det centraleuropæiske marked. Selskabets vision er fortsat at være den førende producent og leverandør af skuffesider til den europæiske plademøbelindustri. Ny mand i bestyrelsen For at styrke selskabets bestyrelse har Danfold A/S på selskabets seneste generalforsamling indvalgt advokat Carsten Malby som medlem af selskabets bestyrelse. Advokat Carsten Malby er bl.a. medlem af bestyrelsen for Wibroe, Duckert & Partners A/S, A/S Information, Faxe Kalk A/S, Gludan Gruppen A/S og XO Care A/S. --- Om Danfold A/S Danfold A/S blev grundlagt i 1978 og har sit domicil på Mors. Den 1. januar 2005 fik virksomheden nye ejere, som sammen med ledelsen og medarbejderne igangsatte en omfattende moderniserings- og optimeringsproces. Danfold A/S ligger i dag, hvor den altid har ligget - nemlig på Mors. Og her skal virksomheden også ligge de næste mange, mange år. Danfold A/S er noteret på First North børsen og producerer skuffesider til den europæiske plademøbelindustri. Selskabet har i dag en omsætning på 80 millioner DKK og forventer en omsætning på 180 millioner DKK i 2010. Selskabets vision er at blive den største producent og leverandører af skuffesider i Europa. Hertil kommer, at Danfold A/S fortsat vil fokusere på udvikling af innovative produktionsprocesser og produkter med mindst muligt spild og den bedst mulige samlede logistik. Forretningsgrundlaget bygger på et samspil mellem innovative produktionsprocesser, logistik og tætte kundeforhold - derfor er det vanskeligt at konkurrere med Danfold A/S gennem efterligning. Læs mere på www.danfold.dk Yderligere information, kontakt venligst Mads Leth Christiansen, ejer og bestyrelsesformand, Danfold A/S Tlf.: 4050 8081 Godkendt rådgiver: Schrøder Partners A/S - kontaktperson: Partner Claus Melgaard
Danfold A/S udvider produktionskapaciteten, ansætter salgschef til Centraleuropa og får ny mand i bestyrelsen
| Source: Danfold A/S