Ny opgavefordeling i KIF Koldings trænerteam Siden 2001 har Ulf Sivertsson haft ansvaret som cheftræner for KIF Koldings herrer. Først alene, siden i samarbejde med Flemming Pedersen og de sidste 2 år i samarbejde med sin bror Thomas Sivertsson. Trænerteamet i den kommende sæson bliver identisk med de tidligere 2 sæsoner, dog med Thomas Sivertsson som hovedansvarlig. ”Der er intet dramatisk i dette. Ulf har haft ansvaret for holdet i 7 sæsoner og med 8 titler er vi ovenud tilfredse med hans indsats, og vi ønsker stadig at have Ulf tilknyttet holdet. Ulf er en god mand for klubben og han har intet imod at Thomas træder frem på den forreste række”, siger KIFs direktør Jens Boesen og slutter med disse ord om Ulf. ”Han er om noget en af dem der bærer vores værdier. Klub før hold før den enkelte.” Thomas Sivertsson har haft medansvar for holdet i mange år og det er helt naturlig at han nu skal bevise om han er den der skal føre holdet tilbage blandt de allerøverste, som stadig er klubbens målsætning med herrerne. KIF Håndbold Elite A/S' direktør Jens Boesen er meget tilfreds med at kunne bevare trænerteamet også i den kommende sæson. ”Der har været mange kloge i denne sæson. Mange der har haft travlt med at placere ansvar for at vi ikke var helt i top som tidligere år. Der har endda været andre trænere, der har ringet og tilbudt deres arbejdskraft. Vi har evalueret inden døre, som vi plejer, og er kommet frem til at dette er løsningen for den kommende sæson,” siger Jens Boesen Organisatoriske spørgsmål skal rettes til Jens Boesen på tlf. 75 53 53 41 eller mobil 20 89 37 00. Sportslige spørgsmål rettes til herretrænerne Thomas Sivertsson på 51 94 23 62 og Ulf Sivertsson på 23 23 03 55 Med venlig hilsen KIF Håndbold Elite A/S