Årsrapport for 2007/2008


Meddelelse nr. 4 - 25. September 2008

Årsrapport for 2007/2008 i KIF Håndbold Elite A/S - som forventet.


KIF Håndbold Elite A/S´ reviderede årsrapport for året 2007/2008
(01.07.07-30.06.08) viser en omsætning på 34.164 tkr. og et EBITDA på 653 tkr.
Resultatet udviser et underskud på 70 tkr. før skat, hvilket stort set svarer
til det budgetterede resultat. Resultatet anses for tilfredsstillende, set i
lyset af årets sportslige begivenheder og begge eliteholds manglende
slutspilsplacering. 

Årets resultat foreslås overført til næste år.

Egenkapitalen udgør pr. 30/6-2008 19.648 tkr. hvilket er 18.461 tkr. større end
ved årets start. Forbedringen skyldes primært en succesfuld gennemført
børsintroduktion på First North, med en kapitaltilførsel på i alt 19.168 tkr.
hvilket i markedet for elitesportsvirksomheder må betegnes som meget
tilfredsstillende. Aktiekapitalen udgør efter børsintroduktionen 20.528 tkr. 

Selskabets aktier handles p.t. på First North til kurs 85, og værdien af
selskabets 205.274 aktier udgør dermed 17.448 tkr. i forhold til egenkapitalen
pr. 30/6-2008 på 19.648 tkr. Selskabets aktier handles således ca. 13 % under
selskabets indre værdi. 


Hovedtallene for perioden kan ses på den vedhæftede fil:	 	 	 


Eksterne investorer har i løbet af regnskabsåret erhvervet rettighederne til
bla: 

-	Navneretten til Koldinghallen
-	Navneretten til Sponsorlounge i Koldinghallen
-	Brugsret til skyboxe i Koldinghallen

Vederlaget for overdragelsen af disse rettigheder indgår i årets realiserede
omsætning og resultat. Aftalen med investorerne skal ses i lyset af de store
fremtidige udfordringer, der kommer for KIF Håndbold Elite A/S, hvor krav til
organisatorisk og økonomisk struktur er altafgørende for fortsat succes. 

Sportsligt tilbageblik på sæsonen 2007/2008

Endnu engang var der store forventninger til KIFs to ligahold, og mange blev
indfriet og andre blev ikke. Mens der på herresiden er ro på trænerbænken,
måtte KIF Vejen forud for sæsonen igen til at finde ny træner, da den slovenske
træner Tone Tiselj ikke kunne få arbejdet i Danmark til at passe sammen med
familielivet. Lige inden sommerferien lykkedes det, at lave en aftale med den
tidligere herreanfører Lars Frederiksen, der i nogle år havde haft trænerjob på
herresiden i andre klubber. 

Damerne

Udover tilgangen af ny cheftræner var der også et par nye spillere i truppen.
Charlotte Højfeldt kom til fra Viborg og tyske Stefanie Melbeck returnerede til
dansk håndbold efter nogle år i Hamborg. Disse 2 forstærkninger viste sig at
være et par af de bedste forstærkninger i ligaen overhovedet. Med et meget
svært program i de første kampe, snakkede folk om at 6 kampe med 2 point ikke
ville være en katastrofe. Dette viste sig at blive 6 kampe med 10 point som
resultat, og KIF Vejen viste i efteråret stor stabilitet og var ved julepausen
på 2. pladsen i Toms Ligaen. Samtidig havde pigerne spillet sig frem til
semifinalen i Nordea Cup, hvor Viborg på udebane dog var for stor en mundfuld.
Semifinalepladsen betød, at KIF Vejen for andet år i træk er klar til Europa
Cuppen. 

Eksperternes vurdering af KIF Vejen var dog stadig ikke så positiv, som den
interne tro på tingene. Stabiliteten holdt dog helt til sidste runde og kun et
enkelt point afgjorde, at pigerne ikke kom med i slutspillet for første gang.
Ja, man kan næsten sige kun ét sekund. For mange er klart af den opfattelse, at
Slagelses udlignende mål i kampen i Vejen faldt efter hallens ur har fløjtet af
og havde den marginal faldet ud til KIFs fordel, havde det været nok. Det er
sport og det er små marginaler. Det lidt slidte ordsprog er endnu en gang
bekræftet. 

Pigernes mest succesrige sæson nogensinde blev fulgt op af gode resultater i
Europa Cuppen, hvor holdet var få sekunder fra en plads i semifinalen.
Undervejs havde holdet slået det tyske storhold fra Leipzig, med den tidligere
KIF træner Morten Arvidsson i spidsen. 

Tilbageblikket, med et kig på en 5. plads i ligaen, semifinale i Europa Cuppen
og kvartfinale i Europa Cuppen, er meget positivt og der er vist ingen, der kan
benægte, at det er den bedste sæson for KIFs piger nogensinde. 

Herrerne

Efter den skuffende exit i semifinalen i forrige sæson, var der dømt
revanchesæson for KIF Kolding. Pokalsejren gav dog stadig adgang til Europa
Cuppen, men for første gang i 7 år var det ikke den fornemme Champions League,
men Cup Winners Cup der skulle kæmpes for egne og danske farver. 

Før sæsonen var Lasse Boesen blevet lejet ud til den tyske storklub Lemgo,
Jesper Nøddesbo havde efter 3 super sæsoner fundet vej til FC Barcelona, og
Christian Hjermind havde fået et tilbud fra Ciudad Real ligeledes i Spanien.
Tilgangen var Rene Toft Hansen, og så var der lagt op til at nogle af de unge
talenter for alvor skulle træde frem i lyset. 

Den danske liga vil af mange nok blive husket som den mest lige i mange år. FCK
Håndbolds satsning trak dog lidt fra, men det øvrige felt spillede 26 runder,
hvor mange var inde i billedet til at blive de 4 der skulle i slutspillet. Ja,
faktisk kunne 8 klubber med 5 runder igen nå det forjættede land. KIF Kolding
havde en svær sæson, hvor en del skader gav nogle nederlag som holdet ikke
tidligere er løbet ind i. Blandt andet var der skader både til Rene Toft og
Patrik Ollson, så en vigtig plads både i forsvar og angreb var væsentligt
svækket. Dette viste sig formentligt at blive afgørende for at KIF Kolding til
sidst stod som nummer 5 og for første gang i 10 sæsoner stod uden for det fine
selskab. 

I Europa Cuppen var der sat store mål op. Herrerne ville så langt som
overhovedet muligt i Europa Cuppen for pokalvindere. Lodtrækningsheldet var dog
ikke med KIF'erne, da de tabende Champions League deltager indtrådte i
turneringen. VESZPREM… Den onde ånd som så mange gange har stået i vejen for
KIF Kolding, og endnu en gang viste sig at være for stor en mundfuld for KIF
Kolding. 

Pokaltitel nummer 7

Adgangen til Europa Cuppen var dog sikret undervejs, da KIF tog titel nummer 18
i 26 hidtidige finaler. Pokalsejren over GOG i Århus var den syvende af
slagsen, og betyder at KIF kan se frem til at spille Europa Cup kamp nummer 121
i den kommende sæson. 
Selskabets forventninger til fremtiden

Selskabets forventninger for regnskabsåret 2008/2009 er et mindre positivt
resultat. 


Begivenheder efter regnskabsårets afslutning

KIF Håndbold Invest A/S

Der er etableret et ejendomsselskab - KIF Håndbold Invest A/S - som et 100 %
ejet datterselskab. KIF Håndbold Invest A/S har til formål at udvikle
faciliteterne på Ambolten, både for at have tidssvarende rammer og for at sikre
den fremtidige drift i KIF Håndbold Elite A/S. Datterselskabet er etableret ved
at apportindskyde KIF Håndbold Elite A/S´ aktier nom. Kr. 11.000.000 i Kolding
IF Holding A/S (Koldinghallen). Det er hensigten, at eksterne investorer
indskyder yderligere kr. 11.000.000 i KIF Håndbold Invest A/S, hvilket vil
skabe grundlag for yderligere aktivitetsudvidelser til gavn for KIF Elite
Håndbold A/S. Der foreligger positive tilsagn fra en række investorer. 

Årsagen til etablering af KIF Håndbold Invest A/S som et 100 % ejet
datterselskab af KIF Håndbold Elite A/S skal ses i lyset af, at kunne besidde
den nødvendige handlefrihed for at kunne foretage yderligere facilitetsmæssige
udvidelser i og omkring Ambolten  til gavn for driften af KIF Håndbold Elite
A/S. Udvidelserne vil bl.a. omfatte etablering af en ny tribune med øget
tilskuerkapacitet, en idrætsbørnehave, et sundhedscenter og en
idrætsefterskole. Dette giver KIF Håndbold Elite A/S en helt ny mulighed for at
kunne tilføre en økonomisk kraft for fremtiden. 

KIF Wellness 2006 A/S

Efter statusdagen har KIF Håndbold Elite A/S erhvervet den samlede
selskabskapital i selskabet KIF Wellness 2006 A/S. Selskabet, der ligeledes
bliver et datterselskab, har til formål at udvikle, sælge og levere et trivsels
- og sundhedskoncept, målrettet mod virksomheder og deres medarbejdere.
Konceptet bygger på de særlige kompetencer, som KIF Håndbold Elite A/S har
opbygget indenfor fysisk træning, betydningen af sund kost, motivation og
mental fokus. Disse kompetencer er udbygget med eksterne samarbejdspartnere,
som har kompetencer indenfor bl.a. udarbejdelse af sundhedsprofiler,
stresshåndtering og arbejdsmiljøområdet. Herudover driver selskabet to
motionscentre i Kolding. På nuværende tidspunkt samarbejder selskabet med 12 -
15 virksomheder, som primært kommer fra KIF Håndbolds erhvervsnetværk. 

Som professionel håndboldklub er vi nødt til hele tiden at være vågen for at
finde nye forretningsmuligheder, som kan medvirke til at skabe flere indtægter.
Med købet af KIF Wellness 2006 A/S ser vi gode muligheder for, at komme ind på
et marked, som vi vurderer har et stort potentiale i mange år frem. 

Der er stor fokus på sundhed mange steder i samfundet. Et af de områder hvor vi
ser et stort potentiale er hos virksomheder og deres medarbejdere. Mange
virksomheder gør allerede i dag en stor indsats for, at skabe arbejdspladser
med fokus på god trivsel og sund livsstil. KIF Wellness 2006 A/S har i
selskabets første knap to år udviklet, solgt og leveret et trivsel - og
sundhedskoncept, som er målrettet mod virksomhederne. Det er bl.a. det
forretningskoncept vi ser mange muligheder i, og som vi gerne vil fortsætte
udviklingen af for at skabe nye indtægter til KIF Håndbold Elite A/S. Desuden
planlægger vi at KIF Wellness 2006 A/S skal drive et helt nyt sundhedscenter,
som skal etableres i forbindelse med den videre udbygning af Kolding hallerne
på Ambolten. 
 

Finanskalender 

24. oktober 2008	Ordinær generalforsamling
27. februar 2009	Halvårsrapport 08/09	 


Den trykte årsrapport forventes offentliggjort den 6. oktober 2008 samtidig med
indkaldelse til den ordinære generalforsamling. 


For yderligere information om KIF Håndbold Elite A/S kontakt da:
Adm. Direktør Jens Boesen på telefon 75 52 08 80



Kolding, den. 25/9-2008


_____________________		________________________
Jens Boesen			 Bo Kristensen
Adm direktør			 Bestyrelsesformand



KIF Håndbold Elite A/S		Certified Adviser:
Ambolten 2-6 		         Sydbank A/S
6000 Kolding		         Peberlyk 4
Hjemmeside: www.kif.dk		6200 Aabenraa
			         Tlf. 74363636


KIF Håndbold Elite A/S er et selskab hvis formål er, at drive elitehåndbold.
Dameligaen (DHL) under navnet KIF Vejen, herreligaen (HHL) under navnet KIF
Kolding og 2. division damer og herrer under navnet KIF Vamdrup med
tilhørsforhold og hjemmebane i de nævnte byer.

Attachments

fondsbrsmeddelelse nr 4 - 25.09.08.pdf