Tildeling af aktieoptioner til direktion og ledende medarbejdere


Bestyrelsen har i overensstemmelse med retningslinjerne for
incitamentsaflønning som vedtaget på selskabets generalforsamling den 24. april
i år besluttet at foretage en tildeling af aktieoptioner til direktionen og et
antal ledende medarbejdere i ALK. Tildelingen sker som led i det
fastholdelsesprogram, der blev påbegyndt i 2006. Der bliver i alt tildelt
47.750 aktieoptioner, fordelt med 19.100 optioner til direktionen og 28.650
optioner til en kreds af ledende medarbejdere. 

Aktieoptionerne kan udnyttes i perioden fra den 1. november 2011 til den 1.
november 2015 i det fire ugers handelsvindue, der efterfølger offentliggørelsen
af hver års- eller delårsrapport. Såfremt optionsmodtagerne ikke har udnyttet
optionerne ved udløbet af den anførte periode, bortfalder optionerne uden
yderligere kompensation til optionsmodtagerne. 

Udnyttelsesprisen for optionerne er fastlagt til kurs 504, svarende til et
gennemsnit af lukkekurserne for selskabets aktie på NASDAQ OMX Copenhagen A/S i
perioden den 13. - 19. november 2008 (begge dage inklusive). Dertil lægges en
årlig forrentning på 2,5 %, som pålægges første gang den 1. november 2009. Ved
udbetaling af udbytte korrigeres optionernes udnyttelseskurs, således at 1 DKK
i udbytte pr. aktie medfører et fradrag på 1 kurspoint på udnyttelsesprisen. 

Markedsværdien for den besluttede optionsordning på 47.750 optioner udgør ca. 9
mio. DKK ved anvendelse af Black & Scholes modellen til værdiansættelse af
aktieoptioner. Ved beregningen er der forudsat en udnyttelseskurs på 556, at
der udbetales udbytte på 5 DKK pr. aktie pr. år, en volatilitet på 45 % p.a. og
en risikofri rente på 4,4 % p.a. 

Under IFRS regnskabspraksis bliver optionsprogrammet udgiftsført over
optjeningsperioden i resultatopgørelsen under omkostninger i de respektive
funktionsområder. 

Tildelingen af aktieoptioner ændrer ikke ved selskabets økonomiske
forventninger. 

Der er ikke tildelt optioner til bestyrelsens medlemmer.


ALK-Abelló A/S


Jørgen Worning
Bestyrelsesformand

Kontaktperson: Jørgen Worning, bestyrelsesformand, telefon 4576 7405

Attachments

fm-18-2008-dk.pdf

Recommended Reading