Kommentarer til resultatet i 2008 TOPSILS SAMLEDE NETTOOMSÆTNING i 2008 udgjorde 289,4 mio. kr., svarende til en omsætningsvækst på 49,8% i forhold til 2007. Den realiserede omsætning, som indeholder knapt 30 mio. kr. fra polske Cemat Silicon S.A., er marginalt højere end den senest udmeldte forventning. Resultat af primær drift blev i 2008 64,2 mio. kr. mod 52,1 mio. kr. i 2007, svarende til en overskudsgrad på 22,2% mod 27,0% året før. RESULTAT FØR SKAT I 2008 udgjorde 62,1 mio. kr., hvilket er på niveau med den senest udmeldte forventning og 14,0 mio. kr. mere end i 2007. Efter skat blev årets resultat et overskud på 45,9 mio. kr. mod 34,9 mio. kr. i 2007. RESULTATET ER DET BEDSTE i koncernens historie og betegnes af ledelsen som meget tilfredsstillende. DEN MARKANTE MARKEDSVÆKST inden for float zone silicium fortsatte i 2008, og ved indgangen til 2009 har Topsil modtaget det største antal ordrer nogensinde til levering inden for det næste år. TOPSIL GENNEMFØRTE I 2008 købet af 95,92% af Cemat Silicon S.A. i Polen til en købspris af 153,7 mio. kr. Topsil etablerede sig dermed inden for czochralski silicium og fik egne skivebearbejdnings- og poleringsfaciliteter. TOPSIL INDGIK ULTIMO 2008 EN NY LANGTIDSKONTRAKT for levering af polysilicium med henblik på at udvide koncernens float zone produktion. Kontrakten dækker perioden 2010 til 2017 og supplerer således den eksisterende langtidskontrakt, der løber frem til 2012. Kontrakten vil på sigt øge Topsils kapacitet på float zone silicium med 30%. FOR AT IMØDEKOMME DEN STIGENDE EFTERSPØRGSEL har Topsil igangsat en udvidelse af produktionskapaciteten i Frederikssund. Første etape af udvidelsen vil blive taget i brug i 2010. Forventninger til 2009 Samlet set forventes koncernen i 2009 at realisere en NETTOOMSÆTNING i størrelsesorden 430-450 mio. kr. svarende til en vækst på ca. 50%. For koncernen som helhed forventes der i 2009 at blive realiseret en OVERSKUDSGRAD på ca. 18% og et RESULTAT FØR SKAT i niveauet 65-75 mio. kr. Den fulde meddelelse er vedhæftet i PDF