Året i hovedtræk - resultater og forventninger Renewagy-koncernen (Koncernen), herunder Renewagy A/S (Selskabet), opnåede i regnskabsåret 2008 et resultat før skat på DKK -5,9 mio. Resultatet afviger fra den tidligere udmelding på DKK 0-5 mio. Afvigelsen skyldes forskydning af idriftsætning af Koncernens solcelleparker, som medfører en nettopåvirkning på DKK -7,9 mio. Koncernen realiserede i 2008 en nettoomsætning på DKK 56,7 mio. fra salg af elektricitet, og de direkte omkostninger til drift af solcelleparker har andraget DKK 4,2 mio. Positivt cash flow fra drift af solcelleparker til servicering af gæld udgør DKK 52,5 mio. i regnskabsåret. Niveauet for nettoomsætningen er i overensstemmelse med det tidligere udmeldte om en nettoomsætning i niveauet DKK 55-60 mio. Årets resultat før skat er påvirket af en indtægt på DKK 9,0 mio. i forbindelse med afhændelse af værdipapirer samt en éngangsomkostning på DKK 4,7 mio., afholdt i forbindelse med ændring af Selskabets ledelse ultimo januar 2008. Koncernens aktivitetsniveau og resultat i 2008 betragtes af ledelsen som værende tilfredsstillende, men marginalt lavere end forventet, hvilket skyldes turbulensen på de finansielle markeder, som i nogen omfang har forsinket turnkey overdragelsen. Dette betyder, at den samlede produktionskapacitet ultimo 2008 udgør 43,7 MWp mod en forventet produktionskapacitet på mellem 50-60 MWp. Koncernen meddelte i november 2008, at man havde indgået aftale omkring fusion med Koncernens tyske, strategiske samarbejdpartner, Colexon Energy AG, der er en global solcellepark developer. Processen omkring fusionen forløber tilfredsstillende, og transaktionen forventes godkendt på selskabernes ordinære generalforsamlinger i april og maj måned 2009. Følgende højepunkter for regnskabsåret 2008 skal fremhæves: • Koncernens idriftsatte solcelleparker har genereret en produktion, der svarer til det forventede • Koncernen har i november 2008 udmeldt, at man forventer at fusionere med den tyske solcellepark developer Colexon Energy AG • Koncernen har opnået tilfredsstillende finansiering af samtlige erhvervede solcelleparker • Koncernen har i ingen eller kun i mindre omfang været påvirket af den finansielle krise på kapitalmarkederne • Koncernen har i 2008 etableret operationelt hovedkontor i Hamborg og har igennem rekruttering udvidet koncernens videnkapital • Koncernen har foreløbig valgt at fokusere på sit kerneområde, solcelleenergi, og har for tiden valgt at frasælge alle aktiviteter indenfor vindenergi • Koncernen har i regnskabsåret fortsat den i år 2007 påbegyndte afvikling af tidligere aktiviteter Investering Koncernen har i alt foretaget investeringer i solcelleparker for DKK 1,3 mia. Koncernen har modtaget finansiering og finansieringstilsagn på i alt DKK 1,1 mia. på seniorfinansieringen med fast rente i hele seniorfinansieringens løbetid på mellem 17-18 år. Det gennemsnitlige faste renteniveau udgør ca. 5,0 % p.a. Den samlede indregnede seniorfinansiering udgjorde ultimo 2008 DKK 772 mio. Begivenheder efter status Frasalg af vindaktiviteter Koncernen har i januar og februar måned 2009 frasolgt samtlige vindaktiviteter. Ændringer i ledelsen I januar 2008 indtrådte Alexandra von Bernstorff i direktionen med henblik på at opbygge en portefølje af solcelleparker og fundamentet for den videre ekspansion. Dette arbejde er nu succesfuldt gennemført, og Alexandra von Bernstorff tilknyttes fremadrettet Koncernen på konsulentbasis med primær fokus på Koncernens investeringsprogrammer og finansieringsstrukturer. Koncernens nuværende økonomidirektør/CFO Tom Larsen vil samtidig tiltræde som administrerende direktør/CEO og vil herefter udgøre direktionen. Fokus i 2009 Koncernen vil i 2009 fokusere på at gennemføre den udmeldte fusion med Colexon Energy AG og dermed skabe en markedsledende aktør/elproducent på markedet for solcelleenergi. Koncernen vil fortsætte med at ekspandere sin portefølje af solcelleparker. Det geografiske fokusområde vil fortsat være Tyskland, men også øvrige europæiske lande, som politisk understøtter solcelleenergi i form af subsidiestrukturer i lighed med det tyske marked. Disse omfatter primært middelhavsregionen og enkelte østeuropæiske lande. Med venlig hilsen Tom Larsen Adm. direktør/CEO Kontaktperson: Tom Larsen Adm. direktør/CEO Tlf. +45 2030 5961 +45 4333 1351
2008
| Source: Renewagy