Selskabsmeddelelse nr. 5 - 2009 28. april 2009 Rapport for 1. kvartal 2009 for Netop Solutions A/S Netop Solutions A/S har i 1. kvartal 2009 haft en omsætningsvækst på 58% (11% på sammenlignelig basis) set i forhold til 1. kvartal 2008, hvilket er på linje med det budgetterede. Ledelsen har fortsat fokus på den afsluttende del af den turn-around proces, som blev igangsat i 2008. Selskabets udviklingscenter i Rumænien er i løbet af 1. kvartal blevet tilført yderligere medarbejderressourcer, salgsorganisationen er blevet styrket og Netop Solutions' markedsposition er blevet væsentligt forbedret. Forventningerne til en væsentlig omsætningsfremgang samt forbedret indtjeningsevne til helåret 2009 fastholdes, men det er fortsat ikke realistisk at forvente et positivt driftsresultat for hele 2009. Omsætningen i 1. kvartal 2009 udgjorde DKK 26,1 mio. mod DKK 16,5 mio. i 1. kvartal 2008, svarende til en stigning på 58%. Denne betydelige stigning kan i al væsentlighed henføres til tilkøbe af GenevaLogic og indgåelse af forhandleraftalen vedrørende Medianet medio 2008. Såfremt disse selskabers omsætning for 1. kvartal 2008 tillægges Netop Solutions' omsætning for samme periode sidste år registreredes på sammenlignelig basis en omsætningsstigning på 11% i 1. kvartal 2009 i forhold til samme periode sidste år. Ledelsen betragter dette som tilfredsstillende taget den globale økonomiske recession i betragtning. Omsætningen i EMEA/APAC-regionen steg med DKK 3,4 mio. og omsætningen i USA steg med DKK 6,1 mio. i forhold til samme periode sidste år, svarende til stigninger på henholdsvis 6% og 17% på en sammenlignelig basis, Omsætningen inden for Administration udgjorde DKK 14,1 mio. i 1. kvartal mod DKK 13,5 mio. i samme periode sidste år. Omsætningen inden for Education blev i 1. kvartal på DKK 9,8 mio. mod DKK 3,0 mio. i samme periode sidste år, mens omsætningen inden for Communication, som er et nyt forretningsområde for Netop Solutions, udgjorde DKK 0,8 mio. Licensmodellen indenfor Communication adskiller sig fra Administration og Education ved at Netop Solutions ikke sælger en licens mod betaling af et engangsbeløb for kundens rettighed til at anvende produktet (softwaren). Derimod består kundens betaling for at benytte produkter i form af løbende betalinger vedrørende aftaler med en uendelig løbetid. Dette giver således Netop Solutions en løbende pengestrøm. Efter periodens udløb har Medianet meddelt Netop Solutions, at Medianet i forlængelse af forhandleraftalen, ønsker at sælge rettighederne til softwaren til Netop Solutions, således at Netop Solutions fuldt ud overtager rettighederne til Communication produktet. En aftale mellem parterne vedrørende den praktiske effektuering udestår. Resultatet af primær drift før afskrivninger og amortiseringer (EBITDA) for 1. kvartal 2009 udgjorde minus DKK 13,2 mio. mod minus DKK 12,3 mio. i samme periode sidste år. Resultatet af primær drift (EBIT) blev på minus DKK 16,6 mio. i 1. kvartal 2009 mod minus DKK 13,8 mio. i samme periode sidste år. Nettoresultatet udgjorde minus DKK 14,3 mio. i 1. kvartal 2009 mod minus DKK 8,9 mio. i 1. kvartal 2008. Resultatet er på linje med ledelsen forventninger, idet omkostningerne er højere i 1. kvartal 2009 end i den resterende del af året, som følge af, at effekten af de eksekverede besparelser først slår fuldt igennem efter 1 kvartal. Ledelsen fastholder forventninger om fremgang i både omsætning og resultat i 2009. De successivt faldende omkostninger gennem 2009 forventes, sammen med forventningen om stigende omsætning gennem året, at medføre et driftsmæssigt overskud (EBITDA) i andet halvår af 2009. Det er imidlertid ikke realistisk at forvente et positivt driftsresultat for hele 2009. Kontakt Administrerende direktør Kurt Bager Finansdirektør Claus Finderup Grove Telefon: 45 90 25 25 Telefon: 45 90 25 25 E-mail:kgb@netop.com Email: cfg@netop.com Om Netop Solutions A/S Netop udvikler og sælger software-løsninger, der giver mulighed for hurtig, sikker og stabil overførsel af video, skærmbilleder, lyd og data over internettet. Selskabet har tre forretningsområder: Administration, Education og Communication.Netops unikke og omkostningsbesparende Administration-løsninger gør arbejdslivet lettere for it-professionelle med Remote Control og IT Asset Management. Med de markedsledende Education-løsninger til classroom management og corporate e-learning, hjælper Netop elever og lærere til at opnå optimale resultater gennem virtuel undervisning. Netops Communication-løsninger herunder unified communications, lader kunder, partnere og kolleger mødes nemt og sikkert i det virtuelle rum via videokonferencer,chat, tale og fildeling over internettet. Netop beskæftiger 140 ansatte og har datterselskaber i USA, England, Kina, Tyskland og Schweiz. Selskabet sælger sine løsninger til offentlige og private kunder i mere end 80 lande. Netop Solutions A/S er noteret på Københavns Fondsbørs OMX og indgår i SmallCap+ indekset. I 2008 omsatte Netop for 92,1 millioner kroner. Læs mere på: www.netop.com.