Selskabsmeddelelse nr. 2 2009/10 København, den 30. april 2009 Årsregnskabsmeddelelse for perioden 1. februar 2008 - 31. januar 2009 Bestyrelsen i Scandinavian Private Equity A/S (SPEAS) har i dag behandlet og godkendt Selskabets årsrapport. Årsrapporten har følgende hovedpunkter: SPEAS har afgivet investeringstilsagn til fem udvalgte private equity fonde, som efter SPEAS' vurdering er blandt de bedste inden for hver deres segment: EQT V, Industri Kapital 2007, Litorina Kapital III, Apax Europe VII samt Herkules Private Equity Fund III. SPEAS' investeringer gennem private equity fonde udgør DKK 240 mio., og Selskabets udestående investeringstilsagn til private equity fonde udgør ca. DKK 530 mio., som fondene kan investere i nye virksomheder over de kommende år. Derudover har SPEAS DKK 69 mio. børsnoterede aktier i private equity selskaber og DKK 347 mio. indlån i danske pengeinstitutter. Periodens nettoresultat blev DKK -224,1 mio. Investeringer gennem private equity fonde er nedskrevet med DKK 63 mio., og beholdningen af børsnoterede aktier i private equity selskaber har givet et negativt afkast på i alt DKK 153,9 mio. Placeringen af likvide beholdninger har givet et resultat af finansielle poster på netto DKK 17,1 mio. Egenkapitalen udgjorde pr. 31. januar 2009 DKK 664,2 mio. svarende til en indre værdi pr. aktie på DKK 13.307 mod en børskurs pr. 28. april 2009 på DKK 5.800. I regnskabsårets 4. kvartal har SPEAS købt 153 stk. egne aktier for i alt DKK 0,9 mio., idet aktiekursen vurderes attraktiv sammenlignet med Selskabets øvrige investeringsalternativer. SPEAS forventes i forbindelse med den seneste ændring af aktieavancebeskatningslovens §19 at få status som et skattefrit investeringsselskab, hvorved danske investorer fremover beskattes af den løbende kursudvikling. Den ændrede beskatning påvirker ikke SPEAS' indre værdi eller forventninger til fremtiden. Før værdireguleringer af investeringer gennem private equity fonde forventes et resultat for regnskabsåret 2009/10 på DKK -15 mio. til DKK +5 mio. (svarende til et egenkapitalafkast på -2% til +1%). Årets resultat vil være afhængigt af udviklingen på de finansielle markeder. Yderligere oplysninger: Ole Mikkelsen, adm. direktør, telefon (+45) 70 25 10 55, mobiltelefon (+45) 30 66 96 30 Med venlig hilsen Scandinavian Private Equity A/S Jens Erik Christensen Ole Mikkelsen Bestyrelsesformand Adm. direktør
Årsregnskabsmeddelelse for perioden 1. februar 2008 - 31. januar 2009
| Source: Scandinavian Private Equity