København, den 13. maj 2009 Meddelelse nr. 13/2009 Årets første kvartal blev som forventet meget udfordrende. Adm. dir. Niels Smedegaard udtaler - Vores resultat for 1. kvartal er naturligvis påvirket af den markante nedgang i fragt-mængderne på omkring 20-25%, der har præget hele markedet. Der blev dog også opnået fremgang på vigtige områder i kvartalet, tilføjer Niels Smedegaard - Vi glæder os over, at de mange tiltag, vi har gennemført, ser ud til at virke. Sammen med en lavere oliepris har det givet en fremgang på DKK 50 mio. for passageraktiviteterne. Vi har forbedret marginalen for vores traileraktiviteter og vores pengestrøm fra driften er styrket. Derudover forfølger vi de muligheder, der opstår, for at forbedre vores langsigtede markeds-position. Om markedsudviklingen i resten af 2009 siger Niels Smedegaard - I de seneste måneder har vi set en mere stabil udvikling i markedet. Sigtbarheden er dog fortsat usædvanlig lav, så det er stadig for tidligt at sige, om der er tale om en stabilisering eller en mere vedvarende forbedring. Derfor arbejder vi også målrettet videre med at tilpasse vores omkostninger og aktiviteter til markedsudviklingen, og ikke mindst holder vi fokus på salgsarbejdet. Væsentlige begivenheder, 1. kvartal: •Omsætning reduceret med 26% til DKK 1,4 mia. Justeret for oliepristillæg blev omsætningen reduceret med 20% •Driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) reduceret med 44% til DKK 79 mio. •Resultat før skat reduceret til DKK -105 mio. (DKK -58 mio.) •Pengestrøm fra driften forbedret til DKK 223 mio. (DKK 124 mio.) •Passenger Shipping opnåede resultatfremgang på DKK 50 mio. •Margin for Trailer Services forbedret •20-25% lavere fragtmængder medførte betydelig resultatnedgang for ro-ro-, container- og terminalaktiviteterne •For hele året forventes fortsat et resultat før skat på omkring nul