Danfold A/S, der er noteret på First North, meddeler, at Selskabet netop har indgået en 3-årig aftale med én af Europas førende uafhængige møbelfabrikker. - Aftalen er den største, vi har indgået indtil dato. Den åbner blandt andet mulighed for et betydeligt salg af vores fyrretræsprodukter, udtaler bestyrelsesformanden for Danfold A/S Mads Leth Christiansen i forbindelse med meddelelsen om kontraktindgåelsen. De nærmere kommercielle vilkår er ikke offentlige, men det er ledelsen forventning, at der vil komme en merafsætning på minimum 18 mio. kr. i 2010 på baggrund af den indgåede aftale. Aftalen er den første af sin art, som Selskabet indgår uden for den tidligere meddelte rammeaftale med IKEA, da kunden afsætter sine produkter gennem et stort net af europæiske detailkæder, og understøtter således Selskabets strategi om at have en bred og varieret kundekreds. Som meddelt i halvårsrapporten den 28.8.2009 arbejdes der på en udvidelse af Selskabets aktiekapital på op til 1,1 mio. stk. aktier til markedskurs. Provenuet skal bl.a. benyttes til styrkelse af likviderne i selskabet i forbindelse med den forventede snarlige aktivitetsforøgelse. Om Danfold A/S Danfold A/S blev grundlagt i 1978 og har sit domicil på Mors. Den 1. januar 2005 fik selskabet nye ejere, som sammen med ledelsen og medarbejderne igangsatte en omfattende moderniserings- og optimeringsproces. Danfold A/S blev noteret på First North børsen januar 2008 og producerer skuffesider til den europæiske plademøbelindustri. Selskabets vision er at blive den største producent og leverandører af skuffesider i Europa. Hertil kommer, at Danfold A/S fortsat vil fokusere på udvikling af innovative produktionsprocesser og produkter med mindst muligt spild og den bedst mulige samlede logistik. Læs mere på www.danfold.dk Yderligere information, kontakt venligst Mads Leth Christiansen, Bestyrelsesformand, Danfold A/S Tlf.: +45 40508081 Godkendt rådgiver: Schrøder Partners A/S - kontaktperson: Partner Claus Melgaard
Meddelelse nr. 18: Danfold A/S indgår væsentlig samhandelsaftale med førende møbelfabrik
| Source: Danfold A/S