Salling Bank A/S har indgået aftale med staten om ansvarligt lån.


Salling Bank A/S har i dag indgået aftale med staten om tilførsel af ansvarligt
lån i form af hybrid kernekapital på 65 mio. kr. Beløbet udbetales 2. november
2009. 

Optagelse af den hybride kernekapital medfører en yderligere styrkelse af
bankens kapitalgrundlag. Med udgangspunkt i de vægtede aktiver pr. 30.
september 2009 øges bankens kernekapital fra de nuværende 8,6 % til 12,0 %, og
den samlede solvens stiger fra 13,7 % til 17,1 %. 
 
Banken havde, allerede før den internationale finanskrise brød ud, sikret sig
efterstillede kapitalindskud på i alt 100 mio. kr., der udløber i 2015 og 2016
med halvdelen i hvert af årene, og kapitalgrundlaget til opfyldelse af bankens
planlagte strategiske udvikling over de næste 5 år var således på forhånd
sikret. 

Bestyrelsen har imidlertid fundet det vigtigt, at banken har et forøget
kapitalberedskab til at modstå eventuelle kommende effekter af finanskrisen og
den internationale lavkonjunktur, og har på den baggrund besluttet at forstærke
kapitalbasen yderligere med den hybride kernekapital. 

Lånets vilkår fremgår af bankens hjemmeside, hvor det fuldstændige aftalesæt er
offentliggjort. 

Spørgsmål til fondsbørsmeddelelsen bedes rettet til bankdirektør Peter Vinther
Christensen på telefon 97523366.

Attachments

medd nr 11 2009 aftale om ansvarlig lan.pdf