pr. 30. september 2009


Tilfredsstillende resultat på 75 mio. kr. før skat for årets første 9 måneder
Nettorenteindtægter forøget med 50 mio. kr. til 256 mio. kr.
Basisindtægter forøget med 17 pct. til 334 mio. kr.
Administrationsomkostninger øget med 9 pct. til 174 mio. kr. (excl. Løkken er
omkostningerne uændrede) 
Basisindtjeningen forbedret med 14 pct. til 142 mio. kr.
Nedskrivninger og tab på udlån og garantier med kunder udgør 63 mio. kr. -
svarende til en nedskrivningsprocent på 1,1 p.a. 
Nedskrivninger vedrørende garantien for nødlidende pengeinstitutter samt
garantiprovision til Det Private Beredskab har belastet bankens resultat for
årets første ni måneder med i alt 29 mio. kr. 
Resultat før skat på 75 mio. kr. forrenter egenkapitalen med 9,4 pct. p.a.
Bankens ledelse anser - de vanskelige eksterne forhold taget i betragtning -
resultatet, som ligger i overkanten af det forventede, for tilfredsstillende. 

Solidt kapitalgrundlag
Egenkapitalen andrager ved udgangen af september måned 2009 i alt 1.095 mio.
kr. 
Kernekapitalprocenten  og solvensprocenten andrager 16,0 - alene baseret på
egenkapital 
Bankens individuelle solvensbehov er senest opgjort til under 8 pct. og udgør
derfor lovens minimumskrav på 8 pct. 

Forventningerne til årets basisindtjening før nedskrivninger opjusteres
Banken forventer for 2009 en basisindtjening før nedskrivninger på udlån og
kursregulering af børsnoterede værdipapirer - efter der er afholdt 25 mio. kr.
i provisionsbetaling til Det Private Beredskab - på 170 - 180 mio. kr. En
mindre opjustering i forhold til de tidligere udmeldte forventninger for året. 

Forventningerne til året nedskrivningsprocent på udlån og garantier med bankens
kunder forventes uændret på ca. 1 pct.  for året som  helhed. Hertil kommer
nedskrivninger under garantien for nødlidende pengeinstitutter, jf. Bankpakke
I. 

Nordjyske Bank klarer skærerne, uden hjælp udefra
- samtidig med at bankens forretningsområde og -omfang udvides i det nordjyske
Med en række offentlige indgreb har man forsøgt at bremse krisen, vende
udviklingen og igen skabe vækst i samfundet. Alligevel blæser der stadig kolde
vinde over de finansielle markeder, og økonomien værker fortsat. 

I Nordjyske Bank er det  imidlertid lykkedes os ikke kun at ride stormen af. Vi
har skabt positive resultater i krisetider og mener at kunne konstatere, at
vores måde at drive bank på gennem  årene - moderne på den lidt konservative
måde - har vist sin styrke. 

Den 1. april i år overtog vi kerneaktiviteterne i den tidligere Løkken
Sparekasse. Og som meddelt tidligere i dag, forventer vi med virkning fra den
1. januar 2010 at overtage Øster Brønderslev Sparekasse med afdelinger i Øster
Brønderslev og Brønderslev.  Overtagelserne er i tråd med bankens langsigtede
strategi om at blive større i Nordjylland. Med overtagelserne følger en række
engangsudgifter, som skal afholdes i år og næste år, men allerede i 2010
forventer vi, at de nye filialer vil bidrage med 15  - 25 mio. kr. i yderligere
basisindtjening. 

Den såkaldte Bankpakke II giver danske pengeinstitutter med en for lille
kernekapital mulighed for at få den løftet til 12 procent ved hjælp af et
statsligt kapitalindskud. For pengeinstitutter med en kernekapitalprocent på
over 12  var der mulighed for at  løfte kernekapitalprocenten med maksimalt 3
procentpoint. For Nordjyske Bank betød det en mulighed for at få et statsligt
kapitalindskud på op mod 200 mio. kr. 

I Nordjyske Bank har vi altid disponeret efter at have noget at stå imod med i
dårlige tider.  Det illustreres  ved, at vi pr. 30.09.2009, samtidig med at vi
har indarbejdet  kerneaktiviteterne fra den tidligere Løkken Sparekasse i
bankens balance har en kernekapitalprocent på 16,0 alene baseret på
egenkapital.  Overtagelsen af Øster Brønderslev Sparekasse skønnes - alt andet
lige - at reducere bankens kernekapitalprocent med ca. 0,25 procentpoint. 

Derfor er vi i stand til at klare os uden hjælp udefra og tilhører i dag den
lille eksklusive kreds af pengeinstitutter, som har valgt at takke nej til at
benytte tilbuddet  i Bankpakke II. 


Forretningsomfang og balance
Bankens udlån er i løbet af det seneste år forøget med 0,5 mia. kr. til i alt
6,1 mia.kr. I samme periode er det samlede indlån forøget med 1,4 mia. kr. til
i alt  6,4 mia.kr. Det samlede bogførte forretningsomfang, summen af indlån,
udlån og garantier, er det seneste år forøget med 2,0 mia. kr. til i alt  13,7
mia. kr.  Hertil kommer at bankens FinansCenter forvalter formuer for i alt 
4,7 mia.kr.  Inklusive formueforvaltning andrager bankens samlede
forretningsomfang med kunder således 18,4 mia. kr. 

Balancen er i løbet af det seneste år forøget med 0,8 mia. kr. til i alt 9,0
mia. kr. ved udgangen af september måned 2009. 


Basisindtægter forøget med 17 pct. til i alt 334 mio. kr.
Netto renteindtægter er i de første 9 måneder af 2009 forøget med 50 mio. kr.
til i alt 256 mio. kr. - det svarer til en stigningstakt på 24 procent.
Korrigeret for netto renteindtægter i den tidligere Løkken Sparekasse, for
perioden 01.04.2009 - 30.09.2009, kan stigningstakten opgøres til 19 procent. 

Indtægter i forbindelse med andre aktiviteter, herunder betalingsformidling,
kapitalforvaltning og garantistillelse, er i samme periode forøget med 4 mio.
kr. til i alt 66 mio. kr. - svarende til en stigningstakt på  godt 6 procent. 

De samlede basisindtægter  er forøget med 49 mio. kr. til i alt  334 mio. kr. 


Administrationsomkostningerne - excl. Løkken - uændrede i forhold til forrige
år 
Bankens administrationsomkostninger er - sammenholdt med samme periode forrige
år - forøget med 14 mio. kr.  Denne stigning kan fuldt ud henføres til ordinære
administrationsomkostninger vedrørende bankens nye filial i Løkken - den
tidligere Løkken Sparekasse. 

Bankens bidrag til Det Private Beredskabs garantiprovision i henhold til lov om
finansiel stabilitet, som skal betales i perioden fra oktober 2008  til
september 2010, androg for årets første 9 måneder i alt  18 mio. kr. 


Basisindtjeningen forbedret med 14 pct. til i alt 142 mio. kr. 
Basisindtjeningen før nedskrivninger på udlån m.v. er forøget med 17 mio. kr. -
eller 14 procent - til i alt 142 mio. kr. 

Resultatet ligger i overkanten af det forventede, jævnfør bankens
halvårsrapport pr. 30. juni 2009. 


Nedskrivninger på udlån m.v. med kunder for 63 mio. kr. 
Banken foretager løbende vurderinger af boniteten i udlån og tilgodehavender,
med henblik på opgørelse af behovet for nedskrivninger og tilbageførsler heraf. 

I årets første 9 måneder er der foretaget nedskrivninger på  udlån med bankens
kunder på netto 63 mio. kr. heraf kan  i alt 32 mio. kr. henføres til
nedskrivninger vedrørende udlån m.v. med landbrug, 22 mio. kr. på øvrige
erhverv og 9 mio. kr. på udlån m.v. med  privat kunder. 

Udover anførte nedskrivninger på i alt 63 mio. kr. er der i de første 9 måneder
af året  udgiftsført nedskrivninger vedrørende bankens garantistillelse, jf.
bankbakke I,  over for Det Private Beredskab, vedrørende tab på ebh-bank,
Løkken Sparekasse, Fionia Bank m.fl.  på i alt 11 mio. Kr. 

Nedskrivninger på bankens kunder på i alt  63 mio. kr. netto for årets første 9
måneder - svarer til en nedskrivningsprocent på  1,3 % p.a. 

De akkumulerede nedskrivninger andrager pr. 30. september 2009 i alt 325 mio.
kr. - svarende til en nedskrivningsprocent på 4,2. Udlån med nedsat rente
androg pr. 30. september 2009 i alt 36 mio. kr. - svarende til 0,6 pct. af
udlån. 


Resultatet før skat  forrenter egenkapitalen med 9,4 % p.a.
Resultatet før skal, der andrager 75 mio. kr. for de første ni måneder af 2009,
forrenter den gennemsnitlige egenkapital med 9,4 % p.a. 

Resultatet efter en beregnet skat på  18 mio. kr. , andrager i alt 57 mio. kr.

Bankens ledelse anser, de vanskelige eksterne forhold taget i betragtning,
resultat for tilfredsstillende. 


Likviditet
Det er bankens overordnede politik at finansiere sine udlån via sædvanlige
indlån i banken og egenkapital - og at yderligere likviditetsmæssige råderum
sikres via langfristede seniorlån.  Banken tilstræber, således at være
uafhængig af at skulle finansiere udlån med kortfristede lån på pengemarkedet
eller via større tidsindskud hentet uden for bankens almindelige kundekreds. 

Forud for den internationale og nationale finanskrise havde banken allerede i
april 2007 sikret sig en langsigtet finansiering på det internationale
pengemarked i form af et seniorlån på 0,9 mia. kr. Halvdelen med en løbetid på
3 år, det vil sige frem til foråret 2010, og den anden halvdel med en løbetid
på 5 år, det vil sige frem til foråret 2012. 

Overordnet kan bankens likviditetsmæssige situation opgøres således:
	Indlån		           6,4 mia. kr.
	Egenkapital		  1,1 mia. kr.
	Egen likviditet		  7,5 mia. kr.
	Udlån		           6,1 mia. kr.
	Likviditetsoverskud	  1,4 mia. kr.
Hertil kommer ovennævnte seniorlån på 0,9 mia. kr. samt midlertidige
trækningsrettigheder i Nationalbanken på 0,3 mia. kr. kr.  Det
likviditetsmæssige råderum er således aktuelt på ca.  2,6 mia. kr. 

Overtagelsen af Øster Brønderslev Sparekasse, som omfatter udlån og garantier
for ca. 290 mio. kr. og indlån for ca. 260 mio. kr. forventes kun marginalt at
påvirke bankens likviditet. 


Kapitalforhold og  soliditet
Ved opgørelse af bankens kapitaldækning (solvens) anvendes standardmetoderne
for beregning af kreditrisici uden for handelsbeholdningen samt markedsrisici.
Til brug for måling af de operationelle risici anvendes den såkaldte
basisindikatormetode. Bankens solvensprocent og kernekapitalprocent andrager
pr. 30. september 2009, efter indregning af periodens resultat i
kernekapitalen, 16,0. 

Det skal bemærkes at bankens solvensdækning alene er baseret på egenkapital,
hvorfor banken ikke har nogen refinansieringsopgave eller evt. problemer 
f.s.v. angår ansvarlig lånekapital  og lignende. 

Bankens egenkapital andrager 1,1 mia. kr.  Efter overtagelsen af
kerneaktiviteterne i den tidligere Løkken Sparekasse har Nordjyske Bank en
solvensprocent og en kernekapitalprocent på 16,0. Overtagelsen af Øster
Brønderslev Sparekasse forventes at reducere såvel bankens solvensprocent som
kernekapitalprocent med ca. 0,25 procentpoint. 

Bankens individuelle solvensbehov er senest, pr. 30. juni 2009, opgjort til
under 8 pct. og udgør derfor lovens minimumskrav på 8 pct. 

Banken er således solidt og godt funderet

Finansielle risici
Bankens kreditrisiko er spredt på en lang række mindre engagementer. Den
samlede gearing af udlån er moderat - 5,9 gange bankens egenkapital. Incl.
garantier andrager den samlede kreditgearing 7,0 gange egenkapitalen.  I
tilknytning hertil kan det oplyses, at banken ikke har udlån  eller garantier
til det mere spekulative ejendomsmarked. 

Banken er kun i beskedent omfang disponeret over for ændringer i renteniveauet
og udsving i valutakurserne. Ultimo september 2009  androg bankens renterisiko,
det vil sige det tab/den gevinst, banken risikerer at lide/opnå  ved en ændring
i den effektive rente på 1 procentpoint, 3,2 mio. kr. og valutarisikoen
(udtrykt ved indikator 2) androg 268 t.kr. 

Overtagelsen af Øster Brønderslev Sparekasse forventes kun marginalt at påvirke
kreditrisikoen, medens de øvrige finansielle risici ikke påvirkes. 


Usikkerhed ved indregning og måling
Resultatet for de 9 første måneder af  2009 er ikke påvirket af usædvanlige
forhold. Og der er ikke, efter periodens afslutning, indtruffet hændelser, som
har væsentlig indflydelse på periodens resultat, aktiver og passiver samt den
finansielle stilling ved udgangen af september måned 2009. 

Det er ledelsens vurdering, at der - bortset fra en mindre usikkerhed forbundet
med opgørelsen af de gruppevise nedskrivninger på udlån, som er baseret på en
ratingmodel, der løbende videreudvikles via backtest m.v. - ikke er usikkerhed
med hensyn til indregning og måling. 


Koncernredegørelse
Nordjyske Bank ejer hele aktiekapitalen i Sæbygård Skov A/S. Datterselskabets
resultat for de første 9 måneder af  2009 er medtaget i bankens
resultatopgørelse under posten "resultat af kapitalandele i associerede og
tilknyttede virksomheder". 

Da datterselskabets virksomhed er ubetydelig i forhold til banken, er der ikke
udarbejdet koncernregnskab. 


Anvendt regnskabspraksis
Denne kvartalsrapport er opstillet i overensstemmelse med lov om finansiel
virksomhed samt bestemmelser og vejledninger udstedt af Finanstilsynet. Disse
bestemmelser er "forenelige" med internationale regnskabsstandarder, fastlagt
af IASB (International Accounting Standards Board). 

Den anvendte regnskabspraksis er uændret i forhold til seneste regnskabsår.


Forventningerne til 2009 som helhed
Den økonomiske med en forventelig større arbejdsløshed, faldende huspriser samt
den fortsatte usikkerhed på aktiemarkedet vil i sig selv lægge en dæmper på den
økonomiske aktivitet i samfundet. Derfor forventer banken i 2009 en lavere
vækst i forretningsomfanget end de foregående år. 

Banken forventer for 2009 en basisindtjening før nedskrivninger på udlån og
kursregulering af børsnoterede værdipapirer - efter der er afholdt 25 mio. kr.
i provisionsbetaling til Det Private Beredskab - på 170 - 180 mio. kr. En
mindre opjustering i forhold til de tidligere udmeldte forventninger for året. 

Forventningerne til året nedskrivningsprocent på udlån og garantier med bankens
kunder forventes uændret på ca. 1 pct.  for året som  helhed. Hertil kommer
nedskrivninger under garantien for nødlidende pengeinstitutter, jf. Bankpakke
I. 

Banken har, med virkning fra den 1. april 2009, overtaget kerneaktiviteterne i
den tidligere Løkken Sparekasse. 

Integrationen af filialen  i Løkken vil påvirke bankens resultat for 2009 med
en nogle engangsomkostninger. 


Finanskalender for 2010
	10. februar 2010 	Offentliggørelse af årsrapport for 2009
	9. marts 2010	Ordinær generalforsamling
	18. maj 2010	Offentliggørelse af kvartalsrapport pr. 31. marts 2010
	10. august 2010	Offentliggørelse af halvårsrapport pr. 30. juni 2010
	22. november 2010	Offentliggørelse af kvartalsrapport pr. 30. september 2010

For yderligere kommentarer henvises til bankens administrerende direktør Jens
Ole Jensen på telefon nr.  9633 5000. 



Venlig hilsen



Hans Jørgen Kaptain	Jens Ole Jensen
formand for bestyrelsen	adm. direktør

Attachments

11.2009 kvartalsrapport 30.09.2009.pdf