Offentliggjort til NASDAQ OMX Copenhagen via Company News Service den 10. november 2009 Beslutning om likvidation af Landic Property VII AB Definitioner anvendt i prospekt af 3. november 2005 vedrørende Keops Ejendomsobligationer VII (Stockholm) A/S (nu Landic Property Bonds VII (Stockholm) A/S) anvendes ligeledes i denne meddelelse. Meddelelsen vedrørende de af Selskabet udstedte obligationsserier: Serie Fondskode Keops EjendomsObligationer VII 2012 DK0030014311 Keops EjendomsObligationer VII 2015 DK0030014584 Der henvises til Selskabets redegørelse offentliggjort den 15. januar 2009 som fondsbørsmeddelelse nr. 29. Redegørelsen blev gennemgået på Obligationsejermøde afholdt samme dato. Der henvises herudover til Selskabets årsrapport for regnskabsåret 2008 offentliggjort den 2. april 2009 og Selskabets halvårsrapport for 1. halvår 2009 (1. januar - 30. juni 2009) offentliggjort den 31. august 2009. Som et væsentligt element i planen fremlagt for Obligationsejerne har der været arbejdet på et frasalg af ejendommen kaldet ”Medicinaren”, hvilket på kort sigt ville have tilført likviditet. Herudover har Selskabet arbejdet på planer for en konvertering af gæld til egenkapital, hvilket ville have styrket egenkapitalen. Obligationsejerne besluttede på mødet ikke at opsige obligationerne, ligesom det blev besluttet ikke at søge ejendommene tvangsrealiseret. Med obligationsejernes tilslutning til planerne for en restrukturering af selskabet herunder tålmodighed i forhold til den manglende betaling af likviditet, og såfremt selskabet havde gennemført de igangsatte tiltag omkring frasalg af dele af porteføljen, var det ledelsens vurdering, at selskabet kunne overholde sine forpligtelser i regnskabsåret 2009. På baggrund af ovennævnte aflagde Selskabet årsrapport og halvårsrapport med fortsat drift for øje. Det blev dog også oplyst, at såfremt de oplistede tiltag ikke blev gennemført som planlagt, vil selskabets aktiviteter ikke kunne videreføres uden yderligere kapitaltilførsel eller finansiering. Selskabet skal hermed oplyse, at det ikke har været muligt i det nuværende marked at foretage et (delvist) frasalg af porteføljen. Det har heller ikke været muligt at indgå en aftale med de Foranstående Prioriteter om tilfredsstillende vilkår for en kapitaltilførsel til Selskabet. Det medfører, at der ikke er udsigt til retablering af aktiekapitalen i det 100% ejede datterselskab, Det Svenske Holdingselskab, Landic Property VII AB (tidligere Project Coast Luleå AB), org. nr. 556672-2632. På den baggrund har bestyrelsen i Det Svenske Holdingselskab været nødsaget til at indgive anmeldelse om likvidation. Dette skyldes de svenske regler for bestyrelsens hæftelse i tilfælde af, at aktiekapitalen er tabt og denne ikke kan retableres inden for en rimelig tid. Alternativet til anmeldelse af likvidation var, ifølge Selskabets svenske rådgivere, en egenbegæring om konkurs, hvilket likvidationen indtil videre afværger. Som likvidator foreslår Selskabet udpeget advokat Roland Sundqvist, hvilket også er i forståelse med de Foranstående Prioriteter. Likvidationen er indtil videre solvent. Det skal fremhæves, at likvidator, ifølge svensk rådgiver, skal respektere de aftaler, som Det Svenske Holdingselskab er part i samt respektere sådanne forpligtelser som måtte påhvile Det Svenske Holdingselskab og Datterselskaberne, herunder Obligationernes Sikkerhedsgrundlag. Spørgsmål vedrørende denne meddelelse kan rettes til bestyrelsesmedlem Klaus T. W. Lund på telefon 3378 4000.