Offentliggørelse af ændret koncernforhold i Capee f.m.b.a Bestyrelsen i Capee f.m.b.a har per dags dato indgået endelig aftale omkring Capee Holding Danmark A/S' overtagelse af forvaltningsselskabet Capinordic Property Management A/S. Aftalen er indgået med tilbagevirkende kraft per 1. november 2009. Transaktionssummen er aftalt til Capinordic Property Management A/S indre værdi pr. 1. november 2009. Baggrunden for overdragelsen er, at bestyrelsen vil forhindre, at den eksisterende forvaltningsaftale med Capinordic A/S potentielt ender med, at Capinordic A/S overtager kontrollen med Capee f.m.b.a. som følge af kvartalsvis betaling af forvaltningshonorar afregnet i Capee f.m.b.a. beviser til børskurs. Samtidig vil selskabstransaktionen føre til, at Capee f.m.b.a vil realisere væsentlige administrative omkostningsbesparelser. Bestyrelsen fastholder forventningerne til regnskabsåret 2009/10. Det er dermed i alle Capee f.m.b.a investorers interesse at foretage overtagelsen af Capinordic Property Management A/S. Som led i overdragelsen af Capinordic Property Management A/S, overtages to fuldtidsansatte. Direktøren i Capinordic Property Management A/S og Capee Holding Danmark A/S vil følgelig fratræde pr. 1. november 2009. Den fortsatte daglige ledelse og drift heri vil herefter blive varetaget af de to tilbageværende medarbejdere. Samtidig udtræder bestyrelsesmedlem Michael Gregersen af bestyrelsen i såvel Capee f.m.b.a som Capee Holding Danmark A/S. Der vil blive udsendt en indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling indenfor kort tid, hvor behandlingen af foreningens fremtidige strategi vil finde sted. Med venlig hilsen Ole Vagner Bestyrelsesformand For yderligere information kontakt venligst: Bestyrelsesformand, Capee f.m.b.a, Ole Vagner, +45 4025 4113 info@capee.dk
Selskabsmeddelelse nr. 30
| Source: Foreningen Europæiske Ejendom