På vegne af CorpNordic Denmark A/S offentliggøres hermed resumé fra obligationsejermøde i Selskabet afholdt torsdag den 10. december 2009. Resumé fra Obligationsejermøde Kefren Properties IX AB (Fondskode DK0030039300) På mødet deltog 20 obligationsejere svarende til 51 % af obligationsgælden. Mødet var indkaldt med følgende agenda: 1. Valg af dirigent 2. Baggrund for indkaldelsen til obligationsejermøde; Obligationerne er ikke betalt rettidigt 3. Redegørelse fra Udsteder 4. Stillingtagen til opsigelse af obligationerne til indfrielse om muligt, medmindre opsigelse allerede er afgivet 5. Orientering om Ejendommenes værdi i henhold til indhentet mæglervurdering 6. Stillingtagen til evt. afhændelse af Ejendommene 7. Stillingstagen til evt. tvangsrealisation af Pantet 8. Stillingtagen til dækning af omkostninger, der eventuelt overstiger indestående på Provenukontoen 9. Stillingstagen til en evt. anmodning fra Udsteder om ændring af Obligationsvilkårene 10. Eventuelt Ad 1 Advokat Morten Bethe fra Gorrissen Federspiel blev valgt som dirigent. Dirigenten bekræftede, at den formelle procedure for indkaldelse til Obligationsejermøde var overholdt. Ad 2 Søren Søgaard fra CorpNordic gjorde rede for baggrunden for indkaldelsen, som skyldtes at obligationsrenter ikke er blevet betalt. Ad 3 I sin funktion som bestyrelsesformand for Udsteder gennemgik Ole Vagner Udsteders præsentation. Præsentationen blev udsendt som fondsbørsmeddelelse ved mødets start, og er vedlagt som bilag til dette mødereferat. Ad 4 Dirigenten redegjorde for, at en opsigelse af Obligationerne til indfrielse ikke var mulig uden tilladelse fra långiverne sikret ved de Foranstående Prioriteter. Idet repræsentanten for de Foranstående Prioriteter både overfor Udsteder og Special Servicer havde meddelt, at der ikke vil blive givet tilladelse hertil, var det ikke muligt på Obligationsejermødet at træffe beslutning om opsigelse af Obligationerne. Ad 5 Søren Søgaard fra CorpNordic redegjorde for, at Special Servicer ikke havde valgt at indhente en ny vurdering, men i stedet fået en kopi af seniorbankens vurdering. Fravalget er gjort på baggrund af, man ikke mener, at en ny vurdering vil tilføre ny værdi og ændre seniorbankens syn på, at Loan-to-Value ikke er opfyldt. Ad 6 + 7 + 8 Dirigenten foreslog at behandle disse punkter samlet, idet der ikke skulle træffes beslutning under disse punkter på grund af den manglende tilladelse til at opsige Obligationerne til indfrielse. Ad 9 Der var ikke modtaget anmodninger herom fra Udsteder. Ad 10 Der var intet under dette punkt. ____________________ Morten Bethe Dirigent CorpNordic Denmark A/S Bestyrelsen Spørgsmål vedrørende denne meddelelse kan rettes til bestyrelsesformand Ole Vagner på telefon +45 40254113 eller via mail ole@vagner.dk. Yderligere information om Kefren Properties IX AB kan findes på selskabets hjemmeside, www.kefren.se.
Kefren Properties IX AB, 556691-4031 (”Selskabet”) - Resumé fra obligationsejermøde
| Source: Kefren Properties IX AB