Misvisende oplysninger om Tønder Bank


I Berlingske Tidende den 14. ds. er der en stort opsat artikel i
Business-sektionen med overskriften "Småbanker kan tabe millioner på landmænd".
I artiklen henvises der til en liste - benævnt "Landbrugsbankerne" - over de 20
danske pengeinstitutter, der angiveligt skulle have udlånt mest til
landbrugssektoren i forhold til deres samlede udlån. 

Tønder Bank er anført som nr. 18 på listen, der blev gengivet i TV (TV-avisen
på DR 1 søndag aften) i forbindelse med et indslag om krisen i landbruget. 

Af artiklen fremgår det, at Finanstilsynet " i efteråret sendte en advarsel ud
til de 20 banker, der er mest eksponeret mod landbruget" - altså de på listen
navngivne pengeinstitutter, heriblandt Tønder Bank. 

Tønder Bank har ikke har modtaget nogen sådan henvendelse fra Finanstilsynet,
hverken mundligt eller skriftligt, vedr. bankens landbrugsengagementer.
Finanstilsynet har bekræftet dette. 

Finanstilsynet har samtidig overfor os oplyst, at det ikke er Tilsynet, der har
udarbejdet den angivne liste i Berlingske Tidende over de 20 mest eksponerede
pengeinstitutter overfor landbrugssektoren. 

Tønder Bank er meget uenig i, at banken risikomæssigt skulle være særligt
eksponeret mod landbrugssektoren. Bankens udlån/garantier til landbrug udgjorde
pr. 30. juni 2009 kun 10-11% af bankens samlede udlån.

Attachments

1 misvisende oplysninger om tnder bank.pdf