Nr. 03/2010 Århus Elite A/S - Halvårsrapport for perioden 1. juli-31. december 2009


Århus, den 26. februar 2009	                                                    
NASDAQ OMX Copenhagen A/S	                                                      


Meddelelse nr. 03/2010                                                          
Århus Elite A/S, halvårsrapport for perioden 1. juli - 31. december 2009        

Resultat som forventet - ”Fodbold og forretning” en realitet                    

Resumé af halvårsrapport                                                        
I overensstemmelse med reglerne for børsnoterede selskabers afgivelse af        
periodemeddelelser aflægger Århus Elite A/S hermed halvårsrapport for perioden  
1. juli - 31. december 2009.                                                    

Her følger udvalgte hovedpunkter:                                               

Koncernens resultat for perioden 1. juli - 31. december 2009 udviser et         
underskud på 10,5 mio. kr., hvilket er i overensstemmelse med forventningerne og
betydeligt bedre end i samme periode sidste år, hvor der blev realiseret et     
underskud på 16,5 mio. kr. Resultatet betragtes som acceptabelt.                

Implementeringen af koncernens nye strategi, ”Fodbold og forretning”, forløber  
efter planen. Der er den 25. februar 2010 indgået aftale med en ny ejerkreds,   
der overtager Århus GF. Dermed er det på kort tid lykkedes for Århus Elite A/S  
at gennemføre den ønskede afhændelse af sportsaktiviteter.                      

Pengestrømme fra driften er i regnskabsperioden positiv med 1,4 mio. kr. mod    
-10,0 mio. kr. i samme periode sidste år og -25,3 mio. kr. i regnskabsåret      
2008/09.                                                                        

Selskabet har i perioden øget omsætningen med 14 % i forhold til sidste år trods
de vanskelige økonomiske konjunkturer.                                          

På transferområdet er der realiseret en nettoudgift på 2,9 mio. kr., hvilket er 
2,1 mio. kr. bedre end i samme periode sidste år.                               

Selskabets egenkapital er pr. 31. december 2009 26,8 mio. kr. og den            
rentebærende gæld 11,9 mio. kr.                                                 

Den positive resultatudvikling kan primært henføres til de to selskaber, der    
fortsætter i koncernen, idet både AGF Fodbold og Atletion har haft stigende     
omsætning og resultatforbedring.                                                

Århus Elite A/S har fastholdt sit fokus på sportslig succes i AGF Fodbold og har
samtidig prioriteret at aflevere de frasolgte selskaber til de nye ejere i god  
stand. Derfor har reduktionen i personaleomkostninger m.v. i perioden været     
begrænset.                                                                      

AGF opnåede i 1. halvår et tilfredsstillende sportsligt resultat med en 6.      
plads. Klubben er repræsenteret på landsholdene med et historisk højt antal     
spillere, og det vurderes, at AGF har den stærkeste trup i mange år.            

Der er indgået principaftale med Århus Kommune om forlængelse af                
forpagtningsaftalen samt ombygning af Atletion-faciliteterne for 30,4 mio. kr., 
hvilket skal betales af Århus Elite via forpagtningsafgiften.                   

Århus GF lå ved kalenderårets slutning på en skuffende 11. plads, Århus Elite   
Badminton har spillet sig frem til medaljeslutspillet, Bakken Bears blev i      
sæsonen 2009/10 atter pokalmestre, og er blandt kandidaterne til det danske     
mesterskab, og Århus Elite Floorball var ved årets udgang placeret som nummer   
tre i ligaen og blev danske pokalmestre i 2009.                                 

For regnskabsåret fastholder selskabet forventningerne om en betydelig fremgang 
i resultatet i forhold til sidste år, til trods for, at årets resultat påvirkes 
negativt af udtrådte og udtrædende aktiviteter og selskaber. For 2. halvår      
forventes således en fortsat resultatbedring i forhold til såvel samme periode  
2008/09 som 1. halvår 2009/10.                                                  

Administrerende direktør Jan Christensen udtaler:                               
'Vi er tilfredse med, at vi har fået vendt udviklingen og har opnået at få      
positive pengestrømme i selskabet så kort tid efter, vi kom ud med et stort     
underskud. Samtidig glæder vi os over, at vi på kort tid har formået at finde   
nye ejere til vores øvrige sportsselskaber. Det er et væsentligt skridt i       
realiseringen af vores strategi om fremover kun at fokusere på fodbold og       
forretning. Vi er stadig et godt stykke fra målet, men jeg mener, at vi står    
stærkt rustet med et særdeles godt fodboldhold, en slankere og mere fokuseret   
organisation samt et styrket Atletion, der også fremover vil være centrum for   
elitesport og store events. Jeg hæfter mig specielt ved, at vi har oplevet en   
stor opbakning til vores nye strategi fra hele Østjylland.'                     

Emission                                                                        
For at sikre et tilstrækkeligt finansielt råderum har bestyrelsen besluttet at  
gennemføre en rettet emission ultimo marts 2010 gennem udstedelse af op til 10 %
nye aktier. Herved vil selskabet blive tilført et provenu i et anslået niveau på
12,0-16,0 mio. kr., hvilket sammen med koncernens øvrige indtægter og           
kreditfaciliteter vil sikre det fornødne kapitalberedskab. Kapitalforhøjelsen   
gennemføres til markedskurs uden fortegningsret for selskabets eksisterende     
aktionærer. Der foreligger bindende tegningstilsagn, der sikrer emissionens     
gennemførelse som forudsat.                                                     
                                    _______                                     

For yderligere oplysninger kontakt bestyrelsesformand Torben Bjerre-Madsen på   
tlf. 22 23 50 00 eller administrerende direktør Jan Christensen på tlf. 30 91 00
01.                                                                             

Med venlig hilsen                                                               

Torben Bjerre-Madsen	Jan Christensen                                           
Bestyrelsesformand		Administrerende direktør

Attachments

fondsbrsmeddelelse nr. 03-2010 arhus elite as halvarsrapport 2009-10 - 01.07-31.12.2009.pdf arhus elite - halvarsrapport 2009-10.pdf
GlobeNewswire

Recommended Reading