Bestyrelserne for Investeringsforeningen Fionia Invest Lange Obligationer og Investeringsforeningen Nordea Invest har besluttet at indstille til den kommende ordinære generalforsamling i Investeringsforeningen Fionia Invest Lange Obligationer den 15. april 2010, at Investeringsforeningen Fionia Invest Lange Obligationer og afdeling Lange obligationer Pension i Investeringsforeningen Nordea Invest bliver fusioneret med afdeling Lange obligationer Pension i Investeringsforeningen Nordea Invest som den fortsættende afdeling. Fusionen gennemføres som en skattepligtig fusion. Fusionen har ikke skattemæssige konsekvenser for afdeling Lange obligationer Pension; hverken afdelingen eller afdelingens medlemmer. Fusionen vil dog for de enkelte medlemmer i Investeringsforeningen Fionia Invest Lange Obligationer skattemæssigt blive behandlet som et ophør af foreningen og dermed som et salg. Summen af salgsværdierne opgøres som værdien af de ved ombytningen modtagne beviser, med tillæg af eventuelle overskydende kontantbeløb, der kan opstå ved ombytningen. De modtagne beviser i den fortsættende afdeling betragtes skattemæssigt som anskaffet pr. generalforsamlingsdagen. Baggrunden for fusionen af Investeringsforeningen Fionia Invest Lange Obligationer med afdeling Lange obligationer Pension i Investeringsforeningen Nordea Invest er at sikre, at investorerne også på lang sigt er medlemmer i en afdeling med en tilstrækkeligt stor formue, der gør det muligt dels at sammensætte en veldiversificeret portefølje af investeringer og dels at nyde godt af stordriftsfordele. Fusionen vil være betinget af at den vedtages på den ordinære generalforsamling den 15. april 2010. Fusionen vil yderligere være betinget af Finanstilsynets godkendelse. Fusionsplan, fusionsredegørelse, de tre seneste årsrapporter for henholdsvis Investeringsforeningen Fionia Invest Lange Obligationer og afdeling Lange obligationer Pension i Investeringsforeningen Nordea Invest samt vurderingsmændenes udtalelse og erklæring kan rekvireres hos BI Management A/S og Nordea Invest Fund Management A/S. Endvidere vil fusionsplan og fusionsredegørelse blive bekendtgjort i Statstidende. Øvrige henvendelser vedrørende fusionen kan rettes til Michael H. Ekmann, BI Management A/S, Sundkrogsgade 7, 2100 København Ø, tlf. 77 30 90 00. Med venlig hilsen Investeringsforeningen Fionia Invest Lange Obligationer
Fusion af Investeringsforen. Fionia Invest Lange Obligationer og afdeling Lange obligationer Pension i Investeringsforeningen Nordea Invest
| Source: Fionia Invest Lange Obligationer, Investeringsforeningen