Fondsbørsmeddelelse, DanTruck A/S nr. 78/2010


NASDAQ OMX Copenhagen A/S
Nikolaj Plads 6
1007 København K


                                                     Uldum, den 31. marts 2010

                                 Fondsbørsmeddelelse, DanTruck A/S nr. 78/2010

				

Årsrapport for DanTruck A/S for 2009

Bestyrelsen for DanTruck A/S har i dag behandlet og godkendt årsrapporten for
perioden 1. januar - 31. december 2009. Årsrapporten er i sin helhed indsendt i
elektronisk form til NASDAQ OMX Copenhagen A/S. 

Fra 2009 regnskabet kan fremdrages følgende hovedpunkter:

•	Omsætningen blev i 2009 på TDKK 159.079 mod TDKK 331.807 i 2008, hvilket er 
       er en tilbagegang på 52%
•	Markedet for nysalg i Danmark faldt totalt set med 60%
•	Resultatet før skat blev et underskud på TDKK 45.974 mod et overskud før skat
       i 2008 på TDKK 6.634
•	Omsætning og resultat før skat ligger således indenfor udmeldingen i
       fondsbørsmeddelelse nr. 75 af den 29. oktober 2009       
•	Resultatet inkluderer samlede restruktureringsomkostninger på i alt 
       TDKK 38.520
•	DanTruck A/S har med ovenstående reduceret nulpunktsomsætningen til
       TDKK 165.000
•	DanTruck A/S' kapitalberedskab stemmer overens med forventningerne til 2010 
•	Pengestrømmen fra drifts- og investeringsaktiviteterne blev negative med
       TDKK 21.289
•	Egenkapitalandelen er i 2009 faldet til 17% fra 31% 
•	I 2010 forventer DanTruck A/S en omsætning i niveauet TDKK 160-180.000 og
       et mindre men positivt resultat 

2009 blev et tilpasningernes år.

Opbremsning i markedet
Den internationale recession ramte bredt, og specielt gaffeltruckmarkedet blev
hårdt ramt. Således faldt det europæiske marked indenfor virksomhedens niche af
gaffeltruck med ikke mindre end 47%, og tilsvarende faldt det danske marked med
hele 60%. 

Isoleret set blev årets resultat for 2009 utilfredsstillende med en omsætning
på TDKK 159.079, hvilket svarer til en tilbagegang på 52% i forhold til 2008.
Tilsvarende blev resultatet før skat på minus TDKK 45.974 mod et overskud før
skat i 2008 på TDKK 6.634. 

Tilpasning
Den voldsomme opbremsning i markedet medførte, at selskabet hurtigt måtte
tilpasse sig det lavere aktivitetsniveau. I 2009 blev der gennemført meget
store tilpasninger af virksomheden, herunder bl.a. en overflytning af
produktionen fra Lemvig til Uldum og en reduktion i medarbejderstaben fra 177
til 83. Virksomheden har nu en størrelse og en effektivitet, der er bæredygtig
på det nuværende lave markedsniveau. 

Således er nulpunktsomsætningen i 2010 TDKK 165.000 og endnu vigtigere, er der
blevet skabt en bæredygtig platform for fremtiden. Virksomhedens struktur og
organisation er nu trimmet til at høste udbyttet af en kommende vækst i
markedet. 

Restruktureringsomkostningerne i 2009 udgjorde TDKK 38.520, og renset for dette
ville årets underskud før skat have været TDKK 7.454. 

Kapitalberedskab
DanTruck A/S udvidede kapitalgrundlaget i 2009 med optagelsen af et ansvarligt
lån på TDKK 10.350. Likviditetsberedskabet er yderligere styrket med en
udvidelse af kreditfaciliteterne, således stemmer kapitalbe-redskabet overens
med forventningerne til 2010. 

Nyudvikling
Der fokuseres fortsat målrettet på at sikre et konkurrencedygtigt, miljørigtigt
og fremtidssikret produktprogram, og der er gennem selskabets egen organisation
i Taiwan styrket og påbegyndt nye udviklinger indenfor selskabets kerneområder.
Disse nyudviklinger vil blive lanceret senere i 2010. 

Nye samarbejder
DanTruck A/S offentliggjorde derudover i 2009 et samarbejde med H2 Logic A/S.
Et samarbejde bestående i udvikling og salg af en brint gaffeltruck, der
forventes lanceret i 2010. Det er af stor betydning for DanTruck A/S fortsat at
kunne deltage i og være på forkant med miljørigtige teknologier. 

I forlængelse af ovennævnte er indsatsen intensiveret på europæisk plan for at
etablere samarbejdsaftaler på nye markeder og med nye partnere i branchen. 

Stabilisering i markedet
I andet halvår af 2009 så DanTruck A/S en stabilisering i eftermarkedet på
såvel service som reservedele. Ligeledes er der konstateret et større
aktivitetsniveau i antallet af forespørgsler på nye såvel som brugte truck, men
beslutningsprocessen er fortsat langsom. 

Forventninger 2010
DanTruck A/S forventer i 2010 en stabilisering af totalmarkedet, men med
forskydninger indenfor de forskellige segmenter. 

Selskabet har med den omfattende restrukturering af virksomheden i 2009, og den
medfølgende tilpasning af omkostningsniveauet bragt nulpunktsomsætningen ned på
TDKK 165.000. 

Med fortsat fokus på strategiplanen vil selskabet udvide sine
afsætningskanaler, samt øge indtrængningen på nye markeder for derigennem at
skabe vækst i såvel afsætning som markedsandele. 

Også i 2010 vil der blive arbejdet på at optimere produktsortimentet, således
at selskabet til enhver tid har et program, der afspejler markedsbehovet.
Dertil kommer en fortsat udbygning af positionen på eftermarkedet via en
målrettet bearbejdning af kunderne. 

I 2010 forventer DanTruck A/S, som tidligere nævnt, en omsætningen i niveauet
TDKK 160-180.000 og et mindre men positivt resultat. 


Med venlig hilsen



DanTruck A/S



Arne Pedersen		Niels H. Lauritzen	
Bestyrelsesformand		Adm. direktør	

			
Kontaktpersoner: 	
Bestyrelsesformand Arne Pedersen på tlf. 21 259 033
Adm. direktør Niels H. Lauritzen på tlf. 20 194 775/76 900 900

Attachments

fondsbrsmeddelelse 78 2010.pdf dt_arsrapport_2009.pdf