Fondsrådet har den 16. august 2010 truffet afgørelse om Scandinavian Properties A/S' årsrapporter for 2008 og 2009 og har påbudt selskabet at udsende korrigerende/supplerende information vedrørende årsrapporten for 2009. Ledelsen er, blandt andet baseret på rådgivning modtaget fra selskabet revisor, ikke enig i Fondsrådets afgørelse, men har dog valgt ikke at anke afgørelsen, da ledelsen i den givne situation anser korrektionerne for uvæsentlige dels som følge af beløbenes størrelse og dels fordi ledelsen vurderer, at korrektioner til sammenligningstal vedrørende opstartsomkostninger ført enten i resultatopgørelsen eller direkte på egenkapitalen ikke tilfører regnskabslæser ny viden. Fondsrådet har påbudt selskabet at henføre omkostninger ved børsintroduktionen i 2008 til resultatopgørelsen sammen med en del af de due diligenceomkostninger, der blev afholdt i forbindelse med kapitaludvidelsen i juni 2008. Disse omkostninger har hidtil været indregnet direkte på egenkapitalen som en del af transaktionsomkostninger ved kapitalforhøjelse. Korrektionen vedrører stort set kun sammenligningstallene for 2008. Fondsrådet har også påbudt selskabet at udarbejde årsregnskabet for moderselskabet baseret på den reelle funktionelle valuta, SEK. Hidtil har Scandinavian Properties A/S anset valutaen for moderselskabets egenkapitalinstrumenter for værende af større betydning end moderselskabets investeringer i SEK-aktiver, hvorfor det blev vurderet som givende et mere retvisende billede, blandt andet fra aktionærernes synspunkt, at basere aflæggelsen af moderselskabets årsregnskab på DKK. Endelig har Fondsrådet også påbudt selskabet at oplyse den del af selskabets administrationshonorar, der kan anses at vedrøre direktionens vederlag. Den forventede effekt af Fondsrådets påbud på årsrapport 2009 er vist i vedhæftningen.
Fondsrådets afgørelse vedrørende årsrapport 2009
| Source: Scandinavian Properties A/S