Den 13. oktober 2010, kl. 10:00, blev der afholdt ekstraordinær generalforsamling i Scandinavian Properties A/S, CVR-nr. 28 98 25 50, på adressen Sundkrogsgade 21, 2100 København Ø. Dagsorden 1. Valg af medlemmer til bestyrelsen 2. Eventuelt Andreas Grønbæk fra selskabets selskabsadministrator (Kartago A/S) bød velkommen og udpegede herefter på bestyrelsens vegne Torben Bille Ahrendt-Jensen fra Accura Advokatpartnerselskab til dirigent. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovlig indvarslet og beslutningsdygtig i henhold til dagsordenen. 1. Dirigenten oplyste, at Steen Puch Holm-Larsen havde meddelt, at han ønskede at træde ud af bestyrelsen i selskabet. Der var fra bestyrelsens side stillet forslag om valg af Erik Bresling som nyt bestyrelsesmedlem. Erik Bresling præsenterede sig selv og oplyste om sine ledelseserhverv. Forslaget vedtoges enstemmigt og med alle stemmer af generalforsamlingen. Bestyrelsen i selskabet består herefter af Kim Lautrup, Michael Hansen og Erik Bresling. Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med Kim Lautrup som formand og Michael Hansen som næstformand. 2. Generalforsamlingen drøftede udviklingen i kursen på selskabets b-aktier på Nasdaq OMX Copenhagen A/S, og der blev blandt de fremmødte aktionærer fremsat ønske om en handlingsplan for markedsføring af selskabet og løbende orientering til markedet om selskabets drift og status på de aktuelle udviklingsprojekter i selskabet. Bestyrelsen oplyste, at selskabets følger gældende regler for offentliggørelse af oplysninger i børsnoterede selskaber, og at bestyrelsen på det næste bestyrelsesmøde vil drøfte en handlingsplan for markedsføring af selskabet, for derved at skabe mere interesse for investering i selskabets b-aktier. Generalforsamlingen drøftede endvidere selskabets market-maker ordning med EIK Bank, og bestyrelsen oplyste, at denne foreløbigt fortsætter uændret som følge af udviklingen i EIK Bank. Generalforsamlingen hævet. Som dirigent: ________________________________ Torben Bille Ahrendt-Jensen Accura Advokatpartnerselskab
Orientering om afholdt ekstraordinær generalforsamling
| Source: Scandinavian Properties A/S