Meddelelse nr. 61-2010 3. december 2010 Selskabsmeddelelse Amagerbankens vilkårsaftale med Finansiel Stabilitet Den 28. juni 2010 indgik Amagerbanken og Finansiel Stabilitet A/S aftale om vilkår for ydelse af statsgaranti, hvorved Finansiel Stabilitet forpligtede sig til at garantere for bankens udstedelse af obligationslån for i alt 13,5 mia.kr. Udganspunktet for aftalen var den standardaftale, som Finansiel Stabilitet anvender i forbindelse med indgåelse af aftaler om vilkår for ydelse af statsgaranti. Denne aftale indeholder en række standardvilkår, for eksempel vilkår vedrørende garantiprovision, regres, renter og omkostninger. Finansiel Stabilitet stillede imidlertid ved indgåelsen af aftalen særlige vilkår. Nogle af disse vilkår er allerede offentliggjort af banken, f.eks. kravet om en kapitaltilførsel på min. 750 mio. kr., mens andre ikke er almindelig kendt. Bankens bestyrelse finder det rigtigst at orientere aktionærer og andre interessenter om indholdet af disse særlige vilkår for dermed at skabe transparens om bankens forhold i denne sag. Banken forpligtede sig til at sikre, at Finansiel Stabilitet fik indvalgt to (se herved meddelelse nr. 57-2010 af 15. november 2010) af Finansiel Stabilitet udpegede medlemmer til bankens bestyrelse. Disse to medlemmer skal godkende alle væsentlige beslutninger i banken. Aftalen indeholder ikke en udtømmende opregning af, hvad der er en væsentlig beslutning, men som eksempler kan nævnes: * Funding af bankens virksomhed, herunder låneoptagelse * Ændring af regnskabsprincipper og valg af revisor * Budgetter, herunder større investeringer samt ændring af filialstruktur og medarbejdersammensætning * Indstilling om udbytte til generalforsamlingen * Fusion eller anden omstrukturering. * Bevilling af nye engagementer over 50 mio. kr., samt * Forhøjelse af engagementer over 25 mio. kr. med nedskrivninger eller forhøjet solvens behov Herudover har de to bestyrelsesmedlemmer mulighed for at henskyde afgørelsen om en beslutnings væsentlighed til Finansiel Stabilitet, hvis begge medlemmer finder, at en beslutning er væsentlig, og flertallet af øvrige bestyrelsesmedlemmer ikke er enig heri. Endvidere har banken forpligtet sig til at foretage de ændringer i direktionsstruktur og sammensætning, som Finansiel Stabilitet kræver, ligesom banken har forpligtet sig til at overdrage virksomheden til en køber anvist af Finansiel Stabilitet, hvis den ikke opfylder kapitalkravene i lov om finansiel virksomhed. Banken kan i den forbindelse oplyse, at Finansiel Stabilitet allerede i september meddelte banken, at der skulle ske styrkelse af direktionen og udskiftning af den administrerende direktør. Konsekvensen af, at banken ikke overholder vilkårene, er, at Finansiel Stabilitet kan gøre misligholdelsesbeføjelser gældende, hvilket kan medføre, at banken skal tilbagebetale et beløb, der svarer til 13,5 mia. kr. Vilkårene er gældende i den 3-års periode, aftalen løber. Som vedhæftet fil fremsendes 'Aftale om vilkår for ydelse af statsgaranti'. Med venlig hilsen A M A G E R B A N K E N Niels Heering Steen Hove Bestyrelsesformand Adm. direktør Evt. henvendelse kan ske til bestyrelsesformand Niels Heering på mobil 4017 7531 eller adm. direktør Steen Hove mobil 2630 6995. www.amagerbanken.dk
Amagerbankens vilkårsaftale med Finansiel Stabilitet
| Source: Amagerbanken A/S