NASDAQ OMX
Nikolaj Plads 6
1007 København
First North meddelelse nr. 46, 2010
Hørsholm, den 9. december 2010
AQUALIFE vinder kontrakt som logistikleverandør til højtprofileret
akvakulturprojekt i Abu Dhabi
Under henvisning til First North meddelelse nr. 40, 2010, omhandlende en
testafskibning med levende fisk, meddeles det, at AQUALIFE har indgået en aftale
med det tyske firma United Food Technologies AG (UFT) om at transportere et
større parti levende sibirisk stør fra Tyskland til Abu Dhabi i løbet af første
halvår 2011.
UFT's kerneforretning omfatter konstruktion af moderne, miljømæssigt bæredygtige
akvakulturelle anlæg, herunder anlæg til opdræt af fisk samt produktion af
forædlet kaviar. UFT's anlæg til fiskeopdræt kan placeres fleksibelt rundt om i
verden, hvilket gør det muligt at skabe stor grad af uafhængighed omkring det
enkelte anlægs placering set i forhold til placeringen af de konventionelle
markeder for fiskeriprodukter.
Forud for aftalen mellem UFT og AQUALIFE har biologer fra UFT i samarbejde med
AQUALIFE's tekniske team udført en række tests, der tjener som empirisk grundlag
for den indgåede aftale med UFT om denne specialtransportopgave. Testgrundlaget
indbefatter såvel statiske laboratorietests som føromtalte testafskibning.
Aftalen med UFT omfatter transport af ca. 140 tons sibirisk stør fra en
fiskeopdrætsfarm i den tyske by Jessen til Abu Dhabi i De Forenede Arabiske
Emirater. Bestanden af stør skal anvendes som første opdrætskuld i verdens
største produktionsanlæg af kaviar fra sibirisk stør.
Aftalen forventes at generere en omsætning for AQUALIFE på godt 5 mio.kr. i
første halvår af 2011.
Med venlig hilsen,
Lars Nannerup
CEO
--------------------------------------------------------------------------------
| Yderligere informationer kan fås ved | Selskabets Certified Adviser er |
| henvendelse til: | Dahl-Sørensen & Partners A/S |
| Lars Nannerup, adm. direktør tlf.: (+45) | Allan Reimann, tlf.: (+45) 3364 |
| 2242 4455 | 9205 |
| E-mail: lars@AQUALIFE.nu | |
--------------------------------------------------------------------------------