Eik Banki P/F afholdt ekstraordinær generalforsamling torsdag 9. december 2010 kl. 18.00 lokal tid i selskabets hovedsæde Yviri við Strond 2, Tórshavn, Færøerne i henhold til den udsendte dagsorden. • Den foreslåede ændring af selskabets navn fra Eik Banki P/F til EB af 30. september 2010 P/F blev vedtaget - derudover blev selskabets binavne slettet i vedtægterne. • Den foreslåede ændring af selskabets formål blev vedtaget og har nu følgende ordlyd: ”Selskabets formål er at afvikle selskabets virksomhed, der består efter selskabets salg af sin pengeinstitutvirksomhed i henhold til den betingede overdragelsesaftale indgået mellem selskabet og Finansiel Stabilitet A/S.” De foretagne ændringer i selskabets vedtægter er nødvendiggjort af gennemførelsen af den betingede overdragelsesaftale, som Eik Banki P/F den 30. september 2010 har indgået med Finansiel Stabilitet A/S i henhold til § 7, stk. 2 i lov om finansiel stabilitet. Som følge af denne aftale har selskabet overdraget sin virksomhed (bortset fra aktiekapital og anden efterstillet kapital, jf. §§ 132 og 136 i lov om finansiel virksomhed) til et af Finansiel Stabilitet A/S stiftet datterselskab. • Bestyrelsen blev bemyndiget til med substitutionsret at anmelde det vedtagne og at foretage de ændringer i det vedtagne, som den færøske registreringsmyndighed (Skráseting Føroya), VP Securities A/S, NASDAQ OMX Copenhagen A/S eller andre myndigheder måtte kræve eller henstille foretaget som betingelse for registrering eller godkendelse. Vedlagt er vedtægter for EB af 30. september 2010 P/F på færøsk, dansk og engelsk. På bestyrelsens vegne Odd Bjellvåg Bestyrelsesformand