Bestyrelsen for Wirtek fik ved ekstraordinær generalforsamling d. 9. februar 2011 bemyndigelse til at søge gennemført en rettet emission mod et mindre antal investorer. Bemyndigelsen, der omfattede op til 3 millioner nye kapitalandele, indbefattede blandt andet, at tegningen kunne ske til underkurs i forhold til markedskursen og uden fortegningsret for de eksisterende kapitalejere.
Efter afslutning af tegningsperioden, og efter forhandlinger med en række investorer, har bestyrelsen i henhold til den givne bemyndigelse godkendt en nytegning på 2.671.427 kapitalandele à nom. DKK 0,15 med en tegningskurs på DKK 0,35.
Wirtek får dermed tilført ca. DKK 935.000 i ny kapital ved den endelige gennemførelse af emissionen. Otte investorer har tegnet kapitaludvidelsen, hvoraf 2 er nye investorer i Wirtek a/s. Ledelsen af Wirtek har deltaget i den rettede emission.
Wirtek vil effektuere kapitaludvidelsen i løbet af de næste uger.
Om Wirtek
Wirtek er et konsulenthus med indgående kendskab til softwareudvikling og produkttest indenfor tre specialiserede områder – Indlejrede produkter, trådløse produkter og healthcare. En fleksibel samarbejdsmodel, der muliggør insourcing og forskellige former for outsourcing, sikrer Wirtek kernekunderelationer baseret på høj grad af tillid i samarbejdet og stor kundetilfredshed. Wirteks rumænske datterselskab er ISO 9001:2008 certificeret og understøtter skrappe krav til sikkerhed.
Wirtek a/s
Niels Jernes Vej 10, 9220 Aalborg Ø
www.wirtek.com
Yderligere information:
Kent Mousten Sørensen, Bestyrelsesformand, Wirtek a/s, Tlf.: +45 21 25 90 01
Michael Aaen, Administrerende direktør, Wirtek a/s, Tlf.: +45 25 29 75 75
Per Vestergaard, Certified Advisor, CDI Danmark, Tlf.: +45 21 76 43 17