Sparekassen Himmerland er trygge ved lån


Sparekassen Himmerland sendte i sidste uge en orientering til Finanstilsynet om finansiering til kunder, der gerne ville investere i de såkaldte Griffin-projekter (fra 2005 til 2008). Der er tale om lån, som 194 ud af Sparekassens 61.000 kunder har taget, fordi de ønskede at investere i Griffin ejendomsprojekter i primært Tyskland og England. I den forbindelse udsendte Sparekassen fredag den 4. marts en pressemeddelelse, som fortalte om orienteringen til Finanstilsynet.

Jyllands Posten bragte lørdag en artikel om lånene. Her var mange antagelser, bl.a. at der var tale om tab på mindst 200 mio. kr. til Sparekassen. I den forbindelse vil vi gerne uddybe følgende:

Finansieringen til kunder, der investerede i Griffin projekter, har over de seneste 3 år resulteret i nedskrivninger på i alt 170 mio. til mulige tab. Vi forventer ikke, at der kommer yderligere større nedskrivninger. Sparekassen har i øvrigt hele vejen igennem været i stand til at foretage de nødvendige nedskrivninger og samtidig have overskud på driften, når vi fratager bankpakkerne,” siger sparekassedirektør Svend Jørgensen, Sparekassen Himmerland

Da Sparekassen lånte penge ud til kunder, der gerne ville investere i de populære Griffin projekter, foregik det efter bogen. Kundens samlede økonomi blev gennemgået, og der blev kun ydet finansiering, hvis Sparekassen vurderede, at økonomien var solid og at kunden kunne betale afdrag og renter på lånet ud af sin indtægt og formue, når andre kendte gældsposter også var taget i betragtning. Det var en helt normal procedure, hvor kunden hæftede personligt for lånet i Sparekassen Himmerland. Alle lån har i øvrigt været nøje gennemgået og ved en tidligere gennemgang af lånene blev der fundet enkelte fejl, hvilket straks førte til opstramninger af arbejdsgange og en enkelt afskedigelse. Vi er derfor trygge ved de lån, som resterer siger Svend Jørgensen.

Trygge ved lån

Under højkonjunkturen var Griffin projekterne meget populære og blev bl.a. fremhævet af Jyllands Posten, som den 9. oktober 2007 bragte en artikel under overskriften: ’Polen kan blive Griffins nye guldæg’.

”Vi regner bestemt med, at vi får de fleste af vores penge hjem igen. Finansieringen er generelt ydet til veluddannede og økonomisk solide danskere med høje indtægter. Og selv om en række Griffin projekter kom til at give tab, har kunderne økonomiske ressourcer til at betale lånene tilbage,” siger Svend Jørgensen.

I de tilfælde, hvor der kan blive problemer med at betale lånene tilbage, skyldes det ofte, at kunden – uden at informere Sparekassen Himmerland – også har optaget lån i andre pengeinstitutter og investeret dem i tabsgivende projekter. På den måde kan kundens samlede økonomi blive spændt så hårdt, at der ikke længere er mulighed for at betale pengene tilbage.

”De tilfælde er beklagelige, og vi vil i givet fald gøre, hvad vi kan for at indgå aftaler med kunden, så der er mulighed for en langsommere og/eller længere tilbagebetaling eller i helt særlige tilfælde akkordordninger,” siger Svend Jørgensen, som pointerer, at den risiko er kalkuleret og taget højde for i Sparekassens regnskaber for de seneste 3 år.

Jyllands Posten har også vist interesse for fire medarbejdere i Sparekassen Himmerland, som gik sammen om at investere i Griffin for et mindre beløb. Lånet er i dag betalt tilbage.

”Vi er optimistiske med hensyn til at de lånte penge fra de 194 kunder bliver betalt tilbage, fordi det overvejende drejer sig om kunder med gode jobs og høje indtægter siger Svend Jørgensen og minder om, at Sparekassen uanset disse lån til kun 194 ud af sparekassens 61.000 kunder er bundsolid. Selv hvis det helt utænkelige skulle ske: At ikke en eneste af disse 194 kunder ville tilbagebetale deres lån, så ville det kun påvirke Sparekassens evne til at modstå tab (solvens) med et enkelt procentpoint, og Sparekassen ville fortsat være et af landets mest solide pengeinstitutter.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Svend Jørgensen, Sparekassedirektør, Sparekassen Himmerland, tlf.: 98 62 17 00.

Se www.himmerland.dk

 


Attachments

Pressemeddelelse - 060311.pdf
GlobeNewswire