Indkaldelse til ordinær generalforsamling i Topdanmark


18. marts 2011
Med. nr. 08/2011

Indkaldelse til ordinær generalforsamling i Topdanmark A/S, tirsdag d. 12. april 2011, kl. 15.00, på Radisson Blu Scandinavia Hotel, Amager Boulevard 70, 2300 København S.

Generalforsamlingen transmitteres direkte på Topdanmarks hjemmeside www.topdanmark.dk/ir.

Bestyrelsen forelægger:

I. Beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år.

II. Fremlæggelse af den reviderede og af bestyrelsen og direktionen underskrevne årsrapport.

III. Godkendelse af årsrapporten samt bestemmelse om anvendelse af overskud i henhold til den godkendte årsrapport.

IV. Valg af medlemmer til bestyrelsen

Samtlige generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer er på valg.

Bestyrelsen foreslår genvalg af:
A. Anders Knutsen
B. Jens Maaløe
C. Michael Pram Rasmussen
D. Annette Sadolin
E. Søren Thorup Sørensen
F. Knud J. Vest

En nærmere beskrivelse af de enkelte bestyrelsesmedlemmer fremgår af Aktionærnyt, der er udsendt til alle aktionærer, der var indskrevet eller navnenoteret den 14. marts 2011. Aktionærnyt kan i øvrigt fås ved henvendelse til Topdanmarks aktieadministration. Beskrivelsen kan også findes på Topdanmarks hjemmeside: www.topdanmark.dk/ir.

V. Forslag fra bestyrelsen eller aktionærerne.

Forslag fra bestyrelsen:

A. Forslag om kapitalnedsættelse
Bestyrelsen foreslår, at aktiekapitalen nedsættes med nominelt i alt 8.406.540 kr. egne aktier, svarende til 840.654 stk. aktier, således at disse egne aktier annulleres.

I medfør af Selskabslovens § 188, stk. 1, oplyses, at formålet med kapitalnedsættelsen er at udbetale beløbet til selskabet som ejer af aktierne, idet beløbet overføres fra selskabets bundne kapital til dets frie reserver. Kapitalnedsættelsen sker til kurs 7.362,9 (svarende til børskurs 736,29 pr. stk.). Der overføres således i alt 618.965.842 kr. til de frie reserver.

Efter udløb af fristen for anmeldelse af krav og gennemførelsen af kapitalnedsættelsen ændres vedtægternes § 3, stk. 1, til:
"Selskabets aktiekapital andrager kr. 148.258.960, der er fuldt indbetalt.”

B. Forslag om aflønningspolitik i Topdanmark koncernen inklusive overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning
Topdanmarks bestyrelse har i overensstemmelse med lov om finansiel virksomhed § 77d vedtaget "Aflønningspolitik i Topdanmark-koncernen". Bestyrelsens forslag til "Aflønningspolitik i Topdanmark-koncernen inklusive overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning" foreslås godkendt af generalforsamlingen. Det fuldstændige forslag til "Aflønningspolitik i Topdanmark-koncernen inklusive overordnede retningslinjer for incitamentsaflønning" kan ses på www.topdanmark.dk/ir -> Corp. Gov. -> GeneralforsamlingOrdinær generalforsamling 2011.

VI. Valg af 1 statsautoriseret revisor.
Deloitte, Statsautoriseret Revisionsaktieselskab, foreslås genvalgt.

VII. Eventuelt.

Vedtagelseskrav:
Til vedtagelse af dagsordenens pkt. III, IV, VB og VI kræves simpelt flertal. 

Til vedtagelse af dagsordenens pkt. VA kræves, at 2/3 af såvel de afgivne stemmer som af den på generalforsamlingen repræsenterede stemmeberettigede aktieka­pital tiltræder forslaget. 

Afstemning vil ske efter princippet én stemme pr. aktie. 

Aktiekapitalens størrelse, aktionærernes stemmeret og registreringsdato:
Topdanmarks samlede aktiekapital udgør 156.665.500 kr. fordelt på 15.666.550 aktier a 10 kr. Topdanmarks beholdning af egne aktier, hvorpå der ikke kan stemmes på generalforsamlingen, udgør 1.623.925 stk. aktier. Antallet af stemmerettigheder på generalforsamlingen udgør derfor 14.042.625. Aktieudstedende pengeinstitut er Danske Bank, hvorigennem aktionærer kan udøve deres finansielle rettigheder.

Registreringsdatoen er den 5. april 2011.

Aktionærer, der besidder aktier i selskabet på registreringsdatoen, har ret til at deltage i og stemme på generalforsamlingen. Aktionærens aktiebeholdning opgøres på registreringsdatoen på baggrund af notering af aktionærens aktier i ejerbogen samt meddelelser om ejerforhold, som selskabet har modtaget med henblik på indførsel i ejerbogen. Deltagelse er endvidere betinget af, at aktionæren rettidigt har indløst adgangskort som beskrevet nedenfor.

Adgangskort:
Aktionærer, der ønsker at deltage i generalforsamlingen, skal senest den 8. april 2011 løse adgangskort ved henvendelse til Topdanmark A/S, Aktieadministrationen, Borupvang 4, 2750 Ballerup, tlf. 44 68 44 11, e-mail aktieadm@topdanmark.dk.

Fuldmagt og brevstemme:
Aktionærer kan afgive fuldmagt. Fuldmagt kan til enhver tid tilbagekaldes. Aktionærer kan stemme skriftligt ved brev. Brevstemme kan ikke tilbagekaldes. Elektronisk fuldmagts- og brevstemmeblanket kan downloades fra selskabets hjemmeside www.topdanmark.dk/ir. Aktionærer, der ønsker at afgive fuldmagt eller brevstemme, skal fremsende denne skriftlig eller pr. e-mail til aktieadm@topdanmark.dk, så den er selskabet i hænde senest den 8. april 2011.

Yderligere oplysninger:
I de sidste tre uger før generalforsamlingen vil indkaldelse, oplysning om det samlede antal aktier og stemmerettigheder på datoen for indkaldelsen, de dokumenter, der skal fremlægges på generalforsamlingen, dagsorden og de fuldstændige forslag samt de formularer, der skal anvendes ved stemmeafgivelse ved fuldmagt eller brev, være tilgængelige på selskabets hjemmeside www.topdanmark.dk/ir. Materialet kan endvidere rekvireres ved henvendelse til Topdanmarks aktieadministration.

Eventuelle henvendelser:
Steffen Heegaard, Kommunikations- og IR-direktør
Direkte telefon: 4474 4017, mobil: 4025 3524