| Selskabsmeddelelse |
|
Meddelelse nr. 7/2011 29. april 2011 |
Periodemeddelelse 1. kvartal 2011
I overensstemmelse med reglerne for børsnoterede selskabers afgivelse af periodemeddelelser aflægger SCF Technologies A/S hermed periodemeddelelse for perioden 1. januar til 31. marts 2011. Det er besluttet at overgå fra en egentlig kvartalsrapport som tidligere, til periodemeddelelse pga. det væsentligt lavere aktivitetsniveau, der p.t. er i selskabet sammenlignet med tidligere år.
SCF Technologies A/S har, som tidligere meddelt, i januar 2011 indgået aftale om frasalg af selskabets kerneteknologi CatLiq®. Salget kom efter en længere periode, hvor SCF forsøgte at finansiere den fortsatte udvikling og kommercialisering af CatLiq®-teknologien dels ved en emission på OMX i oktober 2010, som ikke opnåede tilstrækkelig tegning og dels gennem længevarende forhandlinger med flere potentielle danske og internationale investorer og partnere. Frasalget af CatLiq®-teknologien omfattede SCFs pilotanlæg og samtlige SCFs immaterielle rettigheder, der er knyttet til denne teknologi, herunder know-how og patenter.
Ligeledes har SCF Technologies A/S, som tidligere meddelt, i februar 2011 solgt sit 50% ejerskab i Photocat A/S. Provenuet fra salg af aktiverne var ikke tilstrækkeligt til at dække virksomhedens kreditorer fuldt ud, og der blev derfor indgået en akkorderingsaftale med de væsentligste kreditorer i 1. kvartal 2011. En væsentlig del af de skyldige omkostninger var relateret til den ikke gennemførte OMX emission i oktober 2010.
Det økonomiske resultat i 1. kvartal 2011 har været som forventet, og der er ikke indtruffet begivenheder eller transaktioner, der væsentligt påvirker selskabets finansielle stilling, i forhold til beskrivelsen i årsrapporten for 2010.
Direktion og bestyrelse i SCF har i perioden arbejdet med forskellige muligheder i relation til selskabets fremadrettede aktiviteter, herunder en nyttiggørelse af de resterende aktiver og videreførelse af selskabet med nye aktiviteter, med henblik på at opnå den bedst mulige løsning for SCFs aktionærer. Der forventes fortsat en afklaring af disse forhold i løbet af de kommende 3-4 måneder.
København, den 29. april 2011
Ulrik Jensen
Adm. direktør
Kontakt:
Adm. direktør Ulrik Jensen, tlf. 30 36 00 90.
www.scf-technologies.com
Denne meddelelse kan indeholde fremadrettede udsagn. Såfremt dette er tilfældet vedrører disse udsagn ledelsens forventninger, overbevisninger, intentioner og strategier vedrørende fremtiden pr. denne dato. Udsagnene kan identificeres ved brugen af ord som ”forventer”, ”vurderer”, ”skønner”, ”venter”, ”agter”, ”kan”, ”planlægger”, ”forudser”, ”bør”, ”søger” og tilsvarende udtryk. De fremadrettede udsagn afspejler ledelsens nuværende synspunkter og antagelser med hensyn til fremtidige begivenheder og er dermed behæftet med betydelige risici og usikkerheder. De faktiske og fremtidige resultater og udviklingen kan afvige væsentligt fra, hvad der er angivet i disse udsagn. Bortset fra eventuelle oplysninger, som SCF efter dansk ret er forpligtet til at offentliggøre, agter SCF ikke og påtager sig ikke nogen forpligtelse til at opdatere de fremadrettede udsagn i denne meddelelse.
SCF Technologies er en dansk-baseret virksomhed, der har udviklet forskellige patenterede teknologier indenfor cleantech og nanoteknologi. Selskabet blev stiftet i 2003. Dets aktier er optaget til handel og officiel notering på NASDAQ OMX Copenhagen.