Den danske medico-virksomhed Coloplast har vundet to priser for dens nye kateter til mænd, SpeediCath® Compact Male samt for urinposen Conveen® Active. Prisoverrækkelsen fandt sted i går ved den internationale Medical Design Excellence Award i New York.
I går vandt Coloplast designpriser for to af virksomhedens nye produkter. Det skete ved den prestigefyldte prisuddeling Medical Design Excellence Award (MDEA) i New York, der præmierer virksomheder for banebrydende produkter, som bidrager til udviklingen af moderne sygepleje.
Coloplast vandt en guldpris for sit nye, diskrete kateter til mænd, SpeediCath Compact Male, samt sølv for urinposen Conveen Active.
”Fokuseret innovation betaler sig”
Overrækkelsen af MDEA-prisen var en del af en medicinsk design- og produktionskonference, der finder sted i New York i denne uge.
R&D Senior Scientist Thomas Nesa Gogotic modtog prisen på vegne af Coloplast.
“De her priser viser, at vores brugerdrevne og fokuserede innovationsindsats har en effekt. Det viser, at vores produkter rykker ved teknologiens grænser og gør en reel forskel for vores brugere,” siger Thomas.
”Vi vil fortsat udvikle nye måder at gøre livet nemmere for brugerne af vores produkter, og vores nye kateter og urinpose er blot en del af denne rejse,” tilføjer han.
Flere faktorer bag juryens valg
Kateteret SpeediCath Compact Male vandt kategorien Over-the-counter and self-care products (håndkøbs- og selvplejeprodukter) mens urinposen Conveen Active vandt i kategorien General hospital devices and therapeutic products (generelt hospitals- og behandlingsudstyr).
I sin bedømmelse lægger jurypanelet særlig vægt på de nomineredes innovative brug af materialer og produktionsmetoder samt de designmæssige og tekniske udfordringer, der er løst i produktionsprocessen. Desuden ser juryen på, hvordan produktets design og tekniske egenskaber giver nye fordele til brugerne – f.eks. komfort, pasform, sikkerhed og produktets udseende.
KONTAKT
|
Ulla Lundhus Media Relations Manager +45 4911 1929 dkul@coloplast.com |
Foto: Coloplast vandt en guldpris for sit nye, diskrete kateter til mænd, SpeediCath Compact Male ved Medical Design Excellence Award (MDEA) i New York.