Årsrapport 2010 Aqualife A/S


(Denne meddelelse skal betragtes som et uddrag af Aqualife A/S’ årsrapport for 2010, og den bør derfor kun læses i sammenhæng med årsrapporten.)  

Selskabsmeddelelse

First North meddelelse nr. 6/2011
10. juni 2011
 

Årsrapport 2010

Resumé: Aqualife er under rekonstruktion efter en periode med store problemer. Der er foretaget nedskrivninger af aktiver i regnskabet for 2010 med 50 mio. kr. Mere end 50 % af aktiekapitalen i Aqualife A/S er tabt. Selskabet har fra et mindre antal aktionærer modtaget lån på DKK 14 mio., som forventes konverteret til aktiekapital til en vurderet markedsværdi pr. aktie på 0,40 kr. Bestyrelsen vil søge yderligere minimum 26 mio. kr. tilført som egenkapital gennem nytegning senere i 2011. Aqualife har aftalt akkorderinger med sin bankforbindelse og visse kreditorer. Der er indgået ny samarbejdsaftale med Maersk, som også investerer i nye containere til Aqualife.  

Vedlagt følger årsrapporten for 2010 for Aqualife A/S.

2010 var et udfordrende år for Aqualife, præget af betydelige forsinkelser i kommercialiseringen af selskabets logistikløsninger, væsentlige ekstraomkostninger og investeringer, samt manglende omsætning. Aqualife-gruppens likviditet er derfor blevet væsentligt forværret gennem 2010 og indtil nu i 2011. Selskabet havde ikke det nødvendige finansielle beredskab til at honorere sine kortfristede forpligtelser, hvilket medvirkede til, at væsentlige forretningsmæssige forhold var usikre og uafklarede. Ledelsen har derfor gennem nogle måneder arbejdet på en rekonstruktion af Aqualife.

Hovedtallene i Aqualife-gruppens 2010-regnskab er følgende, idet oplysningerne vedrører moderselskabet, Aqualife A/S, med mindre andet fremgår af sammenhængen. Aqualife udarbejder ikke koncernregnskab.

  • Der er i Aqualife A/S foretaget nedskrivninger af kapitalandele og tilgodehavender i tilknyttede selskaber med i alt 50 mio. kr. 
  • Aqualife A/S’ bogførte egenkapital ultimo 2010 efter nedskrivninger er 9,4 mio. kr., eller 0,36 kr. pr. aktie. Mere end 50 % af aktiekapitalen på 25,8 mio. kr. er dermed tabt.
  • Aqualife-gruppen fik i 2010 en omsætning på 1,5 mio. kr. og et underskud efter skat på 50,6 mio. kr.
  • Gruppens rentebærende gæld ved årets udgang var 25,4 mio. kr. mod 17,9 mio. kr. året før.
  • De likvide beholdninger i koncernen andrager 1,9 mio. kr. ultimo 2010 mod 5,0 mio. kr. ultimo 2009. Der blev i december 2010 tilført kontant kapital på 5,1 mio. kr.   

Hovedpunkterne i rekonstruktionsplanen, der er igangsat og færdiggøres i 2011, er følgende:

  • Aqualife har behov for at få tilført ca. 40 mio. kr. i ansvarlig kapital i år, heraf mindst 12 mio. kr. på kort sigt.
  • Et mindre antal aktionærer i Aqualife har d.d. ydet selskabet kontante lån på i alt 14 mio. kr. for at sikre den kortsigtede likviditet og likviditeten 12 måneder frem. Selskabets bestyrelse har i låneaftalerne ret til med generalforsamlingens godkendelse, at disse lån konverteres til aktiekapital til en vurderet markedskurs.
  • Bestyrelsen forventer konverteringen gennemført på den ordinære generalforsamling den 27. juni 2011 på baggrund af fuldmagter allerede givet til bestyrelsen.
  • Aqualife aktien blev den 12. maj 2011 sat i midlertidig børspause efter anmodning fra selskabet, da man anså, at markedet ikke længere havde tilstrækkelig information som grundlag for en effektiv prisdannelse.
  • På baggrund af en uafhængig vurdering har bestyrelsen nu vurderet, at markedskursen på aktierne i Aqualife-gruppens moderselskab i øjeblikket ikke overstiger 0,40 kr. pr. aktie. Op til børspausen blev aktien handlet til 1,69 kr. pr. aktie. De modtagne lån på 14 mio. kr., med tillæg af rente, vil af bestyrelsen på den ordinære generalforsamling blive foreslået konverteret til 0,40 kr. pr aktie.
  • I 2. halvår 2011 vil selskabet, gennem et offentligt udbud med fortegningsret for de eksisterende aktionærer, søge at få tilført minimum 26 mio. kr. til sikring af selskabets forretningsplaner efter 2011.
  • Selskabets bankforbindelse har i går accepteret en akkordering med 11,5 mio. kr. Visse kreditorer har ligeledes accepteret akkorderinger, indtil videre med ca. 0,5 mio. kr. Ingen af disse akkorderinger er indarbejdet i 2010-regnskabet.
  • Selskabet har netop indgået ny serviceaftale med Maersk Line, som også har indvilget i at investere i yderligere containere, der stilles til Aqualifes disposition.
  • Transportopgaven med det tyske selskab United Food Technologies, som blev igangsat i februar 2011, er nu under revurdering. Parterne drøfter om og hvordan samarbejdet skal fortsætte.

Aqualife forventer i 2011, med gennemførelsen af rekonstruktionsplanen og på grundlag af den øgede containerkapacitet og en nyetableret Aquaport i Canada, at kunne igangsætte en rentabel trafik af fragter for kunder gennem korridoren Canada – Holland. De indledende skridt til etablering af yderligere korridorer vil blive igangsat i 2011.

Aqualife forventer at offentliggøre 1. kvartalsmeddelelse, 2011 den 23. juni 2011.

Aqualifes ordinære generalforsamling afholdes mandag den 27. juni 2011, kl. 16.00 hos Accura Advokatpartnerselskab, Tuborg Boulevard 1, 2900 Hellerup.

Carsten Malby

Bestyrelsesformand

 

Kontakt:              bestyrelsesformand Carsten Malby, tlf.: +45 20 33 03 72

                             www.aqualife.nu

                          

Selskabets Certified Advisor er Dahl-Sørensen & Partners A/S, Allan Reimann, tlf.: +45 33 64 92 05

 


Attachments

Aqualife_meddelelse_nr_6_2011 Aarsrapport 2010.pdf Aqualife 2010 arsrapport.pdf