Green Wind Energy A/S under rekonstruktion
Selskabsmeddelelse 203 /2011
Green Wind Energy A/S under rekonstruktion – forlængelse af rekonstruktionsperioden og offentliggørelse af intention om at afgive bud på GW Energi A/S.
Som tidligere offentliggjort blev Green Wind Energy A/S den 10. maj 2011 undergivet rekonstruktionsbehandling.
Der pågår en struktureret salgsproces med henblik på en afhændelse af selskabets aktiver.
Der har været en god interesse for bud på koncernens aktiver og aktiviteter, og det er fortsat rekonstruktørernes vurdering, at der er mulighed for at gennemføre et salg af store dele af koncernens aktiver og aktiviteter. Grundet selskabets og koncernens likviditetssituation og personalemæssige situation har det vist sig meget vanskeligt at fremkomme med et fyldestgørende dokumentationsmateriale, og det er selskabernes ledelses vurdering, hvilket rekonstruktøren er enig i, at den bedst mulige pris for selskabernes aktiver og aktiviteter vil blive opnået, såfremt byderne har den bedst mulige indsigt i selskabernes og de underliggende vindmølleparkers økonomiske og juridiske forhold.
Rekonstruktøren for Green Wind Energy A/S, Green Wind A/S, Green Wind Renewables A/S og GW Management A/S og rekonstruktørerne for GW Energi A/S har sammen med selskabernes ledelse vurderet den igangværende salgsproces og har henset til de forskellige byderes anmodning om yderligere tid og dokumentation, fundet det rigtigt at anmode skifteretten om en forlængelse af rekonstruktionsperioden. jf. konkurslovens § 13a.
Denne forlængelsesanmodning er i dag behandlet af skifteretten, der har imødekommet anmodningen, således at rekonstruktionsperioden nu udløber den 7. februar 2012.
Uanset udsættelsen af rekonstruktionsforslaget arbejder rekonstruktøren fortsat for, at en endelig og bindende aftale om salg af størstedelen af selskabets aktiver og aktiviteter kan være indgået inden udgangen af 2011.
Selskabets ledelse er bekendt med, at KlimaInvest A/S d.d. har offentliggjort en selskabsmeddelelse, hvori de redegør for et kommende bud på aktiekapitalen i GW Energi A/S, der indgår i Green Wind Energy koncernen, og redegør for deres vurdering af den foreslåede effekt for kreditorerne i GW Energi A/S. Så snart rekonstruktøren har modtaget det endelige, bindende bud fra Klimainvest A/S og har et dokumentationsmateriale, der gør det muligt, at vurdere buddet, vil dette blive behandlet af selskabets ledelse og rekonstruktøren. Selskabsmeddelelsen fra Klimainvest A/S er tilgængelig på Nasdaq OMX Copenhagens hjemmeside.
København, den 8. november 2011
Green Wind Energy A/S
For yderligere oplysninger kontakt direktør John Hansen, tlf. 40 50 26 00