ALK: Langtidsstudie med GRAZAX® fremhævet i førende videnskabeligt tidsskrift

Resume: Banebrydende resultater, som viser den vedvarende sygdomsmodificerende effekt af GRAZAX® er publiceret i det amerikanske tidskrift "Journal of Allergy and Clinical Immunology" og fremhævet af redaktionen. Studiet er det eneste publicerede store dobbeltblindede placebo-kontrollerede studie, som viser, at den tabletbaserede allergivaccine (AIT) er en effektiv behandling af høfeber forårsaget af græspollen med en vedvarende effekt i mindst to år efter, at behandlingen er afsluttet.


København, 2012-03-02 12:13 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

I marts udgaven af Journal of Allergy and Clinical Immunolog (JACI, det officielle tidsskrift fra the American Acadamy of Allergy, Asthma, and Immunology) publiceres en videnskabelig artikel af professor Durham et al. om GRAZAX®' positive og vedvarende effekt på allergisymptomer efter afslutning af det treårige behandlingsforløb. JACI er det mest anerkendte videnskabelige tidsskrift inden for allergi.

Artiklen er endvidere særligt fremhævet af redaktionen hos JACI som editor’s choice. Henrik Jacobi, forsknings- og udviklingsdirektør i ALK siger: ”Dette banebrydende studie med GRAZAX® er en milepæl i udviklingen af moderne allergivacciner, og vi er stolte af, at resultaterne får denne internationale anerkendelse fra JACI. GRAZAX® er den eneste tabletbaserede vaccine mod græspollenallergi med en godkendelse, der omfatter vedvarende og sygdomsmodificerende effekt. I alt er der gennemført 17 randomiserede, kliniske studier med mere end 4.300 patienter. Studierne demonstrerer med konsistens de kliniske fordele ved denne nye innovative behandling mod græspollenallergi.”

GRAZAX® blev godkendt i Europa i 2006 og markedsføres i dag i alle væsentlige europæiske markeder. ALKs samarbejdspartner Merck har de eksklusive produktrettigheder i Nordamerika. Merck har indsendt en registreringsansøgning for GRAZAX® til de canadiske sundhedsmyndigheder, Health Canada, og planlægger at indsende en registreringsansøgning til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i 2013.

Langtidsstudiet er det første og største dobbeltblindede placebo-kontrollerede studie, som viser, at GRAZAX® er en effektiv behandling af høfeber (allergisk rhinitis), og at behandlingen giver en langvarig klinisk og immunologisk tolerance.

De netop publicerede data viser endvidere en konsistens og robusthed igennem det treårige behandlingsforløb og i to år efter, at behandlingen blev afsluttet. Studiet blev gennemført i otte europæiske lande i perioden 2004-2010. GRAZAX® er den mest veldokumenterede allergivaccine.

Det er også påvist, at GRAZAX® kan lindre astmasymptomer i børn, og der gennemføres i øjeblikket et stort astmaforebyggelsestudie (GAP-studiet), som omfatter 800 børn.
 

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

Investor Relations: Per Plotnikof, tlf. 4574 7527, mobil 2261 2525
Presse: Martin Barlebo, tlf. 4574 7901, mobil 2064 1143

Om ALK
ALK er en global, forskningsbaseret medicinalvirksomhed, der fokuserer på forebyggelse, diagnosticering og behandling af allergi. ALK er verdens førende virksomhed inden for allergivaccination (immunterapi) – en unik behandling af selve årsagen til allergi. Virksom­heden har ca. 1.800 medarbejdere og datterselskaber, produktionsfaciliteter og distributører over hele verden. ALK har indgået partnerskabsaftaler med Merck og Torii Pharmaceutical Co. Ltd. om kommercialisering af tabletbaseret allergivaccination i henholdsvis Nordamerika og Japan. Selskabet har hovedkvarter i Hørsholm og er børsnoteret på NASDAQ OMX Copenhagen A/S.

Læs mere på www.alk-abello.com.

 

 

 


Attachments

GlobeNewswire

Recommended Reading