- RESULTAT FØR SKAT 502 MIO. KR. (1. kvartal 2011: 200 mio. kr.)
- RESULTAT FØR SKAT FORRENTER PRIMOEGENKAPITALEN MED 14,5% P.A. (1. kvartal 2011: 6,0% P.A.)
- Netto rente- og gebyrindtægter under basisindtjening 1.556 mio. kr. (1. kvartal 2011: 1.394 mio. kr.)
- Basisindtjening før nedskrivninger på udlån mv. 746 mio. kr. (1. kvartal 2011: 541 mio. kr.)
- Nedskrivninger på udlån mv. under basisindtjening 398 mio. kr. (1. kvartal 2011: 244 mio. kr.)
- Basisindtjening 348 mio. kr. (1. kvartal 2011: 297 mio. kr.)
- Beholdningsindtjening efter finansieringsomkostninger 192 mio. kr. (1. kvartal 2011: 72 mio. kr.)
- Dagsværdi af hold-til-udløb porteføljen er 133 mio. kr. større end den bogførte værdi (Ultimo 2011: 7 mio. kr. mindre end bogført værdi)
- Resultat før Garantifonden mv. 540 mio. kr. (1. kvartal 2011: 369 mio. kr.)
- Bidrag til Garantifonden mv. 38 mio. kr. (1. kvartal 2011: 169 mio. kr.)
- Nedskrivnings- og hensættelsessaldo 3.973 mio. kr. (Ultimo 2011: 3.871 mio. kr.)
- Likviditetsberedskab 42 mia. kr. (Ultimo 2011: 38 mia. kr.)
- Solvens 16,5%, kernekapital 15,0% og kernekapital ekskl. hybrid kernekapital 13,7% (Ultimo 2011: 14,7%, 13,3% og 12,1%)
- Individuelt solvensbehov 10,3% (Ultimo 2011: 10,0%)
- Nedskrivninger på udlån mv. for 2012 forventes at blive 1,6 mia. kr. til 2,0 mia. kr. efter indførelse af Finanstilsynets nye skærpede regler for nedskrivninger på udlån mv.
Ledelsen udtaler
Ordførende direktør Anders Dam udtaler:
”Med et resultat før skat på 502 mio. kr., en basisindtjening på 348 mio. kr. og et fortsat stigende aktivitetsniveau er vi tilfredse med udviklingen i 1. kvartal 2012. Vi begynder at se resultaterne af de i efteråret gennemførte tiltag, kursreguleringerne udvikler sig fornuftigt, og andre driftsindtægter, som i stigende grad påvirkes af tilkøbte leasingaktiviteter, viser også en pæn fremgang. Integrationen af og udviklingen i de tilkøbte aktiviteter forløber som forventet. I 1. kvartal 2012 har vi som planlagt konverteret it-systemerne i Easyfleet ligesom klargøringen og forberedelserne til konverteringen til Bankdata forløber planmæssigt, og vi ser frem til konverteringens gennemførsel i oktober 2012.
Kursreguleringerne er i 1. kvartal påvirket af, at Jyske Banks græske statsobligationer er blevet tvangskonverteret under PSI ordningen. Ultimo 1. kvartal 2012 er Jyske Banks eksponering mod Grækenland opgjort til 39 mio. kr.
Nedskrivninger på udlån mv. og konstaterede tab ligger på et forventeligt niveau. Niveauet er lavere end 4. kvartal 2011, men er fortsat over det historiske gennemsnitlige niveau. Vi indfører med virkning fra 2. kvartal 2012 Finanstilsynets nye skærpede regler for nedskrivninger på udlån. Nedskrivninger på udlån mv. for 2012 forventes herefter at blive 1,6 mia. kr. til 2,0 mia. kr. Solvensbehovet vil alt andet lige blive reduceret som følge af de forhøjede nedskrivninger, mens kapitalbufferen, kundernes kreditbonitet og det samlede risikobillede er stort set uændret.
Jyske Bank har i 1. kvartal 2012 udgiftsført 38 mio. kr. til Garantifonden mv. Omkostningerne henføres til opbygningen af kapitalen i den nye indskydergarantiordning, som blev vedtaget i marts 2012, og til en forventet omkostning i forbindelse med dividendeberegningen vedrørende Fjordbank Mors af 2011. Samlet har Jyske Bank nu udgiftsført 1.558 mio. kr. til sektortab siden Roskildes Banks konkurs.
Med styrkelsen af kapitalgrundlaget gennem kapitalforhøjelsen på 1,1 mia. kr. og med fortsat konsolidering i 1. kvartal 2012 har Jyske Bank et robust kapitalgrundlag. Vi har således de nødvendige og ønskelige frihedsgrader til at udbygge forretningsgrundlaget i de kommende år”, slutter Anders Dam.