Sparekassefond væsentligste årsag til øgede nedskrivninger i Sparekassen Faaborg


Faaborg, Danmark, 2012-06-15 12:03 CEST (GLOBE NEWSWIRE) -- Finanstilsynet har netop afsluttet en ordinær undersøgelse af Sparekassen Faaborg og har an­vist nedskrivninger i banken på 134 mio. kr. Herudover forventer banken at nedskrive yder­li­gere et beløb, således de samlede nedskrivninger i 2. kvartal 2012 bliver 237 mio. kr. Det skal præciseres, at beløbet ikke er tabt.

Kun omkring 10 % af nedskrivningerne relaterer sig til den almindelige bankforretning. Ud over den almindelige bankforretning har banken også et engagement med Fonden for Spare­kassen Faaborg. Den resterende del af nedskrivningerne – ca. 90 % - er koncentreret om udlån relateret til Fonden.

Fonden blev stiftet ved bankens aktieselskabsomdannelse i 1990 og ejer i dag ca. 45 % af aktiekapitalen i banken. Fondens engagement er frem til finans­kri­sens start i 2008 forløbet uden problemer. Fonden er havnet i en svær og kompleks økonomisk situation på grund af finans­krisen, herunder de faldende aktiekurser og ejendomspriser. 

Banken har med Finanstilsynet drøftet den komplekse situation og udlånet relateret til Fonden, og banken har taget Finanstilsynets vurderinger, herunder markering af nye krav til indhold og struktur i sparekassefonde, til efterretning. Som tidligere nævnt stammer ca. 90 % af bankens nye nedskrivninger fra udlån relateret til Fonden. Nedskrivningerne er en kombination af anvis­ninger fra Finanstilsynet og nedskrivninger, som banken – i forlængelse af en om­struk­ture­rings­plan, der er sat i gang i Fonden – forventer at udgiftsføre yderligere i 2. kvartal på udlå­net relateret til Fonden. Banken er således interesseret i helt rene linjer, og i at der bliver skabt ro omkring Fonden i en år­ræk­ke, så den igen kan få en øko­no­misk rentabel drift.   

Solvens

Sparekassen Faaborgs solvensbehov er af Finanstilsynet opgjort til 12,9 % ud fra bankens balance pr. 31. marts 2012 fratrukket de nedskrivninger, der er pålagt banken. Banken er enig i Finanstilsynets opgørelse. Da banken foretager yderligere nedskrivning på lånene relateret til Fonden, kan solvensbehovet herefter opgøres til 12,3 %.

Finanstilsynet har anvendt kreditreservationsmetoden til udregning af solvensbehovet, medens banken, som hidtil, har anvendt en af Lokale Pengeinstitutter udviklet beregningsmodel, men slutresultatet er enslydende. 

Banken har estimeret sin solvens pr. 30. juni 2012 til 14,8 % efter nedskrivninger i 2. kvartal på 237 mio. kr. 

Afstanden mellem solvens og solvensbehovet, den solvensmæssige overdækning, er 2,5 pro­centpoint, hvilket vurderes acceptabelt, specielt under hensyntagen til, at de nye strammere nedskrivningsregler er anvendt på bankens udlån og kreditter, ligesom bankens eksponering mod Fonden er dækket solidt af.

Kapital og likviditet

Sparekassen Faaborg har efter nedskrivningerne i 2. kvartal fortsat en solid egen­kapital på ca. 750 mio. kr. Finanskrisen har sat sit præg på bankens polstring, men for­mu­en og re­ser­verne har vist sig tilstrækkeligt store til at klare den samfundsøkonomiske krise.

 De af banken i 2008 igangsatte aktiviteter med at nedbringe udlånet og øge indlånet til sikring af den nødvendige funding og likviditet i 2012 og 2013 er fulgt til fulde. Banken har således allerede nu et indlånsoverskud på ca. 500 mio. kr. Likviditetsoverdækningen er på 1.500 mio. kr. over lovens krav.

Tilsynsdiamanten

Sparekassen Faaborg ligger fortsat inden for grænseværdierne for alle de 5 pejlemærker i Fi­nans­tilsynets tilsynsdiamant.

Opdatering af regnskabsforhold vedr. 2012

Sparekassen Faaborg koncernens forventninger til et basisresultat før nedskrivninger på udlån m.v. på et højere niveau end i 2011 fastholdes med samme usikkerhedsfaktorer som beskre­vet i årsrapporten 2011.

Banken offentliggør halvårsrapport den 13. august 2012. Basisindtjeningen udvikler sig posi­tivt, men kan ikke absorbere de betydelige ned­skriv­ninger i 1. og 2. kvartal. Der forventes således et underskud pr. 1. halvår på ca. 220 mio. kr. efter skat.

Vision

Sparekassen Faaborg er godt i gang med at føre sin strategi om tilpasning af kundeporteføljen og kontrolleret vækst gennem filialdækningen på Fyn ud i livet. De øgede nedskrivninger på­virker ikke denne strategi på nogen ne­ga­tiv måde. Strategien om at dreje fokus endnu mere over på privatkunder og mindre og mel­lemstore erhvervskunder på Fyn er mere aktuel end nogensinde. Banken har i specielt det sid­ste års tid tilpasset sin organisation hertil og er – som nævnt – godt i gang med at føre stra­te­gien ud i livet.

         Adm. direktør Claus Sejling, tlf.nr. 6361 1814


Attachments